100% WET: Pink Stage, 18:15
Der er lagt i kakkelovnen til sonisk overload, da 100% WET indtager den store Pink Stage i Aarhus Congress Center lørdag aften. Et støjende, pinkbelyst rum fyldes af kradsende lydflader, 90’er-samples og tunge triphop-beats med guitarforvrængning nok til at gøre selv Portishead rundtosset. Og bandets navn taget i betragtning er det passende, at lydbilledet næsten drukner i sig selv.
100% WET, bestående af Casper Munns (Drop og Himmelrum) og Jakob Birch (The Lost Weekend), spiller shoegaze i bredeste forstand. Selv skriver de i en pressemeddelelse, at deres musik kan defineres som Drum’n’Gaze, der fusionerer breakbeat, acid house og grunge. Og selvom de kun har været aktive på udgivelsesfronten fra sidste efterår og i alt udgivet én EP (Leave It, 2025) spiller de på en af SPOT festivals største scener, endda flittigt besøgt. Her konstruerer de i løbet af koncerten en form for trashy shoegaze-triphop pakket ind i glitch, 90’er undergrund og et evighedshorn af rumklangseffekter.
Koncerten starter stærkt ud, hvor sanger og multiinstrumentalist, Casper Munns, og guitarist, Jakob Brich, placerer sig i hver deres hjørne af scenen, under spotlights i pink og foran en belyst papmaché-måne, der langsom drejer rundt om sig selv. Med de spacy omgivelser, står Munns lidt fraværende med hørebøffer, guitar, sampler og en mikrofon – med klare signaler om, at det er musikken, der er i fokus ved denne koncert. Alligevel står en DJ i baggrunden – en form for elektronisk breakbeat-musiker – med en utrolig gestikulerende hypeman-attitude mellem røgmaskinerne. Siden DJ’ens lidt cringe energi står i så stor kontrast til resten af besætningens introverte personligheder, bliver han et slags komisk indslag, når han i tide og utide træder ned fra pulten og smider håndtegn i strakte arme efter publikum.
På andet nummer træder den svenske sangerinde Eir Strøm ind som gæstevokalist – iskold og uden en eneste form for mimik at spore. Hun kommer og går undervejs, og hendes lyse vokal, pakket ind i rigeligt med reverb, svæver for det meste pænt over lydbilledet. Hendes tilstedeværelse er afdæmpet, men naturlig – ikke som en gimmick, men som en integreret del af det musikalske univers, der folder sig ud på scenen. Det hele er lidt afventende, men effektfuldt for musikken – i hvert fald i begyndelsen.
Men efterhånden som koncerten skrider frem, bliver bund og beat så mudret, at både vokaler og nuancer fuldkomment drukner. Det eneste der er tilbage lyden af støj, og det er pludselig stort set ikke længere muligt at kende numrene fra hinanden. En undtagelse er dog nummeret ”Ether”, der takket være overdrevet autotune, får Eir til kort at bryde gennem støjmuren på det fængende omkvæd med ordene »I don’t know how to connect / Lost in disarray.« I et kort moment får man fornemmelsen af, hvor fedt et lydbillede, de kunne have skabt, hvis det ikke var for den overmættede lyd.
Lyden bliver på det tidspunkt så massiv, at det flere fra publikum begynder diskret at stikke pegefingeren ind i deres øregange, mens de skæver over til deres naboer med sammenknebne øjenlåg og rynket pande i håbet om, at de ikke er de eneste, der står med følelsen af, at den intense lyd nu er blevet for ubehagelig at være i. Det er utrolig ærgerligt at det overdøvede lydniveau til sidst tog over, da de få lysglimt, hvor det lydtekniske var intakt, tydede på, at der faktisk foregik en ret god koncert oppe på scenen ved musikerne. På den anden side, ud mod publikum, var det dog en anden sag i forhold til det lydtekniske.
