Da undertegnede en sommeraften på Roskilde Festival for seks år siden blev hevet ind i et telt af en god ven for at høre et for mig lidt ukendt band ved navn Slowdive live for første gang, tænkte jeg efterfølgende, at det næsten var for godt til at være sandt. Samme følelse havde jeg ved gennemlytningen af deres nye album Everything Is Alive, som har været undervejs siden da. Det er gruppens kun femte album på 32 år og man kan således ikke ligefrem sige, at shoegaze-pionererne fra Reading i det sydlige England vælter os ned med udgivelser. Men når de endelig gør, så gør de det til gengæld ganske godt.
Albummet lægger drømmende fra land med de to lidt introverte og primært instrumentale numre; det monotone, nærmest filmiske “Shanty” og det elektroniske “Prayer Remembered”, som bliver fremført helt simpelt i sæt af tre akkorder. Derefter får man en overdosis af rumklang med det lidt mere livlige, men dog stadig slørede og ensartede “Alife”. En lidt for drømmende start måske – det føles, som om Everything Is Alive er længe om at komme rigtigt i gang, og det kan godt være en tung mundfuld at starte med. Men Slowdive gemmer simpelthen det bedste til senere, selvom lyttere både kan være utålmodige og utilgivelige – så jeg anbefaler næsten, at man shuffler albummet, selvom dette i nogles øjne er en dødssynd.
Den melankolske kærlighedssang “Andalucia plays” er vanvittigt smuk og minder lidt om Arcade Fires “We Don’t Deserve Love” fra Everything Now. Den nærmest sørgmodige indledning og den afdæmpede tilbageholdte vokal som det bærende element. Herefter tager det skridt for skridt til i intensitet. Der er så meget stemning, så mange følelser i dette nummer, at det føles som at ligge i en skov, udbrændt af kærestesorger og kigge desillusioneret op i himlen. Lyden kryber langsomt ind under huden på en med skiftevis elektrisk og akustisk guitar, næsten hviskende vokaler og en poetisk tilbageskuende og melankolsk tekst, som kun Adam Duritz fra Counting Crows kunne have gjort bedre i deres storhedstid omkring årtusindeskiftet: På én gang såre simpel og alligevel går det direkte i hjertet – hende med polkaprikkerne er – eller var – tydeligvis noget helt særligt:
»This ragged dance / Baby it’s over / Chained to the cloud / You are my angel / Wearing your favourite shirt / French cloth and polka dot / Andalucia plays on the stereo / Remember the first winter / The dark heart of everything / And the dog just laid down / You’ll cry for all of us.«
Albummets første singleudspil “Kisses” domineres af pulserende og vibrerende strenginstrumenter og tangenter, og Neil Halsteads vokal fungerer rigtig godt i blød duet med Slowdives kvindelige medstifter (og Halsteads ekskæreste) Rachel Goswell, som siden bandets gendannelse i 2014 igen har samlet guitaren op og tilføjet synthesizer til sit repertoire. Lyden er umiskendeligt Slowdive – tung og mørk, men alligevel med et legende tromme- og basbeat som bagtæppe. Rumklangen fylder også her meget og ja, det er selvfølgelig et af genrens kendetegn, men bandet er så sublime rent instrumentalt og vokalt, at de sagtens kunne hvile lidt mere i sig selv og vove sig ud i endnu mere variation på lydsiden.
“Skin in the Game” lander som et skib fra en fjern galakse. Nick Chaplin har skruet op for bas-tempoet, og det fungerer perfekt sammen med et roligt trommebeat og Goswell/Halsteads forsigtige og hviskende vokaler, som filtres harmonisk sammen. Det hele akkompagneres af korte huggende guitarriffs, der er så skarpe at man kunne skære i glas med dem. Det er lige præcis denne lyd, der gør bandet til det suveræne live-band, som de også er – og jeg ville ønske, at netop denne lyd fyldte endnu mere på albummet generelt.
Everything Is Alive er dedikeret til Goswells mor og trommeslageren Simon Scotts far, som begge døde i 2020, da indspilningerne begyndte. Men det var ikke deres ønske at lave en mørk plade. Albummet er følelsesmæssigt eklektisk og ikke mindst håbefuldt. Det er måske ikke et mesterværk – jo, nummeret “Skin in the Game” er nærmest – men dertil er starten lidt for magelig og slutningen for abrupt med “The Slab”. Den lægger egentlig flot ud med knitrende, næsten The Cure’ske guitarriffs, akkompagneret af en rolig basgang og en sløret tostemmig vokalbaggrund, som dog fortsætter i samme monotone dur, indtil nummeret til sidst dør ud. Men det er, trods lidt rigeligt med rumklang, stadig en både melodisk og vellydende udgivelse. Det klæder Slowdive med lidt mere tempo end normalt, og de formår med deres fragile, genredefinerende og karakteristiske lyd igen at skabe deres egen særlige stemning i feltet mellem introverte afdæmpede momenter og storslået, klingende og drømmende shoegaze-indierock.
Bandet optrådte på den legendariske Glastonbury Festival for første gang nogensinde her i år, og til januar optræder de i Danmark. Jeg glæder mig til igen at høre dem og flere af albummets numre i en svedig koncertsal og lade mig bedøve og rive med ude i den virkelige verden. Det kunne nedtone den overdøvende rumklang og er måske i virkeligheden her, bandet allerbedst kommer til sin ret.
