Tilbage i 2016 kunne Sorte Firkant Musikfestival for første gang byde velkommen til musik fra undergrundsscener i alle genrer fra både ind og udland på indre Nørrebro i København. Med undtagelser af et par enkelte år, hvor verden ikke lige har været, som den nogenlunde plejer, har festivalen holdt stand, og her i 2024 kører foretagendet altså stadigvæk. Det er spillesteder som Rust, Stengade og Union, der ligger hus til, men også mindre lokaler som Korsgade 30, Støberiet og Blågårdens Bibliotek er i spil. Der er kort sagt lige så forskellige scener at vælge imellem, som der er musikalske stilarter på programmet.
Den første af de to dage fik undertegnede besøgt tre forskellige venues for at se en intim singer/songwriter, et shoegaze-influeret hardcoreband og ikke mindst et frådende bæst fra Skotland, der kunne få Loch Ness-uhyret til at ryste af skræk. Rent oplevelsesmæssigt var det dog en noget blandet fornøjelse.
Anna Valgreen, Korsgade 30
Korsgade 30 er ikke så meget et spillested, som det er et kvadratisk rum med hvide vægge, et pop-up-bar med dåseøl i hjørnet, en mangel på ordentlig lyssætning og en interimistisk scene af hjemmelavede scenekasser på godt seks kvadratmeter. Den mangel på stemningsfuld setting gjorde ikke noget godt for oplevelsen af singer/songwriteren Anna Valgreens koncert, men det var nu især det musikalske, der savnede gennemslagskraft.
Med albummet Lydløst spor fra 2022 i bagagen gik Valgreen på scenen sammen med kompagnon og bassist Kåre Joensen, og de kastede sig ud i et roligt, folket nummer. Der var noget helt nøgent og fint over set-uppet med blot el-guitar, bas og vokal, men det skulle desværre også vise sig at være foretagendets akilleshæl. De fleste sange var bygget op omkring to akkorder, og trods nogle fine bas-licks fra tid til anden, savnede sangene noget dynamik. Der var sjældent bemærkelsesværdige forskelle på vers og omkvæd i både melodik og vokal, og det samme gjorde sig gældende for forskellene – eller manglen på samme – i selve sætlisten. Der ikke noget galt med brugen af få virkemidler, men så skal man virkelig også få dem til at komme til sin ret, og det gjorde Anna Valgreen ikke. Det blev for langsommeligt og ensartet til at sætte sig fast, og sangteksterne gav ej heller stof til eftertanke.
Man kan egentlig lykkes med at levere en memorabel koncert, selvom ens sange ikke er verdens stærkeste, hvis blot man som optrædende virkelig spiller og leverer med indlevelse. Det kunne man desværre ikke sige om koncerten heller, for det virkede ikke, som om Valgreen virkelig ville efterlade et aftryk hos de relativt få fremmødte. Kort sagt savnede jeg at mærke, at hun virkelig brændte for sin egen musik og det at fremføre det for andre. Koncerten blev godt opsummeret af øjeblikket, hvor Valgreen skulle spille et nummer med en guitarpedal, der lige boostede volumen en anelse. Da hun slog strengene an, fik hun sig et chok og måtte straks skrue ned for forstærkeren, for der skulle da endelig ikke være et nummer, som havde en my mere slagkraft end de andre.






Wildr, Rust
Efterfølgende gik turen til Rust, hvor det relativt nye band Wildr skulle spille sin »første københavnske festivalkoncert« – ja, der er vel en første gang for alting. At kalde bandet en supergruppe ville være at skyde langt over målet, men duoen, som er bandets kerne, er folk fra Jærv og The Entrepreneurs, som henholdsvis forsanger og guitarist (og enkelte gange forsanger). I efteråret 2023 udgav de deres debut-EP Dream In Color, som vores anmelder roste for dens mange små, uregerlige følelsesudbrud, omend den også virkede en kende anonym. Den beskrivelse er egentlig meget sigende for bandets koncert, der emmede af spilleglæde og vildskab, men også af genbrug og dårlig timing.
Wildr kalder selv deres musik for dreamcore, en slags sammensmeltning af shoegaze og hardcore, men skal man vælge én musikalsk inspirationskilde må det afgjort være amerikanske Turnstile, der med deres album Glow On fra 2022 introducerede en ny generation for melodisk, velproduceret hardcore. Wildr virker til på samme måde at have lyst til at skrive, catchy sange, som man kan råbe med på og giver en lyst til at lave saltomortaler, men noget af det lyder så tæt på inspirationskilderne, at det halve kunne være nok. Sådanne detaljer kan man heldigvis veje op for ved at spille røven-ud-af-bukserne live, og det gjorde duoen heldigvis, som live var opgraderet med endnu en guitarist, en bassist og en voldsomt tight trommeslager, der virkelig vidste, hvordan et hardcore-tromme-fill skal lyde.
