Singlr

Fredagssinglr’: Fine – Remember the Heart

Fines anden single som soloartist er et stykke kælende, inderlig slackerpop, der kun kan fremkalde ro hos lytteren. Uden tvivl dagens soundtrack til dig, der lige skal puste ud inden weekendens strabadser.

Fine Glindvad er formentlig stadigvæk bedst kendt i det danske musiklandskab som forsanger og sangskriver i electropopprojektet Chinah, men nu er det så småt på tide, at man retter øjne og ører i retningen af hendes soloprojekt med det ligefremme navn ‘Fine’. Der er nemlig kommet to singler siden juni måned: “A/B” – en lo-fi slackersang med guitarassistance fra Baby In Vains Lola Hammerich, og i dag er så landet opfølgeren “Remember the Heart”, der om muligt er endnu mere æterisk og drømmende. Ja, man kan faktisk risikere at forsvinde helt ind i sig selv, men, wauw, det er rart!

På god gammeldags DIY-manér har Fine Glindvad egenhændigt indspillet, produceret og mixet sangen, hvilket både kommer til udtryk i den minimalistiske instrumentering og det sammenhængende lydbillede, der mest af alt minder om artworket – en utydelig hvid sky i et ocean af gråt. Men det utydelige i nummeret er lige netop dets styrke. Man glemmer helt tid og sted, når Fines yderst behagelige vokal hviskes lige ind øret, mens guitar og trommer i et næsten sneglende tempo jazzer rundt underneden. Sangen gør ikke meget væsen af sig selv, men de få elementer, som Fine har udvalgt gør hele arbejdet: Man får det behageligt indeni.

Sangen befinder sig et sted mellem Lowly og Clarissa Connelly, men med popstrømninger fra både 90’ernes slackerrock og 70’ernes folk. Alt i alt en rigtig fin forening, der balancerer mellem det anonyme og det kradse på fineste vis.

“Remember the Heart” er måske ikke den solskins-sommerbanger, som mange kunne gå og savne i disse dage – til gengæld er den det perfekte soundtrack til den grå virkelighed, vi befinder os i. Og når omkvædet rammer som tidevandets flod, og guitarerne beskedent brummer i baggrunden, så forstår man minimalismens styrker.


“Remember the Heart” er den anden single fra soloartisten Fine. Sangen er udgivet af det København-baserede pladeselskab Escho.

Leave a Reply