Folk valfarter til Astra fra alle hjørner af pladsen. Det er ikke uden grund, at The Smile er et af årets hovednavne. Når to ud af tre bandmedlemmer tæller de levende alt.rock-legender Thom Yorke og Jonny Greenwood fra Radiohead, så er man selvfølgelig nødt til at se dem. Noget af det, der gør de to så langtidsholdbare, og ikke mindst endeløst spændende, er begges insisteren på at gøre lige præcis, hvad der passer dem. Det er et credo, de har levet efter gennem snart 30 års samarbejde, og det har givet anledning til nogle af genrens allermest banebrydende, smukke og dystre øjeblikke (lad os da for en god ordens skyld her nævne OK Computer fra 1997). Men selvom det altid er en oplevelse at dykke ned i deres eksperimenterende univers, så er der ingen garanti for, at det bliver en god oplevelse. Og således befinder man sig nu i et enormt dilemma; skal man anmelde to geniers enorme kunstneriske koldblodighed og talent, eller den koncert man var til?
Svaret skal muligvis findes lige efter anden sang. Jeg er netop blevet forført af en mesterlig sammensætning af to numre – ”Wall of Eyes” fra pladen af samme navn udgivet i år og ”The Opposite” fra forgængeren A Light for Attracting Attention. ”Wall of Eyes” er en stille åbner både her og på albummet. Men den er også perfekt til lige at vække publikum. Trommeslager Tom Skinners trommekøller falder tungt og hårdt med mørke dunk, der giver godt modspil til den lette melodi på akustisk guitar. Yorke lader sin guddommelige stemme flyde frit ind og ud af melodien. Greenwood krammer sin guitar (bogstavelig talt). Vi er vågne, vi er med, og vi jubler, da det karakteristiske trommebeat sparker gang i det perverst lækre guitarriff, som bærer ”The Opposite” frem. Det er sexet, det er funky, og pludselig stikker det hele af i et hvinende guitarfræs, som virkelig får hjertet til at banke. Genial kombination af to numre. Og så sker der … et eller andet. Bandet begynder på et eller andet larmende intermezzo. Det er ikke en ny sang. Det hænger ikke sammen med nummeret efter (”A Hairdryer”). Det er … noget, der ikke fungerer?
Det er tidligt i et halvanden times set at afskrive et band, og de får bestemt også strøget om sig med brillante øjeblikke i løbet af aftenen. ”Skirting on the Surface” er så smuk, så smuk. De komplekse trommer hænger perfekt sammen med de legesyge guitartoner, Yorke vifter smilende med hænderne til publikum, der velvilligt jubler tilbage. Greenwood lader fingrene vandre i en løssluppen guitarsolo. Det fungerer. Den klaverbårne ”Pana-Vision” er fuldstændig overjordisk smuk, og det klæder nummeret, at der er blevet skruet mere op for bassen; det lyder desperat, søgende, lidende og helt igennem fantastisk. På ”You Will Never Work in Television Again” gives det fuld smadder, og den leveres kort, kontant og kraftfuld. ”Under Our Pillows” er larmende og forløsende. ”The Smoke” er ren basfryd.
Men der er simpelthen et eller andet galt her til aften, og det kan ikke bare forklares væk med, at det er eksperimenterende. Det hurtige tempo på ”A Hairdryer” virker næsten voldsomt – så voldsomt at kombinationen af »Look at all the pretty lights« og asynkron melodi, som skal stå knivskarpt for at fungere, er i overhængende fare for at ikke at gøre det. Tør man sige: det ligner dem ikke? ”Read the Room” er forventeligt langsom og kravlende. Bassen er godt tung, og nummeret virker sammenhængende, men går i opløsning til sidst og afsluttes underligt brat med et tørt »and I lost count« fra Yorke. »Yes, I did«, understreger han efterfølgende. Det troede jeg ærlig talt ikke var muligt. Det er selvfølgelig menneskeligt at tælle forkert, men det roder for meget mellem det geniale. ”Bending Hectic” er en smuk sang. Men den er også otte minutter lang og langsom, og kunne måske godt have ligget lidt tidligere i settet. Og så skrues der helt op for de larmende minutter sidst i sangen. Det er virkelig fedt … men lidt for højt? Derudover hænger settet faktisk ikke helt sammen. Imellem mere eller mindre velkendte numre er indsat tre spritnye numre, hvoraf ”Don’t Get Me Started” er det mest interessante. Og markant anderledes. Jeg vidste godt, at Thom Yorke kunne danse, men jeg havde dog aldrig forestillet mig, at vi skulle på floor sammen. Det er dejligt dristigt at smide tre nye numre efter et festivalpublikum. Om det er klogt kan diskuteres.
The Smile er et innovativt band, der nu på to plader har bevist, at de ikke er bange for noget som helst. Men denne koncert kommer ikke til at skrive sig ind i historiebøgerne. Manglen på sammenhæng og fokus var desværre markant hørbar.