Lørdagens koncert med 100% WET endte som en performance, hvor formen overskyggede indholdet, og det er så ærgerligt at gå ud fra deres koncert med kradsende øregange og en tom fornemmelse af, hvad man lige har hørt. Især fordi jeg reélt tror, at deres Massive Attack-inspirerede tilgang til koncertformatet, hvor musikken er i fokus, kunne fremme så meget potentiale for deres soniske hypergaze-univers. Det potentiale forbliver dog uforløst for denne gang.
Blush: Headquarters, 20:00
Udover at være en af de mest ikoniske aarhusianske spillesteder for upcoming musik, blev Headquarters under SPOT Festival omdannet til et prøvepodie for projekter med stort potentiale på fremtidens alternative musikscene. Lokalet er proppet, og sveden hænger i luften i den lille kælder, hvor den ene højtaler i venstre side skubber lyden direkte op i hovedet på publikum. Det er netop sådan man kender Headquarters – berygtet for dårlig lyd, men samtidig fødested for en række af byens mest spændende talenter. Lørdag aften er det Blush, der forsøger sig – men uden for alvor at finde fodfæste.
Duoen – bestående af Jonathan Bruus (Flawless Victory) og Lola Hammerich (Baby in Vain) – bygger på venskabet mellem de to frontmusikere, og på den lille scene er de bakket op af en klassisk bandopsætning med trommer, bas og guitar. Musikken rummer et følsomt udtryk, som trækker inspirationer fra indie-softrock genren – med en lidt reserveret loose-but-cool attitude. De åbner med den ultrakorte linje »I’m in the mood for love«, sunget unisont som duet, og nummeret afsluttes så hurtigt, at man knap ved, om det er et interlude til koncerten eller bare slutningen på lydprøven. Folk klapper dog lidt forvirret.
Bruus går rastløst rundt på den lille scene, som om han befinder sig i Store Sal, men hans uro forplanter sig ikke som energi – snarere som distraktion. Hans vokal er skæv på den charmerende måde, men lander for ofte i det uskarpe. Hammerich derimod holder sig i baggrunden, blikket mod jorden og pandehåret trukket ned foran øjnene, og selvom attituden er underspillet, er hendes bidrag til musikken med vokal og guitar med til at hæve musikkens niveau markant. Hun leverer på et tidspunkt en simpel, men overbevisende guitarsolo, og selvom hun ikke fylder scenen, så bærer hun musikken. Hvis det stod til mig, kunne hun med lethed tage projektet solo – lidt i stil med Elias Rønnenfelt.
På “Borderline” tilføjer producer og guitarist Frederik Valentin et fint lag med mundharmonika og en skrigende blå-gul bøllehat. Her får nummeret lidt mere tempo og fremdrift, og Blush lyder næsten som en lo-fi undergrundsversion af The War On Drugs med en snært af noget alternativ country. Publikum nikker lidt med hovedet i takt og kvitterer med aftenens største klapsalve.
Men det moment bliver ikke fastholdt. På “Hate Myself for Loving You” tager Bruus en ustemt guitar frem, som han tænker lyder fint efter at have slået alle strengene an. Den laissez-faire æstetik, som projektet gerne stiler efter, kræver skarphed for at fungere – og her bliver det i sidste ende for løst og flosset til at kunne leve op til niveauet. Hammerich er igen ude med redningskransen med et stærkt tema og musikalsk overskud, mens Bruus kæmper med at synge og spille samtidig.
Sidste nummer “Two To” forløber uden de store udsving. Der bliver stadig kæmpet med at ramme hinandens klang og holde lyden samlet. Og da nummeret klinger ud, får de knap nok sagt tak og vender sig straks for at gå ud af scenen – de går bare ud. Publikum står igen tilbage, efterladt med tvivl: Var det dét?
Blush har uden tvivl potentiale. Deres univers rummer følsomhed, fine melodier og en slags tilbagelænet nerve. Men lørdag aften under SPOT Festival manglede de energi, risikovillighed og tilstedeværelse.
