Det var en stille, men hvinende feedbackstøj, der lagde åbningen for Moins koncert. Som en transistorradio på overarbejde. Et lo/fi-udtryk, der hurtigt viste sig at skulle bukke under for bandets generelle lydtryk. Allerede under første, støjende nummer fik de fastslået, hvor stor en mur af guitar, bas, tromme og samples, de kunne brage igennem med. »Can you hear me,« blev der skreget. Det kunne vi i den grad, og jeg elskede det fra første øjeblik.
Moin fra London har levet en stille eksistens i den første lange del af deres tid som band. De debuterede med en single og en EP i henholdsvis 2012 og 2013, men siden skulle vi helt frem til 2021, før debutalbummet, Moot!, landede. Herfra gik det dog stærkt med først opfølgeren Paste fra 2022 samt EP’en Clocked Off, der udkom tidligere i år. Trioen består af Joe Andrews og Tom Halstead fra det eksperimenterende elektroniske projekt Raime samt trommeslager/percussionist Valentina Magaletti fra Vanishing Twin og Holy Tongue, (sidstnævnte spillede hun også med på dette års Le Guess Who?). Andrews og Halstead var ansvarlige for lagene af guitarstøj, for at igangsætte bandets samples samt styre de mange elektroniske trommeloops og synthlinjer, men bandet var på Le Guess Who? udvidet med en fjerdemand, der med prangende resultat skiftevis tog sig af bas- og guitartjansen.
De to støjende guitarer supplerede hinanden eminent fra start til slut, hvor Moins lydbillede konstant var tonstungt og drabeligt. Magaletti var enormt dynamisk med stikkerne og fik hver en passage til at virke forfriskende i det storladne rockinferno. Hertil kom de altid velplacerede samples, som løftede de dystre stemninger fra instrumenteringen til helt nye niveauer. Fra hvilke kilder eller interviews, de forskellige citat-samples under koncerten kom fra, skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at det løb mig koldt ned af ryggen, da følgende gang på gang blev gentaget af en rystende kvindestemme over højtalerne: »I didn’t think it went through / but it went too far.«
Senere i sættet fik bassen en mere markant plads i lydbilledet, hvortil bandet åbnede sig endnu mere op. Hvad, der tidligere havde været en absurd fed instrumental version af Fugazis dynamiske posthardcore-eskapader, blev nu erstattet af melodiske temaer, der havde mere at gøre med midwest-emo. Især basmelodierne havde den tristhed over sig, som man finder i bands som Mineral, men Moin brugte dem som led i storslåede opbygninger i stedet for blot at lade dem være kilde til selvmedlidenhed, og sangene artede sig som følelsesmæssige mavepustere, der var til at tage at føle på i både tonalitet og komposition.
Efter de – i mangel på bedre genrebeskrivelser – punkede indslag, tog Moin fat om de teknikker, man typisk forbinder med postrockens guldalder. Bands som Slint og især Mogwai havde lagt grundlaget for de cykliske, tonstunge guitarriffs, der akkompagnerede de traurige samples og de melankolske slag på trommeskindene. En storm skulle piskes op, et slag skulle udkæmpes, og i ren shoegazestil var fokus udelukkende at udtrykke sig igennem dels smukke, dels voldsomme soniske udbrud. Det lykkedes de med i koncertsalens kulsorte mørke, hvor kun enkelte lyskilder fra tid til anden brød igennem.
Under koncertens sidste nummer blev der på ægte postrockmanér bygget op til det store klimaks. Et riff blev introduceret, siden blev det dekonstrueret og brugt i en dynamisk og repetitiv opbygning, og slutteligt eksploderede sangen i et støjinferno med åbningsriffet som knudepunkt. En fuldstændigt klassisk genreopbygning, men som i Moins hænder lød lige så forfriskende og storslået, som man kun tør håbe på i sine vådeste postrockdrømme.
Kort sagt bød Moin på et dejligt bud på opbyggelig instrumentalrock, der både nikkede anerkendende til genrens største, men som ikke mindst pegede ud i fremtiden. Deres ret originale brug af samples, elektroniske tangenter og mere dynamiske og punkede tilgang til sangstrukturer fik i al fald bid i mig, og jeg kan slet ikke vente til at kaste mig over endnu en koncert med Moin.
