Det er efterhånden ikke en ny trend, at danske bands kigger mod 80’ernes synthwave, når der skal laves dyster, melankolsk post-punk med et snert af popmusik. Det hele startede muligvis med bands som Lust for Youth og First Hate i start/midt-10’erne, og gennem de sidste årti er der fortsat sprunget flere og flere skud ud på stammen.
Why Sun fandt deres eget lille hjørne af nichen med deres støjende, atmosfæriske debut EP Ravine, og nu er trio’en så klar med deres første fuldlængde album The Song The Movement The Dance. Men er der så noget nyt under solen? Som titlen måske afslører, har Why Sun taget et skridt mod et mere poppet og poleret udtryk, der med selvudnævnte, brede referencer som Madchesterscenen, David Bowie, PVA og The KLF også i den grad skuer mod et mere elektronisk-præget udtryk.
De hvinende saxofoner, den industrielle hårde bas og de klirrende guitarer på åbningsnummeret “Future Waves” trækker da også en ind i et koldt, men dansabelt gotisk post-punk-univers, der ligger et sted mellem Depeche Mode, gothrock og hel klassisk post-punk a la The Fall. Alt sammen meget nydeligt udført og musikalsk fine idéer, men man kan dog godt lidt sætte spørgsmålstegn ved, hvor fremadskuende disse bølger er, eller om Why Sun måske forsøger lidt for hårdt at udfylde new waven og cold wavens meget store sko.
The Song The Movement The Dance indeholder nemlig 13 korte og gode numre og interludes, der næsten alle sammen har det til fælles, at de gør alt rigtigt, men som også ofte lige mangler den sidste kant eller det uventede indspark, der gør dem mindeværdige. Numre som “Drift Dance” og det klassiske jeg-tager-på-klub-men-jeg-har-ikke-lyst-nummer “Of Clubbing Night” spiller begge to op til dans for melankolikere med finurlige synthmelodier og atmosfæriske guitarer over dystre trommemaskiner, mens vokalen leveres med ren 80’er kynisme.
De fleste numre har deres eget særpræg, så som de kontrastfulde, mand-kvindevokaler og “wooh-wooh” vokalhooks på “Drift Dance” eller den ekstremt catchy bas, der skærer igennem på introen til “Chicken Town”, men det er, som om at indskydelser af genialitet oftest popper op i små stykker af numrene uden at gennemsyre sangenes gennemgående synthwavemelankoli.
Det er derfor også nogle af The Song The Movement The Dances mere afvigende indslag, der ender med at stå stærkest på pladen. Et nummer som “Blue Coat” vil for eksempel virkelig gerne være en Soft Cell- eller Pet Shop Boys-ballade på mest charmerende vis. De lumre saxofoner og blide suppe-steg-og-is-guitarer er yderst tiltalende og humoristiske mod den snakkesyngende vokal, der virkelig gerne vil lyde som Marc Almond – kun spoleret af den danske accent.
Specielt pladens sidste halvdel er præget af lidt større afbræk fra coldwave-æstetikken. “Streetlight” er en surfpunket sag med overflod af støjguitar og synkoperede trommer, der måske på enhver anden plade ikke havde været et højdepunkt, men som netop markerer sig ved at være et afbræk, der er uventet i forhold til den noir-æstetik og kulde, der præger meget af pladen. Det samme kunne gøre sig gældende for “Wasted”, der placerer sig helt ude på enden af pop-spektret for Why Sun, faktisk i sådan grad, at man skulle tro at et First Hate-nummer var endt på pladen. Om autotune-vokalerne så fungerer for Why Sun? Det synes jeg ikke, at vi skal snakke om.
Heldigvis er The Song The Movement The Dance også præget af en række interludes. “Hatefun” er en lofi pseudo-gotisk lille perle, der overrasker ved at sætte i gang med store industrielle trommemaskinelyde, for umiddelbart at gå over i en pudseløjerlig lille synthkomposition, der føles dejlig hjemmelavet. “Franck’s Theme” lukker albummet lidt på samme manér med blid piano over udvasket trafikstøj – et fint lille stykke ambient oven på knap 12 numres klubtristesse. Sidstnævnte giver mig endda associationer til The KLFs ambient plade Come Down Dawn.
“Play 4 Real” føles dog som det eneste track, hvor Why Sun mere end blot lykkes med det, man fornemmer, skulle være essensen af pladen. Med blikklingede perkussion snydt ud af næsen på Soft Cell eller Depeche Modes tidlige kartotek, støjguitar og et groovy, krautet riff formår Why Sun at skabe en ny lytteoplevelse et sted i mellem det psykedeliske og 80’erne syntetiske mørke. Det hele bliver kun bedre af det Gainsbourg’ske vokalstykke, der afslutter nummeret – på en gang selvironisk og seriøst sejt. Why Sun har endda ladet klippet af dem selv, der fniser over deres french noir udskejelser, lukke nummeret, hvilket er helt uimodståeligt.
Og det er også her, det bliver klart, hvad Why Sun mangler for ikke bare at lave en god darkwave/synthpop plade, men en fantastisk darkwave/synthplade: Eksperimenterne skal simpelthen fordeles og mixes lidt mere ud over numrene. Den mere poppede, tilgængelige lyd klæder egentlig trio’en, og misforstå mig ej, er du til dyster dansemusik, leverer Why Sun absolut varen. Der er dog bare allerede meget udbud på markedet for mørk 80’er-nostalgi, og af og til føles det lidt, som om at Why Sun går i så store fodspor, at de ikke helt kan fylde dem ud. The Song The Movement The Dance rummer dog stadig kæmpe mængder potentiale, der nok skal blive udløst, når Why Sun finder sig til rette i deres nye, mere elektroniske lyd.





