Plader

O.: Slice

O. præsenterer et genreomvæltende blæsevejr af vridende saxofon og et trommesæt, der aldrig står stille. Der er nik til både ethio-jazz, klubmusik og grunge på en EP, der imponerer ved sin intensitet, men også savner en samlende fortælling.

Prøv at google O., og du vil ikke finde det store. Bag det lidet afslørende og svært fremsøgelige navn gemmer sig en ret så intenstlydende saxofon-trommeduo fra London. O. spiller med en intensitet, der først og fremmest rokker ved ideen om, hvilken lyd disse to instrumenter tilsammen kan fremkomme med – hvis en sådan idé da nogensinde skulle have strejfet dig uden for en konventionel jazzkontekst.

Der er ikke mange oplagte musikalske referencepunkter for den EP-skive, som O. i helt nonchalant stil har valgt at kalde Slice. Til gengæld er der hjælp at hente ved at kaste et blik på det miljø, bandet er en del af. Med tråde til spillestedet Brixton Windmill i London og med pladeselskabet Speedy Wunderground i ryggen, kan O. siges at skrive sig ind i den såkaldte Post-Brexit wave af engelsk og irsk postpunk/rock det seneste årti (som blandt andet er velbeskrevet i en anmeldelse af en anden af årets Post-Brexit udgivelser). 

Omend mange af de øvrige grupper, der tilskrives betegnelsen – Squid, Black Midi, Dry Cleaning, etc. – har et mere udpræget rockfundament, så har O. de ofte støjende, grænsesøgende eksperimenter til fælles med dem. Sigende herfor har gruppen da også turneret med både trapezrockerne Black Midi og senest de lidt tungere drenge i Gilla Band. På Slice, O.s første EP, har trommeslager Tash Keary og saxofonist Joseph Henwood efter eget udsagn særligt ladet sig inspirere af Gilla Band på et punkt: Mere støj!

Og nu til musikken, som på denne EP er kogt ned til fire eksplosive instrumentalnumre, hvor de bærende elementer er en saxofon vredet igennem diverse effektpedaler og et trommesæt, der aldrig står stille. Der ligges for med titelnummeret “Slice”, som spilles ind af et lidt r’n’b-agtigt beat. Den association drukner dog hurtigt med det hårde, og i øvrigt ret Black Midi-klingende break, der kaster nummeret videre ud i nogle heftige riffs med underteksten: Prøv at spille din saxofon som et strengeinstrument. Det er eksperimenter, men med velkendte former, som eksempelvis når der smækkes en perkussiv opbygning og tilsvarende drop på i bedste klubstil. Tempoet kombineret med instrumenteringen vækker Sons of Kemet-mindelser, omend tonen er mere legende og fremførslen bevidst mindre koordineret. 

“Moon” stikker også i mange og andre retninger. Et næsten ethio-jazz-klingende saxofonstykke slår tonen an for et nummer, der nikker til dancehall med sin dubbede æstetik og langsommere trommeslag. Der er dog ikke meget af dén genres festlighed tilstede, for stemningen er grundlæggende udsyret og tåget. Opfølgeren “Grouchy” er gnavpottens manifest. Det lyder, i tråd med titlens betydning, som en gal m/k, der skærer tænder og stamper i jorden. Det er et gennemført grunget throwback. Jeg kan næsten høre Kurt Cobain skråle “In Bloom”-teksten hen over det, som tilsyneladende er nummerets omkvæd.

På “ATM” bliver der virkelig smadret bækkener (og hæveautomater?). Nummeret er måske det første, der har ledt mig til tanken, at ska kunne være en appellerende genre at lade sig inspirere af. Og så er det en tikkende bombe, der venter på at gå af. Eksplosionen kommer flere gange i form af en barytonsax, der lyder, som om den er lige ved at splintre, og et bækken der flækker om og om igen i perfekt takt med sig selv. En ret fed outro (eller hvad man nu skal kalde det i et allerede eksperimenterende landskab) bringer den arabisk-tenderende skala tilbage til blæseren, og eksplosionen aftager.

O. er tydeligvis ikke bange for at genreudvide, eksperimentere og skeje ud. Og måske heller ikke så bange for at fejle. Det er en interessant og egentlig vigtig indstilling. Keary udtaler i forbindelse med udgivelsen blandt andet følgende: »With two instruments, you have to push yourself, physically, right to the edge to keep it interesting. But we enjoy that challenge.«

Alle numrene lykkes enkeltvis med den udfordring. Alligevel savner jeg her på skiven lidt en historie, at de fire dele bliver til en hel kage for nu at blive ved metaforen. Det lader til, at de bevidst har udvalgt en række numre til EP’en, som viser omfanget af deres musikalske interesser. Men det kunne være fedt i fremtiden at dykke mindre ned i genreomvæltningen og mere ned i det, de gør ret godt: Mere støj!

★★★★½☆

Leave a Reply