English Teacher: This Could Be Texas

This Could Be Texas er den første fulde plade fra bandet English Teacher. Kvartetten kommer fra Leeds, men man kan tydeligt høre inspirationen fra Londons musikscene de seneste år – allerbedst eksemplificeret ved bandet Black Country, New Road. Skulle man tilskrive English Teacher en musikalsk genre, ville man nok sige post-punk, men som det er tilfældet med de andre engelske bands, der leger med netop den genre, kan man høre elementer fra en lang række af musikalske stilarter på tværs af pladens numre. I løbet af pladen bliver ens øregange både udsat for guitarriffs, der kunne være taget ud af gamle bluesnumre, elementer fra klassisk musik, synth-keyboards fra poppens verden og meget mere.

Åbningsnummeret “Albatros” åbner med en rolig guitar og forsanger Lily Fontaines lyse sangstemme. Efter første vers lægges et lyst dansende klaver ind over, og man føler, at man skal til at høre endnu en ny indierockplade. Omkring to minutter inde i nummeret sker der dog noget nyt. Guitarriffets toner går i hak. De gentages igen og igen, og ind over begynde et ur at tikke akkompagneret af bip-lyde, der minder om R2D2 i Star Wars. Nummeret siver ud med en hi-hat, der slås an både on og off beat, og det bliver tydeligt, at det her ikke er en klassisk indieplade.

Herefter går de direkte over i “The Worlds Biggest Paving Slap”. Den åbner med et bluesagtigt guitarriff, som giver sangen en enormt rå lyd, der skaber fremdrift hele vejen igennem. Man får lyst til at tænde en smøg, smide solbrillerne på og begive sig ud i byen med sit slæng til den helt store aften. Det riff ligger i baggrunden gennem hele nummeret, og Lily Fontaines mørke vokal snakker gennem alle vers. Men i omkvædet skifter nummeret karakter. Man tror det skal synges med en næsten skrigende ru stemme, men i stedet kommer der en luftig, lys vokal. English Teacher skifter og leger med elementerne, og det fungerer virkelig godt.

På den måde formår English Teacher at skabe et nyt lydunivers i hvert enkelt nummer, og de giver forskelligartede følelser og indre billeder i hver sang. Og det kan lade sig gøre, netop fordi bandet låner så mange elementer fra forskellige genrer.

Lily Fontaine leverer sin lyrik gennem en blanding af sang og rytmisk snakken, der minder om spoken word. Og det fungerer vidunderligt. Forskellen på hende og andre engelske bands, som har dyrket samme form for sang, er, når hun åbner op for tonerne i hendes høje register.

I sangen ”You Blister My Paint” kommer Lily Fontaines lyse vokal til sin ret. Nummeret handler om en person, der er ved at komme sig over sit forhold til en person. Der er smerte i nummeret, men vokalen i versene er så lys og yndefuld, og når hun rammer de høje toner, lyder hun som en, der har lyst til og brug for at bryde ud i gråd. Hun synger både første og andenstemme. Stille og roligt i løbet af det første minut lægges flere og flere effekter på hendes vokal, og særligt ekko bruges på andenstemmen. Det bliver akkompagneret af et klaver og en violin, som lyder som musikken fra en ballet. Men hele tiden er førstestemmen i fokus, og jo flere gange ordene »You blister my paint« gentages, jo mere ondt får man af den person, som gennemgår smerten.

Generelt er der noget finere og mere yndefuldt ved English Teacher, end de bands jeg sammenlignede dem med i starten. I hvert fald, hvis man kun har hørt Black Country, New Road med deres tidligere forsanger, Isaac Wood. Der er en yndefuldhed, som bliver skubbet i forgrunden af Lily Fontaines vokal, og så bruger de klaveret til at sætte scenen i de fleste numre. Den er grundlinjen på det meste af pladen og passer enormt godt sammen med det organiserede kaos, som kommer når de smider computerlyde, bluesguitarer og autotune, som tilfældet er det på “The Best Tears of Your Life”, ind i numrene.

Det er hele vejen igennem et virkelig velproduceret album, og det er en suveræn fremvisning af musikalske egenskaber som kvartetten har skabt. De skaber ikke en ny genre, og henter tydelig inspiration fra musikscenen i London, og havde jeg bare hørt nummeret i radioen havde jeg muligvis forsøgt at gætte, hvilket band fra London, der havde udgivet det. Men det samlede lydudtryk på pladen er sit eget, og det skyldes i høj grad de tidspunkter, hvor Lily Fontaine åbner op for sit fulde register. De er på mange måder en imitation, men de er samtidig helt deres egne. Det er folk fra en nordligere del i England, der tager kigger mod London og siger, »det kan vi fandme også gøre.«