Poison Ruïn fra Philadelphia er et ret grineren band. De blander deres 80’er-smagende hardcore punk med klam, dyster dungeon synth og pakker så musikken ind i en ridder/fantasy-indpakning for lige at sætte prikken over i’et. I hvert fald på deres albumcovers og i deres tekster, for der var desværre ingen ringbrynjer, nyslebne leer eller takkede morgenstjerner at finde på scenen tirsdag aften i Beta på Amagerbro. Kvartetten lignede mest af alt det, som de jo i grunden er – et punkband. Hullede bukser, stramme band-tees og en bandana rundt om bassistens pande, for at afholde sveden fra at dryppe ned og skabe kondens bag brilleglasset. Og svedt – det blev der fra første sekund.
Nuvel, riddertroperne skulle have frit spil og det fik de igennem det kælderkolde backingtrack af synthesizer, som åbnede ballet. Og lige som det fadede ud, og vokalist og guitarist Mac Kennedy skulle til at antænde de første gnister fra sin guitar, kom der knas i kredsløbet fra et defekt kabel. Der kom ingen lyd ud af guitaren. Et momentum var opbygget for så at falde til jorden. Kennedy tog heldigvis situation med behørig ro, og førend der var gået et minut eller to, var der hul igennem. Og da “Resurrection II” sparkede døren ind til Poison Ruïns smadrede, men ørehængende hardcore-univers, havde de fleste vist glemt det lille uheld. Der var fuld skrue på, for at bruge det mest bøllepunkede udtryk, jeg lige kunne komme i tanke om.
Poison Ruïns musik befinder sig et sted mellem Dead Kennedys, Misfits og Venom, mellem Hüsker Dü, Devil Master og ikke mindst københavnske Hævner (som spillede et fortrinligt supportset). Piskesmældstempo på trommerne, som blevet spillet maskinelt tight, simple, men memorable basgange og en lydmur af melodisk, støjende, sovset-ind-i-effekter-guitarriffs. Musik der giver en lyst til at moshe og stikke næven i vejret, som for at opildne til og deltage i det bondeoprør, Poison Ruïn synger om på titelnummeret til deres seneste oversete perle af et album fra i år, Härvest. »Isn’t this our harvest? / Isn’t this our feast to share? / Wiser ones are asking themselves / Who’s swinging the scythe?« En sang, der fremkalder middelalderbilleder i lige så høj grad, som det minder os om den ulighed, som den dag i dag hersker verden over og ikke mindst i bandets hjemland. Tydeligvis vagte den også genklang på Amager, hvor førnævnte næver blev sendt i retning af scenen til lyden af skærebrænder-guitarer, der så godt som selvantændte.
Generelt har bandet så mange forskellige stykker i de fleste af deres sange, at det sjældent bliver kedeligt at lytte til, hvilket på ingen måde er givet i en genre som hardcore, som af og til har det med at blive en kende ensformig i sit udtryk. Bandets force ligger dog især i deres melodier – det er her, man mærker, der er tale om folkelig protest, og det er her, man mærker samhørigheden og får lyst til at skråle sin sidemand i hovedet. De melodier ligger dels i guitararbejdet, men særligt i Kennedys vokal, og selvom den ikke ligger decideret højt i mixet på deres plader, så var den en kende for lav på Beta. Ydermere fordi en stor del af deres middelalder-gimmick/koncept er at finde i lyrikken. Udover omkvædene i bandets “hits” var det sjældent, man kunne dechifrere teksterne, og selvom det på ingen måde er et must til en punkkoncert, så var det lidt savnet, i og med æstetikken beror derpå.
Hermed stod de fire-fem enkeltstående dungeon synth-mellemspil alene i formidlingen af bandets ridderlige tendenser. Det kan man se som ligegyldigt, men jeg vælger også at tolke det som et koncept, der i hvert fald i liveformat fremstår lidt halvbagt. Spillede det en rolle for, om Poison Ruïn leverede en god punkkoncet? Nej, tværtimod kunne de for min skyld godt have droppet deres interludes i koncertregi, som alligevel primært virkede som åndedrætspauser for trommeslageren, og i stedet have holdt sig til deres afsindigt medrivende sange. Dog var det tydeligt at mærke, at deres legen med pastiche og kliche også var tilstede rent musikalsk, da vi nåede til en sang midt i sættet. De forsøgte sig med en classic rock-outro, hvor alle instrumenterne lige klinger ud sammen sådan fem gange i streg – helt old school Led Zeppelin-agtigt, du ved – men lige inden det sidste forventede brag, startede trommeslageren et ildrødt punkbeat på lilletrommen, og så var næste sang ligesom i gang. Større rockstjerner skulle de heller ikke fremstå som.
Det der virkelig blevet slået fast af Poison Ruïn, og som brændte sig fast på min nethinde, var, hvor meget bandet bare havde lyst til at hensætte publikum til en lille svedig klub i Californiens hardcore-guldalder i 80’erne. Og de lykkedes gevaldigt godt med det. Der var en take-no-prisoners-stemning over deres levering, som til at starte med gjorde mig i tvivl om, hvorvidt de egentlig gad være der. Men spilleglæden skinnede mere og mere igennem i løbet af koncerten. Og bevares, vred musik leveres da ofte også bedst med vred eller distanceret mimik og gestik. Kunne jeg have savnet at bandet gik lidt mere til den rent interaktionsmæssigt? Ja! Men rent musikalsk leverede de til UG trods et par enkelte ude-af-takt-øjeblikke for Mac Kennedy på vokalfronten. Men det der med at rode lidt rundt på scenen passer alligevel meget godt ind i bandets univers, og det stoppede ikke næsten tyve mennesker (halvdelen i bar kas’) fra at moshe sig selv i smadder og en enkelt fra at give et halvfesent forsøg på et stagedive under ekstranummeret. Der blev virkelig lukket med manér.
Fotos af Anne Søndermark.
