Ordet ‘selvutsletter’ er ikke et rigtigt ord på norsk, omend betydningen går klart igennem. At ophæve, fjerne eller ligefrem slette sig selv. Det kan lyde selvmorderisk eller fatalt. Tværtimod oplever man dog på pladen Selvutsletter en stærk livsnerve, en vilje til med nysgerrighed at betragte »the choreography of life« som det lyder på intronummeret. Det selvudslettende element ligger måske nærmere i ophævelsen af et tydeligt jeg – eller for den sags skyld et vi – hvorfra der tales, synges og spilles.
Lost Girls er da også først og fremmest et kollektivt musikprojekt. Det består af den norske artpop-pioner Jenny Hval og hendes evige live-følgesvend, multiinstrumentalist Håvard Volden. Konstellationen blev til ved et tilfælde som forberedelse til en koncert, til hvilket formål de besluttede at skrive ny musik. Deres første album Menneskekollektivet fra 2021 er et eksperimenterende kludetæppe af spoken word, dronede beats og uventet fængende synthtroper. 5 sange – 44 minutter. Nærværende album er formmæssigt mere poppet, men det overordnede udtryk er ikke så ligetil.
Jenny Hval har da gudskelov heller aldrig været ligetil. Hendes musikalske karriere startede i et goth-band i 1990’erne. I 2010 blev hun kandidat i litteraturvidenskab og skrev speciale om Kate Bush. Som soloartist har hun udfordret normer både musikalsk og tekstuelt, og det sidste særligt i relation til feminin seksualitet. Derfor er det i øvrigt også oplagt, at Lost Girls har valgt netop dette navn til gruppen. Det er nemlig titlen på en erotisk tegneserie om tre af popkulturens kendte heltinder (Dorothy fra Wizard of Oz, Alice i Eventyrland og Wendy fra Peter Pan), der mødes på tværs af historien og deler alskens kropslige erfaringer.
Modsat i Hvals eget katalog er der dog hos Lost Girls ikke noget eksplicit feministisk perspektiv. Eller noget andet klart antræk til en ‘stemme’ for den sags skyld. Fortællerperspektivet er nemlig, som indledningsvis antydet, forvrænget. Selvom albummet fremstår som et samlet værk, med numre der stemningsmæssigt glider temmelig ubesværet over i hinanden, er det svært at udskille nogen særlig retning for lyden.
Ironisk nok for denne manglende tidslige fornemmelse hedder første nummer “Timed Intervals”. Det etableres stærkt med en trommemaskine, der lyder, som om den er ude af trit med sig selv – et timet asymmetrisk interval? Vi lander in medias res i en historie underlagt af en smådyster melodi, hvor fortælleren venter på en udlejningsbil i lufthavnen. Her iagttager hun flyenes koreografi, som mimer menneskenes forsøg på ikke at støde ind i hinanden og gøre hinanden fortræd. Dét er nok til at kurere hendes flyskræk, synger hun med sin glasklare stemme, som indimellem bevidst knækker over og afviger fra den ellers rene klang, hun er i stand til at frembringe.
Vokalen er det stærkeste og mest fremtrædende instrument på Selvutsletter, og med den åbner Hval nænsomt døre til sit musikalske værksted. For flere af teksterne – de steder hvor det er muligt at tyde deres fabulerende tendens – har det til fælles, at de tilsyneladende beskriver musikkens tilblivelse. Først hviskende, siden insisterende, kommer vi eksempelvis på “With the Other Hand” fra gaden ind i rampelyset:
»In the bar there’s a light / and it lights up a stage / Where you hear something unfamiliar / I’m strange, don’t look away / Take it in / Whether you like it or not / With the other hand I open rooms/With the first one I write.«
Det er til tonerne af en ranglende guitar og et turbobelagt trommemaskinebeat, at vi her bydes til at forholde os til skabelsen af musikken, mens vi lytter til den – rimelig meta. I tråd hermed synges der på opfølgeren “Ruins” således om det herrens rock-år 1998: »Oh in 1998 / That’s where we’ll stay / We gotta keep playing / We had to keep playing.« Som for at fremhæve tidens tegn, er lyden på dette nummer morfet over i en Underworld-agtig underlægning tilsat et nærmest PJ Harvey-esque blæserorkester, og Voldens tunge, grungede riff sætter en stor, fed streg herunder.
Udover sporet ned ad hukommelsens stier, fremkalder pladen ikke nogen tydelige billeder, men fører lytteren rundt af Hvals bydende stemme, rundt i en suppedas af skæve rytmer og blåtonet synth – hvis man da ellers tillader sig selv ikke at lede efter en bestemt stemning. “Re-entering the City” og “World on Fire” har klare Julia Holter-referencer i sit ekko-tunge, atonale udtryk, og numrene forbindes via et hypnotisk orgelstykke. Begge indeholder kun brudstykker af meningsfuld tekst, og sekvensen afsluttes passende med, at orgelet glitcher sig selv i opløsning.
En ny og nu norsktalende fortæller genfødes på “Jeg slutter meg selv”, som med et flakkende synthmønster bringer stemningen tilbage til de første numres mere hårdtslående elektrokerne. Det klæder musikken, at der bliver sunget på norsk. Faktisk så meget at teksten på det følgende nummer, “June 1996”, næsten lyder forceret. Det er en anderledes munter, men også grunget lo-fi-sag, der vækker mindelser om Mazzy Star og The Smashing Pumpkins og i sin tekst igen henleder opmærksomheden på, hvordan musikken er blevet til hos kunstneren i kraft af en inspiration, et miljø eller en tid.
Forhåbentlig kan Selvutsletters knap så konceptuelle fiksering som forgængeren være en vej for flere lyttere ind i Lost Girls’, men også Jenny Hvals, universer, som har utrolig meget både musikalsk og lyrisk at byde på.
