For godt ti år siden fandt rapperne og producerne Billy Woods og Elucid sammen i New York City og opkaldte sig efter en af USA’s største petroleumsmoguler, Armand Hammer. Et spøjst valg af navn til en spøjs rapgruppe. Bevares, rap og hip-hop har altid taget udgangspunkt i social uretfærdighed og racistisk undertrykkelse, men Armand Hammer havde deres politiske udråb og agenda mere ude på tøjet, end de fleste. Og at de kom på scenen og leverede en virkningsfuld og politisk og følelsesmæssigt ladet koncert på højde med de politisk ladede jazzeksperter Irreversible Entanglements, som havde stået på scenen kort forinden, siger ikke så lidt.
Der var spilleglæde, energi og aggressivitet hele vejen igennem fra Woods og Elucid, som skiftedes til at betjene DJ-pulten og mikrofonen. Ofte kørte et beat og et backingtrack for sig selv, alt imens de to rappere spyttede vers og sætninger, som var det det letteste i verden. Trods jeg lige havde observeret et af verdens bedste jazzbands forinden, studsede jeg ikke et sekund over brugen af forproducerede tracks: Armand Hammer var simpelthen for dygtige til at rappe, for gode på en scene, og de havde for interessante visuals om afroamerikaneres historiske og stadige kamp i USA, til at man fokuserede på en mangel af band.
Omvendt vil jeg faktisk fremhæve alsidigheden af det musik, som udgjorde underlaget for de to energiske rap-genier. Der var soul, der var jazz, og i et enkelt nummer fik et heftigt garagerock-guitarriff lov at styre løjerne, alt imens de to halvdele af Armand forklarede, hvordan de oplevede deres hjemland i negative, men forståelige og sympatiske vendinger. Budskaberne fremstod klart både visuelt og lyrisk, og alt gik op i en højere enhed, når ordene tilmed blev leveret med så stor en portion teknisk overskud, at det var svært at fatte. Henover et hårdt, hurtigt beat rappede Billy Woods i et nummer i, hvad der føltes som et helt minut, uden man ænsede, at han trak vejret. Det var lige så publikums kæber ramte jorden.
New York-duoen skiller sig i den grad ud fra den store mængder hip-hop, der regerer hitlisterne, med deres obskure, baglæns-spolede samples og deres nedslående, rammende og samfundskritiske lyrik leveret med tilpas vrede og talent. De har eksperimenterende personligheder som Moor Mother og Jpegmafia med på deres plader, hvilket siger noget om deres kunstneriske ambitionsniveau, som fremstod mere eller mindre pletfrit på scenen i Barcelona. Det kan være svært at blæse publikum bagover fra en scene, når man ikke kan imponere med virtuos instrumenthåndtering, og man blot er to mennesker, men forløbet for Armand Hammers koncert var så stilistisk og musikalsk veltilrettelagt, at man ikke savnede meget. Overgangene i mellem sangene var flydende, Woods og Elucid skiftedes naturligt til at tage over på mikrofonen, og som de stod der som silhuetter i det røde lys, var de beundringsværdige skikkelser.
For en hip-hop-curious person som mig selv, var der ingen skepsis at finde, da Armand Hammer til sidst nærmest måtte smides af scenen. De var simpelthen for glade for at spille, og det havde smittet af. Det var den diametrale modsætning til kunstnere, der virker, som om de skal væk så hurtigt som muligt og bare ser koncerten som endnu en dag på jobbet. Jeg kunne sagtens have ladet mig vælte bagover af flere tunge beats, sexede jazz-backing tracks og spyttede budskaber, men alt godt har en ende. Og Armand Hammer var rigtigt gode.
