Det føles efterhånden som længe siden, at coronapandemien lukkede lande ned, isolerede os indendørs og tvang os til at være »sammen, hver for sig.« Med ét blev fysisk nærhed tabu, og pludselig gik online relationer fra at være en praktisk ekstrafunktion i hverdagen til at være den primære ramme for socialt samvær for mange. På en måde var dette blot et skub til en bevægelse, der allerede var i gang længe før marts 2020, hvor pandemien lukkede landet ned. En udvikling mod en ny form for menneskelighed. En race af digitale cyborgs – Homo digitalis.
Det var netop under denne skæbnesvangre pandemi, at de sange, der senere skulle udgøre HunBjørns debutalbum, tog sine første spæde skridt. Det var en tid, hvor vores syn på kroppe, relationer og egen plads i verden blev vendt på hovedet – og blev inspiration til et soundtrack for menneskets nyfundne digitale hjemsted. Det gøres tydeligt allerede i albummets titel: The Digital Organic Life. Vi eksisterer lige nu i et spændingsfelt mellem det organiske, dyriske, dødelige og det digitale, rationelle, distancerende.
Det første møde med The Digital Organic Life er en ulmende lydflade af oceandybe synthbas-penduler og funklende, elektroniske arpeggios på åbningsnummeret “Killjoy” – et nummer, vi omtalte i Fredagssinglr sidste år. Nummeret sætter stemningen med et tungt og melankolsk throwback til 80’ernes synthwave og postpunk, og ender ud i, hvad man bedst kan beskrive som en eksploderende lilletromme, efterfulgt af godt ti sekunders forfald. Den første hilsen til vores nye fremtid som cyborgs er alt andet end optimistisk – og den mørke understrøm følger lytteren gennem hele albummet. Musikken er dyster og til tider præget af sci-fi dystopi, men lige så ofte udfolder den sig i farvestrålende eksplosioner af viljekraft.
Ukompromitterende bjerge af bassynths dundrer frem fra dybet på den industrielle ”When You Wing It”. Et insisterende house-inspireret four-on-the-floor-beat forankrer “Won’t Rush This Time” i natklubbens ekstase. Aktive, analoge akkordbrydninger og støjende trommefills omkranser HunBjørns stemme på ”Mute And Naked”. Nummeret “Out Of My Control” runder af med en reel guitarsolo, som var den fløjet ind til formålet fra 80’ernes glamrock. Det er en lyd som har klare rødder i fortiden – særligt 80’ernes europæiske synth-eksplosion. Men samtidig er lyden hypermoderne og taler ind i den samme musikalske diskurs som indiepop-darlings som Magdalena Bay, Caroline Polachek, og dansk-tyske GRETA. Samtidig er der en klar kærlighed til drømmepop, som for eksempel på det melankolske Beach House-lydende afslutningsnummer ”It Burns”. Og forkærligheden skinner også igennem til den meget omdiskuterede hyperpop; en genre, der kommer frem i den eksplicitte brug af autotune på ”I Do This One Way”.
HunBjørns lydunivers er bestemt en skønsom blanding af 80’ernes fremtidsfascination og nutidens digitale virkelighed. Hvor vi tidligere kun kunne gisne og fantasere om konsekvenserne ved udbredelsen af computere, mikrochips og internettet, er vi alle nu solidt funderet i disse forbløffende, nye teknologier. De er blevet en integreret del af vores liv og fungerer – ligesom cyborgs på film – som en direkte forlængelse af os selv. Vi spejler os i vores profiler, avatars og handles. De digitale løsninger er efterhånden blevet lige så livsnødvendige som rindende vand. Så det er nemt at frygte, at vi mennesker er blevet mere og mere maskinelle. Men for HunBjørn er det absolut ikke tilfældet. Graver man dybere ned i albummets indhold, bliver nemlig det klart hvor meget menneskelighed, der er til stede. Faktisk er hovedtematikkerne nogle helt grundlæggende, menneskelige problemstillinger.
De feministiske overtoner er umulige at overse. Som når hun på ”Mute And Naked” drejer spotlyset mod årtusinders udskamning af og forventningspres mod kvinder. Eller når hun på ”When You Wing It” kommer med en opsang til at bruge usikkerhed og tvivl som en styrke – og som et våben mod giftig maskulin skråsikkerhed. Der er tilsyneladende langt fra kønskamp og opgør med følelseskulde til den digitalt kalkulerede sci-fi-nutid, der præsenteres på lydfladen. Men en pointe for HunBjørn er netop at fremhæve den uundgåelige menneskelighed i dette digital/organiske fusionsvæsen. Homo Digitalis befinder sig splittet mellem den fysiske og den digitale virkelighed. I online interaktioner møder vi aldrig hinanden som andet end afkropsliggjorte ord: chatbeskeder, kommentarer, lyd- og videooptagelser (osv.). Med andre ord bliver mennesket defineret af sine ord frem for sine handlinger – ordene får fysisk form.
The Digital Organic Life kommer med adskillige eksempler på ordenes ekstreme magt. På ”Words Don’t Dissappear” bliver skadende ord set som knive, der efterlader ar på kroppen, selvom de bliver hevet ud. Førnævnte “Killjoy” handler om at måtte smadre den gode stemning for alles bedste, men samtidig være forsigtig omkring den skade, ordene har potentiale til at volde. Sangen tager konkret udgangspunkt i et parforhold, men er samtidig umulig at adskille fra kønskampen, der netop handler om at turde være en killjoy og ikke finde sig i hverken strukturel ulighed eller dumsmarte bemærkninger. Albummet er et opgør med flosklen: »Sticks and stones may break my bones / But words shall never hurt me.« Ord indeholder reel magt og har potentiale til uoprettelig skade – et faktum der er blevet mere tydeligt i vores hyperdigitale tidsalder.
Ordene får især fysisk form på ”Love Me Harder”, hvor HunBjørn med en bønfaldende tone kræver verbal bekræftelse fra en seksuel partner om deres ønsker med hende, og hvor hun nægter at acceptere skjulte hentydninger omkring vedkommendes begær. Det er et spændende spin på samtykkedebatten, hvor fokusset ikke kun er på at sige fra. Her kan lysten og seksualiteten kun manifesteres fysisk ved hjælp af bekræftende ord. Generelt får det en fysisk karakter, der både er mystisk og samtidig umiddelbar og forsonende. “I Do This One Way” handler om at miste en person, man holder kær, i skyggen af ens egen smerte og problemer. Her kommer undskyldningen til udtryk i form af fysisk nærvær: »I wanna stroke you hair / Caress your cheek.« Og på ”Won’t Rush This Time” giver de rette ord mulighed for at åbne op til en person, der føler sig fastlåst i sin krop.
The Digital Organic Life er mere end bare et dansabelt popalbum. Det er et manifest om forholdet mellem krop og ord i den digitale tidsalder. Om en ny race af cyborgs, hvor ord bliver kropsliggjort, og som både indeholder altødelæggende og helende kræfter. Det handler om en tid, hvor svimlende hurtige teknologiske forandringer giver os mulighed for at gentænke vores ideer om magtstukturer, køn og seksuelle relationer. Alt sammen pakket ind i et detaljerigt, konstant overraskende og kropsligt bevægende synthpopunivers.
