Kvartetten First Flush, der er groet ud af et hedengangent odenseansk kunstnerkollektiv, har fra begyndelsen overøst lytterne med poetisk og nyskabende countryrock, teknopunk og støjpop. De har undsluppet risikoen for at være enten-eller og har præsteret altid at være både-og. Og på en eller anden sær facon, er det endda lykkedes dem, at gøre det på en umiddelbar og gribende måde. Derfor har mange set et stort lys i dem.
Der har selvfølgelig været uenigheden om deres lidt skråsikre brug af autotunede vokaler, men deres kompromisløshed og inderlighed har i sidste ende alligevel overbevist, således at de generelt er blevet både prisbelønnet, storspillet og skamrost som danske indiehelte.
På det nye album Årene fortsætter First Flush en løbebane, som begyndte på albummet Spira (2018) og blev soleklart med Fjorden (2021). Kanterne blev slebet og formerne blev tæmmet. Fokus blev rettet mod sangskrivningen. Lidt mindre art, lidt mere pop. Fjorden blev derfor modtaget som et i hidtil uset grad forfinet bud på lyden af First Flush. Det var på mange måder et højdepunkt i diskografien. Med Årene er det bare lidt, som om forfinelsen er blevet til forfladigelse.
Det begynder ellers godt. Første nummer “Ildfluer“, som Undertoner omtalte i januar, er et godmodigt, omend lidt uopfindsomt guitarnummer om forgængelighed. Ildfluen lever et kort men strålende natteliv, som slutter, inden det helt har forstået sig selv. Men selvom det fornemmelsesfulde refræn »Jeg ved ikk’, hvad vi var / Men jeg ved, vi ikk’ skal være det mere« egentlig meget fint indkapsler følelsen af uafklarethed, står det alligevel lidt vagt tilbage.
Efterfølgeren “I din bil” fortsætter den længselsfulde sommeraftensromantik i samme ambivalente vendinger: »Så vi lader det være, uden rigtigt at vær’.« Den progressive Blink-182-agtige rocklyd bærer til fulde den nostalgi, som åbningsnumrene emmer af. Måske burde man faktisk finde MP3-afspilleren frem og lytte på den. “I din bil” byder på albummets med afstand stærkeste melodistykker. Det skildrer længslen efter noget mere enkelt, en hyldest til de mest umiddelbare møder mellem mennesker, måske bare for en enkelt aften, hvor man »ligger stille, ligger stille, suger natten ind.«
Men som albummet skrider frem, står de mol-melankolske sange i kø med deres magtesløse tekster og uforløste melodier. På numrene “Årene” og “Det blå” er der næsten tid og plads til at dvæle og overgive sig til en lyrik, der måske puster liv i nogle ret suggestive og abstrakte følelser, til hypnotiske akkordfremgange, der bølger frem og tilbage. Men derudover er det simpelthen svært at trænge igennem poprock-facaden med alle dens strummede elguitarer, processerede beats, trioliserede gentagelser og hæse inderlighed. Og dér kan end ikke vocoderen redde noget, desværre.
I løbet af den afsluttende trilogi af numre indtræffer tomgangen også en smule. Et ubestemmeligt sted mellem det temmelig repetitive “Tilbage for at bli” og det udkørte “Hvem af os ka vise vejen”, mister sangene taget, og selvom de hver for sig muligvis kunne sætte noget i gang, ender albummet ganske plumpt.
Hvis Årene skulle stille skarpt på det gode omkvæd, den stærke sangskrivning og det mere ligefremme udtryk, er det svært at se det som en succes. Lettilgængelige er til gengæld de lyriske tematikker, men her er det dog usikkert, om dét egentlig er særlig godt. Albummet dyrker selvmodsigende og gådefulde sætninger, men de overbeviser aldrig for alvor om egen indsigtsfulde dybde.
Men hey, lad os lige slå det helt fast: First Flush har allerede udgivet fire pragtfulde album (og en ligeledes pragtfuld debut-EP)!
