I forhold til at Haunted Mountain ifølge pladeselskabet er blevet til i ikke mindre end tre bjergrige europæiske lokationer – for foden af en portugisisk bjergkæde, et græsk vulkanområde og i de schweiziske alper – så lyder albummet med sit tilbagelænede countryislæt umiskendeligt amerikansk. Omend med en moderne sensibilitet så en europæisk bybo også godt kan være med.
Mest kendt er Buck Meek, med det borgerlige navn Alexander Buckley Meek, klart for sit virke som guitarist og backing vokalist i det lovpriste band Big Thief. Han havde dog allerede før bandets store gennembrud slået sine solofolder. I 2014 udgav han sine første plader som Buck Meek i selskab med Big Thiefs Adrienne Lenker på A-sides og B-sides.
På indeværende plade her 10 år senere hører man i særdeleshed, at Buck Meek har sine rødder i den tørre, texanske jord. Udover de konkrete effekter der afslører countrygenren – særligt en masse steel guitar, det landlige tekstunivers og intentionelt skrøbelige fraseringer – så er der også på Haunted Mountain en ukuelig gejst, som man ofte kun finder det i countryens dramatiske fortællinger. Hos Meek udebliver det store eksplicitte drama, men det findes hengemt i nogle af albummets inderlige naturbeskrivelser og betragtninger af kærlighed.
Introen “Mood Ring” er en fin lille sommerfugl af et nummer, der flytter sig let henover himlen med flimrende synth som underlægger og en drømmende vokalmelodi der stiger og falder, for så at lande tungt i grove guitarfolder. Det er en leg mellem drømmen og det virkelige, eller mellem det menneskeskabte og det organiske, der fremsynges, som her i sangens første strofer: »Blue moon, blue mood ring/ the perfect pair of jeans, no tattoos/but she drew a face on everything/sometimes she’d draw wings on you«. Det varsler en lidt eksperimenterende rocklyd for resten af pladen, kunne man tænke.
Dog lyder opfølgeren, titelnummeret “Haunted Mountain”, både stemnings- og formmæssigt meget mere som ubekymret landevejskørsel i sydstaterne end sværmeriske, følsomme eksperimenter. Det er en ret skøn country-banger. Især brillerer den med et virkelig godt hook i omkvædet, der hvor Meek proklamerer, at »Now that I live here on this haunted mountain / I know I’m never coming down again«. Og så slutter den, forfriskende utraditionelt, med et lidt kantet strengespil, der lyder som om det fremføres på et barokt klaver.
Det viser sig at være karakteristisk for pladen at veksle mellem tilbagelænede ballader der, som næste nummer “Paradise”, på Yo La Tengosk vis fører os rundt i behagelig reverb og finurlige andenstemmer, og så numre, der er mere umiddelbare og lettilgængelige i deres country-folkede arrangement. Livshymnen “Cyclades” er et eksempel på det sidste. Var det ikke for Meeks lyse, skrøbelige røst, kunne man næsten se en frynsebeklædt cowboy for sig hoppe henover scenen på ét ben med guitaren udstrakt foran sig. Det klæder country-elementerne, at de kommer medfulgt af mere fremmede genretræk, som eksempelvis den skæve molakkord der afslutter omkvædet.
Trods alsidighed fra nummer til nummer forekommer helheden mig dog, særligt på anden halvdel af pladen, en smule vanilje, med et godt dansk udtryk. Den forsigtige rundgang på “I Didn’t Know You Then” er klistrende sød i kombination med den lidt naive tekst. Desuden føles strofen »You drew a flower on my face« som en gentagelse af lignende billedsprog fra intronummeret, citeret længere oppe. I det hele taget føles flere af de afsluttende numre lidt som gentagelser af noget, vi har hørt før – fine, men også ufarlige ballader med fortællingen i forsædet.
For som en behagelig rød tråd igennem Buck Meeks country-indie-songwriter lydtæppe løber dog teksterne som stykker af uprætentiøs og, mestendels, lysende klar poesi. Det narrative spænder vidt fra fødselsberetninger (“Lullabies”), bilulykker (“Cyclades”) og til vandringer i naturen (“Lagrimas”), og Meek bevæger sig ubesværet igennem det med oprigtig nysgerrighed på verden. Trods dén verdens trængsler er der en beroligende og optimistisk tone hele vejen igennem.
Det er i særdeleshed inddragelsen af naturen og det omgivende miljø, der gør pladen levende, som her på “Where you’re coming from”: »Outside of town in a field of weeds/ dirt flowers and honeybees/ we laid down by the energy tree/ I can say anything and you don’t judge me«. Og med Buck Meeks lidt sælsomme vokal, der nærmest lyder som en lysere Billy Corgan, og som næsten knækker over i følsomhed, så er man som lullet ind i en dejlig, sommeragtig døs.
Haunted Mountain, med sine både bløde indie-sider og mere kantede landevejshits, viser som helhed Buck Meeks store vidde som sangskriver og guitarist. Omvendt bliver denne form også lidt kedsom i længden i sin gentagelse. Alle numrene er hver for sig velproducerede med vedkommende (omend aldrig super stærke) melodier og skæve licks. Men når de færreste af numrene gør noget stort væsen af sig hver for sig, så gør det gentagende stemningsskifte det vanskeligt rigtigt at komme ind i hans verden.
