Der var ikke stimlet vanvittigt mange mennesker sammen, da det amerikanske post-hardcore-møder-poppunk-band Militarie Gun rendte ind på en af Primavera Sounds større scener. Det var dog ikke noget, bandet lod sig gå på, da de kastede sig ud i den tempofyldte “Seizure of Assets” fra sidste års lidt for oversete punkperle af et album, Life Under the Gun. Solen skinnede, og den bidske forsanger Ian Shelton sprang konstant op i luften, imens han bjæffede sig igennem den selvudleverende og selvdestruerende lyrik. Så var vi ligesom i gang.
Gruppen spiller afsindigt melodisk, men med masser af nerve og skrattende breaks, og deres sange var typisk kun to minutter. Det lægger ikke overraskende op til en rimelig konstant moshpit, og en masse hoppen rundt, for alle havde lyst til at have det lige så sjovt som Shelton på scenen. Det var i høj grad store fans, der var dukket tidligt op til koncerten, og der blev skreget med på nærmest alle omkvæd, men den gode stemning fik hurtigt trukket flere forbipasserende op til koncerten. Energien var simpelthen for smittende.
Tidligt i sættet fik vi også “Ain’t No Flowers” fra EP-opsamlingen All Roads Lead to the Gun, der er endnu mere arrig end sidste års debutalbum. Men Militarie Gun har en særligt tillokkende lyd, hvor de selv de mest vrede sange indeholder masser af hjertevarme fornemmelser, så man får lyst til at kramme sine med-tilskuere i moshpitten. Man får det helt wholesome, når man synger med på Sheltons emotekster om at have svært ved at lægge dårlige vaner fra sig. Titler som “My Friends Are Having A Hard Time” og den sarkastiske “Never Fucked Up Once” siger det hele, men det rammer ekstra hårdt, når det bliver fællessang. Shelton, hvis energiniveau heldigvis ikke rigtigt kunne nedjusteres, var ad flere omgange nede ved publikum for at at halvt råbe folk i ansigtet og halvt kramme dem. Et meget godt billede på bandets lyd og udtryk.
Løbende var der nogle udfordringer med et forstærkerkabel, der gjorde, at bassen fra tid til anden faldt ud, og leadmikrofonen blev også skiftet ud undervejs. Heller ikke det stoppede bandet fra at holde fokus på at gå amok på deres instrumenter og levere en indlevende koncert. Omvendt gjorde det dem trodsige – der var fandme ikke noget, der skulle ødelægge den her koncert, så den skulle bare have fuld skrue. Der blev dog også plads til et par af bandets roligere numre, hvor Shelton virkelig fik mulighed for at blotte sit indre. Den uudgivede og Joyce Manor-agtige “Thought You Were Waving” passede smukt som overgang til den sidste tredjedel af sættet, hvor tempofyldte og saltomortaleindbydende numre igen fik fokus. Militarie Gun virkede ustoppelige.
Det viste sig, at bandet udover at være et forrygende liveband også er ret morsomme. Shelton proklamerede, at de havde tre sange tilbage, og publikum kunne vælge mellem to sange som den næste. »Do you want song one?« lød det først til lidt tilbageholdt hujen og klappen fra nogle få. »Or do you want song two?« Det spørgsmål blev besvaret med meget mere jubel fra publikum, hvilket fik Shelton til at spørge »do you know the bit?« Først her gik det op for mig, hvad der skulle til at ske. Og så gik Militarie Gun ellers i gang med at spille et punket cover af Blurs “Song 2”. Til sidst fik vi serveret højdepunkterne “Very High” og “Do It Faster” fra Life Under the Gun, hvor prikken over i’et kom, da Shelton sprang ud og crowdsurfede på publikum og en heldig fan fik lov at skrige med.
Det var lige præcis den koncert, mange havde savnet på årets Primavera Sound. Den store, kammeratlige punkfest i den catalanske sol. Sjældent har jeg set så mange glade mennesker hoppe op og ned til emosange i en hel koncert. Tak til Militarie Gun for at lave så dejlig musik og levere den med så fortræffelig en energi.