Lige fra de fabulerende På tinden og Min erindring til det mere retvinklede Fjorden, har de præsteret opfindsomhed og forfriskelse i overmål. På de mest rå diamanter, som “Mit tempel” fra Min erindring eller “Bossa” fra Fuwa, er der så meget mere at forestille sig. Fordi First Flush’ albums hidtil er så fulde af uslebne diamanter, er de så meget mere inspirerende. Og fra kunstnere, der kan præstere den slags, må man håbe på mere.
Af en eller anden grund er det alligevel ordet “lovende”, der alle steder går igen i modtagelsen af deres musik. Som om, vi hidtil kun har hørt et forvarsel for en kommende storhed. Måske forventes det, at deres sprudlende kaos lige om lidt vil krystallisere sig i noget mere gennemtænkt og formfuldendt. En renere form. En dansende stjerne. Men det er Årene i hvert fald ikke. For der findes vel ikke generisk avantgarde?
Det er, som om First Flush selv leder efter det geniale pop-destillat af deres egen lyd, som kritikerne måske har overbevist dem om, at de har “lovet os”. Bekymrende nok hedder sangene også sådan noget som “Venter på noget”, “Ikk på vej” og “Hvem af os ka vise vejen”. Men den søgen skygger for alt det voldsomme og enestående, som de ellers allerede var i gang med at give os.
“Af en eller anden grund er det alligevel ordet “lovende”, der alle steder går igen i modtagelsen af deres musik. Som om, vi hidtil kun har hørt et forvarsel for en kommende storhed”
Tak for et interessant perspektiv på First Flush. Og så rammer du noget om musikkultur generelt.
Jeg tror ikke bare det gælder First Flush at være “lovende”, fordi vi har en kultur hertillands, om at musikere er i “vækstlag”, og de er “up-an-coming”. Det er danske musikeres salgsargument og næsten den eneste historie man får lov at fortælle, at man som musiker er “lovende”, “på vej”, “ved at til at blive noget”. Det er det vi skal sælge os på til Spot, Roskilde og andre festivaller og spillesteder. Måske fører det til et pres, at mange bands splittes op, og artister går solo eller starter under nye navne.
Kære Alexander
Tusind tak for din kommentar.
Det tror jeg, du har helt og aldeles ret i. Det er jo, som i så mange andre kreative brancher, et (medie)presset miljø, man som musiker må navigere i. Fortællingen er hele tiden afgørende. Egentlig tænker jeg, at der desværre af og til sker en fejlfortolkning, således at kunstnere, der egentlig allerede laver ret fantastisk musik, får prædikatet “talentfulde” eller “lovende”, fordi man forventer, at de bare bliver endnu bedre. Og at det er det, der er vigtigt.
Den væksttanke, hvor musikken hele tiden må og skal blive endnu bedre, minder jo om en impuls, der også kommer til udtryk i alle mulige andre sammenhænge. Men heldigvis har alle kunstnere ikke den samme udviklingskurve. Og de behøver jo ikke alle at udvikle sig i samme retning. First Flush har fx allerede lavet utrolig spændende albums, men vi skal passe på med at efterspørge et bestemt “næste skridt” eller “den endegyldig forløsning”.
Jeg vil endda tilføje, at der selv blandt kunstnerne selv nogle gange rumsterer en forhippelse efter at lykkes, at “blive til noget”, som du skriver, der kan stå i vejen for en værdsættelse af, at man jo faktisk allerede laver god musik, kommer ud at spille og arbejder på spændende projekter. Det er svært, ikke at fiksere på fremtiden.
Mange gode hilsner
Gode hilsner igen,
præcis sådan jeg havde det dengang jeg begyndte på musik, og nogle gange stadig har. Det er selvfølgelig ikke sådan man slet ikke skal have blik for fremtiden og vækstpotentialer, det er bare hvis man kun har det sådan, kan det være svært at nyde den flotte oktoberskiften vi er i nu, og vinterens stille, altså hvis foråret er ens (arbejdes, musiks, livs) forløsning. Det er ikke fordi albummet var bedre, om det havde heddet efterårene, men det var lige en tanke nu og her, jeg sidder på en kaffebar jeg holder af i København.
Jeg håber vi kan drøfte dette engang.
Alexander