Halvfemserne har efterhånden varet et stykke tid nu. Hvis ikke Underworlds rolle som det store trækplaster til O/Days i år er bevis nok for dette, så har festivalen også valgt at hive bastionen for ny Old Skool Jungle, Nia Archives, ind på dette års program. Den britiske DIY-blæksprutte kan skrive producer, singer-songwriter og visuel kunstner på CV’et – og der blev spillet på samtlige fagområder torsdag aften.
I den sande jungle-ånd trådte Nia Archives på scenen til en bariton hip hop-voiceover, inden de første hektiske snares spruttede gennem anlægget og sendte os direkte 30 år tilbage i tiden til Englands elektroniske undergrund. På første nummer var vi endda ude i en multitasking-mission, med Archives på både vokal og mix, hvilket løftede seancen lidt fra regulært DJ-set til faktisk koncert, mens Archives’ egen videokunst af grynede og glitchede videokunst flakkede på storskærmen.
Mikrofonen blev dog hurtigt gemt væk igen, og den næste halve time blev til et jungle og drum’n’bass-sæt af eget og andres materiale, kørt efter mors opskrift, men uden de store overraskelser. De rappe jungle-snares fyrede gennem scenen Omnis lydsystem som skud fra et maskingevær, mens de dirrende basnedgange lagde en tung bund for Nia Archives hyldest til jungle-genren. Nia Archives har for vane at tilføje skud af soul, hiphop og funk til hendes jungle-rytmer, og det er også her, hun brillerer.
Den mere 90’er-ravede selvproducerede “Off Wiv Ya Heads” gav i hvert aftenen et skud fræk energi med sine porno-samples og syntetiske strygere, mens drum’n’bass remixet af Bobby Caldwells “What You Won’t Do For Love” var et meget nuttet indslag, hvor der blev sunget lidt med. Det sjoveste tease var dog inden et heftigt mix af en mellemøstlig eller indisk sang, der vist også er samplet i M.I.A.’s “Bad Girls”, fik samtlige yngre, kvindelige gæster til at gå amok, for blot at få serveret et stykke world-musik mixet med jungle – hvilket i min ydmyge mening var en positiv overraskelse.
Desværre var meget af settet også lidt for meget efter jungle-drejebogen, man mistede af og til pusten lidt i den næsten monotont høje energi. Det var måske kun Nia Archives, der selv kunne holde den kørende oppe på scenen? Et par lidt hårde overgange mellem tracks’ne, der i hvert fald var lidt for off-beat til min smag, tog også lidt hårdt på oplevelsen, og i enkelte øjeblikke begyndte man at kede sig lidt.
I koncertens sidste 20 minutter fik Nia Archives dog pustet lidt liv tilbage i sættet, ved at gå tilbage til sit eget materiale og overtage på vokalen igen. Archives’ egne tracks er lidt mere rolige og soul’ede end det materiale, hun DJ’er med – men ærlig talt, på det her tidspunkt var det rart med lidt pause. Archives har en lækker sjælefuld vokal, der fik lov til at smøre ørerne på Jorja Smith mixet af “Little Things”, men har samtidige også rigelige mængder attitude, når hun slår over i gedigen reggae-rap som på “Forbidden Feelings” og “Bad Gyalz”. Af og til var det svært at skelne vokalen fra play-backen, men på det tidspunkt virkede Archives til at have det så sjovt på scenen, at det ikke rigtig gjorde så meget.
Archives sluttede også hårdt af med hendes mest festlige hit “Baianá”. De udvaske messende vokal-samples og den næsten dubstep-agtige bas blev på en eller anden måde helt uimodståelige i kombination med Archives samba-influerede beats – en sprængfarlig dansecocktail. Helt bestemt et højdepunkt for koncerten, men også et øjeblik, hvor man indså, at resten af settet kunne have været lige så godt spillet af ens lokale jungle-DJ. Nia Archives var udmærket og medbragte masser af fede beats og udstråling, men det var heller ikke mere.
Fotos af Mathias Kristensen
