Omni er en amerikansk postpunk-trio fra Atlanta, der dyrker genrens karakteristiske skæve og energiske rytmik, sarkastiske attitude samt intrikate og skærende guitarriffs. Det nye albums 11 relativt korte sange er på én gang medrivende og distancerede, melodisk fængende og uforudsigelige.
Omni består af sanger og bassist Philip Frobos, guitarist Frankie Broyles og nytilkomne trommeslager Chris Yonker. Broyles er også kendt fra Atlanta-bandet Balkans og som guitarist på Deerhunters garage-rockede Monomania. Desuden har både Broyles og Frobos udgivet interessante soloplader i eget navn. Den genremæssige bredde i bandmedlemmernes tidligere udspil viser sig også på Souvenir, der let og elegant skifter mellem forskellige stemninger og stilarter albummet igennem, samtidig med at det overordnede udtryk forbliver stringent.
På deres fjerde udspil kombinerer bandet kantet postpunk a la Chicago-bandet Stuck (der faktisk har beskrevet sig selv som “evil Omni”) med finurlig indiepop a la britiske Metronomy. Associationen til Metronomy bliver forstærket af Frobos’ spinkle vokal i det høje leje, samt den kvindelige gæstesanger Izzi Glaudini og hendes underspillede call-and-response-kor på flere af pladens numre.
Omni har ikke Stucks indignation og ekspressive arrigskab. Alligevel finder man små politiske stikpiller rundt omkring på albummet. På den poppede single “Plastic Pyramid” ironiseres der således over globaliseringens syntetiske souvenir-kultur. Og på “INTL Waters” er det alverdens asociale rigmænd, der står for skud, i en tvetydig feberdrøm om at jagte oligarker på en yacht gennem arktiske farvande.
Frobos’ tekster er i det hele taget en sær blanding af alvor, spiddende sarkasme og absurditeter. Det er »observational humor galore,« som han synger på nummeret “PG”. Samtidig har Omni en snert af Metronomys feststemte melankoli. Bag den sprælske og analytiske facade får man små glimt af sårbarhed og romantiske længsler. »Waiting for the other shoe to drop / You’re the worst / You know I left the spare key out for you,« synges der selvynkende og anklagende på den kamæleonagtige ørehænger “Verdict”. Eller tag singlen “Exacto”, hvor Frobos leger med tanken om at blive skåret ud som en papirdukke af sin udkårne og ender på de helt høje romantiske klinger: »I’ll love you like thе first night / For the rest of our lives.«
Men det er kun glimt af oprigtighed på en klangbund af ironi. Undtagelser der bekræfter reglen. De følsomme linjer korrelerer oftest med de korte tonale brud i musikken, hvor udtrykket bliver mere svævende og blidt. Kontrasterne fungerer, men i længden kan de godt føles en smule formulariske, fordi linjerne er så hårdt trukket op. Når følsomheden kun får plads som velafgrænset kontrast, bliver resultatet en smule reserveret og sikkert.
Det peger ind i min generelle oplevelse af pladen, som jeg måske bedst kan beskrive i sociale termer: Souvenir minder lidt om en ekstrovert person med paraderne oppe. Sjov, charmerende og rap i replikken, men svær at komme ind på. Den energi vil nogle måske kunne spejle sig i eller opleve i et helt andet lys. Men for mig forbliver størstedelen af Souvenir en lettere uigennemtrængelig overflade ‒ til trods for de mange medrivende elementer.
På Omnis nyeste kreation savner jeg simpelthen noget umiddelbart. Ægte aggression, oprigtig følsomhed eller uforbeholden weirdness. Samtidig savner jeg noget unikt og gådefuldt i det stilistiske udtryk, der kan trække mig ind bag den kompetente facade. Omni mestrer kunsten at forbinde forskellige inspirationskilder i et logisk sammenhængende udtryk, men det er svært at få øje på noget decideret originalt i deres musik.
Souvenir har hverken den skramlede lo-fi-energi, der gjorde debutpladen Deluxe til et charmerende bekendtskab, eller de stemningsmættede særheder, der kendetegner bandmedlemmernes soloprojekter. Tilbage står en samling knivskarpe postpunk-sange, som jeg ikke kan sætte en finger på, men som jeg næppe kommer til at holde kontakten med på længere sigt.
