En booking af det amerikanske slowcoreband Duster er lige præcis det, som Primavera Sound kan. Det er så godt som definitionen på det, som adskiller festivalen fra eksempelvis Roskilde Festival. Bandet er ikke på nogen lang Europa-turné, de har faktisk så godt som ingen andre shows på denne side af Atlanten, og skal man tro deres pladeselskab havde medlemmerne af den californiske kvartet ikke pas for et år siden. De havde det antageligvis fint med at spille i deres lokalområde. Men når der er tale om et af de mest genredefinerende og toneangivende bands inden for genrer som spacerock og slowcore, er det kun en selvfølge, at efterspørgslen er stor. Heldigvis var den stor nok til at få bandet til at ordne indrejsepapirerne, og heldigvis virkede bandet til at elske at spille i Europas svar på Californien (hvis man da kan kalde Spanien det).
Duster leverede kun to plader i deres oprindelige tid som band, Stratosphere fra 1998 og Contemporary Movement fra 2000, men siden er de kun vokset i størrelse og betydning. I 2019 udkom de med det selvbetitlede album Duster på det efterhånden legendariske pladeselskab Numero Group og forrige år fulgte Together. Der er altså tale om en lang pause, men for et band med så relativt få plader udgivet, er det svært at tolke dem som nogle, der er ude efter et hurtigt money grab. Omvendt virker det til, at Duster endelig har fået, hvad de fortjener; en fanbase der sætter pris på langsommelig, støjende rockmusik – og det var lige netop derfor, at bandets Primavera-koncert blev en stor succes.
Duster består i sandhed kun af Clay Parton og Canaan Dove Amber, som begge stod med guitarer og mikrofonstativer. De skiftedes til at synge og spille henholdsvis rytme- og leadguitar, omend særligt Parton tog godt fat om sidstnævnte. Bandet har altid været mestre i at få små, finurlige guitarfigurer til at vokse sig større og større, til de bliver tonstunge, og det var ikke til at skjule på Primavera Sound. Så stenet som slowcore og spacerock kan være, så kunne livekvartetten nemt få ild under numrene, og Duster har også alle dage bare været nogle af de bedste inden for genren. Der gemmer sig massevis af melodier, og der er uendeligt meget følelse i hvert et anslag. Duster er virkelig definitionen på less is more.
Bandet har af en eller anden grund også ramt Tik-Tok-møllen, og flere af de fantastiske numre fra deres fejlfrie debut Stratosphere er vitterligt gået viralt. Det betød, at publikummet så småt tyndede ud i takt med, at de mest populære sange blev spillet, men det gjorde hverken værre eller bedre, end at der løbende kom mere plads til dem, som virkelig var klar på at høre det hele. De fleste kunne derfor stå i ordentlig afstand og høre det støjende mesterværk “Echo, Braco”, som er at finde på CD- og den digitale udgave af Stratosphere, men ikke på den originale vinyl. Et sønderknusende og skrabende rocknummer i samlebåndstempo, der langsomt belønner og udsletter sin lytter på en og samme gang. En rimelig perfekt afslutning til en koncert med et band, som jeg var i tvivl om nogensinde ville begive sig til Europa på denne side af gendannelsen.
Det er så vanvittigt, at Primavera Sound år efter år kan enten få gendannet bands eller trukket kunstnere til Europa, som ellers aldrig havde taget flyturen, og en booking af netop Duster er altså helt unik. At bandet så stadig spiller lige så godt live, som de lyder på plade, kan man kun være begejstret for. På overfladen forstår jeg, hvis man synes, at Duster er en anelse kedelige, men lige så snart man rigtigt lægger ører til, er det svært ikke at mærke den følelse, tyngde og indlevelse, der ligger i de mange guitarlag og de tunge bækkenslag. Længe leve slowcoren!