Wildr gik på scenen et kvarter senere end planlagt, men de vejede op for det ved at springe direkte ud i singlen “Speedos in Space”, og siden gik de direkte over i mere punksmadder. Det fungerede egentlig meget godt, selvom jeg bed mærke i, at forsanger Mathias Pedersen Smidt, som præsenterede bandets navn efter næsten hver sang, ikke virkede vildt komfortabel i sin rolle som punksanger. De små bevægelser og spark virkede lidt forcerede, og da han lidt akavet råbte »open up the pits« til et publikum, der befandt sig en del meter fra scenen, for så at vende ryggen til, var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvad de skulle gøre. Ville Smidt dirigere os, eller ville han ikke rigtig være til stede? Halvvejs inde, efter nogle lidt for rolige sange, kom der dog fuld smæk på igen, som om bandet først lige havde fået antændt gløderne, der lå og ulmede. Publikum rykkede tættere på, og de begyndte reelt at moshe (helt uden hjælp fra Smidt). Energien og sveden sprang fra alle på scenen, og selvom de lidt for motto-agtige sangtekster ikke går over i historien, så fungerede det alligevel live at råbe med på »No I don’t hate you / Don’t really love you.«
Det var ikke alle øjeblikke, der lige stillede bandet i det bedste lys, men omvendt var de virkelig gode til ikke at lade sig gå på af det. Deres næsten konstant høje energiniveau, samt deres løssluppenhed i koncertens sidste halvdel, sendte al den kærlighed, som deres tekster beskriver, ud i lokalet, og det var svært ikke at have lyst til at deltage lidt i moshpitten. Wildr mangler lidt endnu for at være et rigtig originalt band, men de spiller sgu noget habil punkrock, når de lige varmer op til det.






Ashenspire, Stengade
Den indlevelse, oprigtighed og vildskab, jeg savnede ved aftenens første to koncerter, fandt jeg til gengæld i overflod på Stengade, hvor det skotske hybridmetalband Ashenspire gav koncert klokken 22. Deres album Hostile Architecture fra 2022 er et must at tjekke ud, hvis man er fan af bands som Liturgy og Narcosatanicos. Sekstrenget bas, dobbeltpedal på stortrommen, saxofon og tremolopicking på guitarerne lægger bunden for forsangerens råbende paroler om misogyniens og kapitalismens rædderligheder. Det er vred, politisk, eksperimentel black metal – Ashenspire er et band, der ved, hvad de vil, og det beviste de i særdeleshed også live.
Koncerten varede præcis de annoncerede tre kvarter, og der blev ikke spildt et sekund. Fra de første traurige guitaranslag til de sidste tonstunge tæsk på trommerne, blev der ikke slappet af. Vi snakker ét langt sonisk angreb på sanserne. Blot ti minutter inde var bassisten hoppet på gulvet for at eksemplificere den energi og spilleglæde, som gennemstrømmede bandet. Stengade kan nogle gange være et tarveligt spillested rent lydmæssigt, men jeg kunne høre alt klart og tydeligt denne aften, og særligt de melodiske basstykker og det underfundige saxofonspil skabte komplekse afvekslinger til de tekniske og hvinende guitarriffs. Bandets sammenspil var uovertruffent trods et ofte afsindigt højt tempo, og det gjorde mig glad at se, at de selv nødt det. Efter en eksemplarisk blæserudløsning sendte forsangeren luftkys en masse til saxofonisten, og den type oprigtige kærlighed og kammeratskab er forfriskende at se i så konservativ en genre som black metal.
Hvis de første 35 minutter ikke havde gjort indtryk, så skulle den ti minutter lange lukker nok slå det fast. “Cable Street Again” opsummerer alle bandets kvaliteter, og modsat aftenens tidligere musikalske oplevelser var der mening og slagkraft bag Ashenspires ord og musik. Selvom det også er et “nemt” slogan, så troede jeg på forsangeren, da vedkommende råbte »desperate times call for desperate measures« for så at vandre rundt blandt publikum og kigge dem dybt i øjnene. Det gav indtryk og satte sig fast.





