Plader

The Weather Station: Humanhood

Det føles som den største naturlighed, at canadiske Tamara Lindeman besynger vores fællesmenneskelige historie med sin fine røst. Historien rummer mest tab og smerte, men er, set gennem Humanhoods velproducerede artpop eksperimenter, lykkeligt befriet for melankoli.

På alle albumcovers af canadiske The Weather Station ser man en kvinde. Altid alene, altid i en positur, der pirrer ens nysgerrighed, fordi man kun ser ryggen af hende, eller fordi hun kigger skævt væk fra linsen. Det er ikke så meget en musikers selviscenesættelse, man ser, men et menneske med en særlig opmærksomhed på verden. Og netop den kærlige opmærksomhed som Tamara Lindeman, gruppens frontperson, kaster på sin omverden er til at tage og føle på gennem hele det finurligt orkestrerede Humanhood.

Lindeman er en sangskriver med en fortrinlig evne til at sætte ting i perspektiv og kaste lys over dramaerne i et levet liv. Både de store og de små dramaer, fra fortællinger om stigende benzinpriser og sneglatte veje, til den sjette masseuddøen og guddommelig indgriben. Derfor har hendes musik gennem godt 15 år også kastet flere vedkommende og smukke plader af sig.

Tilbage hos kvinden på forsiden er det som om, der tegner sig et billede af et før og et efter, når man kigger på The Weather Station’s diskografi. Til og med det selvbetitlede album fra 2017 fremstår hun på coveret som en tydeligt aftegnet figur, og der er visse kulturelle koder – rullekraven, et smykke, pandehåret – der gør det muligt at placere hende i en eller anden boks. Gruppens tre første plader (foruden førnævnte, også All of It Was Mine fra 2011 og Loyalty fra 2015) er da også langt hen ad vejen traditionelle singer-songwriter skæringer fra blues-land med ligefremme og personlige historier, men aldrig banale grundet den særlige nordamerikanske evne til naturligt at snige landskabet ind i en sætning om noget ellers helt mondænt. Men fra og med Ignorance (2021) træder kvinden i baggrunden. Visuelt, hvor hun næsten forsvinder ud af billedet, slugt af en blomstereng eller camoufleret blandt mørke, våde sten. Og musikalsk, hvor piben på de seneste tre plader har fået en sværmerisk og klaverbåret tone, og teksterne har en mere lyrisk karakter med mindre klare subjekter.

Som konsekvens af dén bevægelse bekræfter, og måske endda forstærker, Humanhood tendensen mod det mere ophøjede og væk fra det konkrete i det neo-folk projekt, som gruppen tidligere har været synonym med. Hvor meget jeg end holder af deres landevejsunivers, så må jeg sige, at det virkelig også klæder The Weather Station at lege med formerne. Som Undertoner dengang skrev i anmeldelsen af Ignorance, var udførelsen af gruppens nye lyd på dét album til tider lidt for afmålt i sin polerede produktion. På Humanhood er produktionen også stor, fyldt med symfoniske og endda groovy elementer, men fint tæmmet og tilpasset vokalens, teksternes og melodiernes stigende og faldende intensitet.

Netop bevægelse beskriver meget godt albummets overordnede feeling. Ved første gennemlytning fremstår det som en relativt broget samling af numre, med alt fra eksperimenterende, instrumentale fillers som “Passage” og “Fleuve”, blåtonede sjælere som “Lonely” og “Aurora”, til opmærksomhedskrævende indienumre som “Neon Signs” og “Window” – på en måde, så det i første omgang kan være svært at lade et samlet indtryk sætte sig. Men jo mere jeg lytter til det, desto mere føler jeg en sammenhæng mellem sangene i den måde, de bølger frem og tilbage i udtryk og slagkraft.

“Descent”, pladens korte intronummer, er muligvis lyden af jordens første dage. Nummeret har en mytologisk, rislende synth-opbygning, der møder lyden af en ambient fløjte. Et klimtende klaver slutter sig til, og – kommer lyden af rasleægget egentlig fra en dugvåd bregne? Hvis det her er begyndelsen, så varsler det, som titlen antyder, en form for nedtur for livet på vores nye planet. Sigende herfor bliver vi på opfølgeren, “Neon Sign”, kastet fluks fra forhistorien ind i fremtiden, eller snarere senkapitalismen for at være konkret. Tempoet skifter fuldstændigt, bliver dansabelt og drives frem af en vokal, der nærmest bryder i løb – som om fortælleren vil skynde sig at fremsige en sandhed. Hun lader os dog forstå, at det hele er et bedrag: 

»Every neon sign, every flashing light tries to fool you / Get you on their side, everybody swears they need you / Get you to make the buy / You feel flattered to be wanted and you don’t know why«.

Dybt at falde, men forløsningen er, karakteristisk for albummets bevægelser, aldrig langt væk. På “Window” pumper et synkoperet hjerte blodet rundt i en fiktiv krop, og rytmen alene gør oprejsningen total – for ikke at tale om effekten af den legesyge fløjte. Det er, som vi skrev i Fredagssinglr, et produktionsmæssigt tykt lagret nummer, der fint illustrerer The Weather Station’s evne til at ramme noget sfærisk og hårdtslående på samme tid. 

Planetens tilstand – og afledt heraf, menneskehedens – er mere eller mindre eksplicit genstand for Lindemans tekster. På “Irreversible Damage” føles det som om, vi er tilbage blandt de fugtige bregner fra pladens første nedtur. Synthen vibrerer op og ned i bølger, og et improviseret saxofon-løb leger op imod klaverets enkle harmonier, mens en kvindestemme i en talestrøm begræder de landskaber, der er gået tabt grundet menneskets indgriben i naturen.

Højdepunktet er, passende nok, titelnummeret “Humanhood”, der ligger for med en umiddelbart ikke så hjemmehørende diskotrommerytme, men ender et helt andet sted. Omhyggeligt orkestreret med en legesyg saxofon og en elguitar, der vrider sig ind med en 70’er-psykedelisk effekt, mens klaveret fungerer som pladens stabile rygrad. Selv en banjo stikker nysgerrigt hovedet frem. Måden hvorpå produktionen tillader, at distinkte elementer træder frem på forskellige tidspunkter, er virkelig stemningsskabende.

Hvad angår det instrumentale, er eksperimenterne så medrivende, at kultur-natur temaet aldrig føles påtaget – en risiko, man ellers kunne frygte med kunst og musik, der bygger på koncepter. Albummet er derfor lykkeligt befriet for melankoli, for vi befinder os på en mærkelig station mellem jazz, folk og indie. Det er dog ikke ensbetydende med, at Humanhood er svær at lytte til – tværtimod føles det naturligt at lade Lindemans fine røst fortælle vores fælles historie. Men det er et album, der – trods flere momenter af skudsikre artpop numre – bevæger sig behageligt langsomt.

★★★★★☆

Leave a Reply