For dem, der havde sejlet rundt i et skybrudsramt telt hele natten – og givetvis også dem, der havde fået nok af de tårnhøje temperaturer – var torsdagsmorgenen kærkommen med sin (næsten) skyfri himmel og milde kølighed. Den første morgen-derpå efter den første rigtige musikdag, hvor man har pladsen for sig selv, inden verden vågner, er generelt bare lidt magisk. Ingen kø til paptallerkenmorgenmad hos Meyers, endnu ubetrådte stier og netop rengjorte toiletter. Ah, ensomhed, min ven.
Efter nævnte BMO-session og få timer efter jeg havde scoopet op til flere deciliter vand ud fra mit teltgulv med låget på min solcreme, befandt jeg mig igen foran Avalon. Klokken 13:00 gik Jessica Pratt på scenen efterfulgt af sit fire mand (m/k) høje band og kunne efter lidt tekniske vanskeligheder sætte lyd til en af dagens første koncerter med sin æterisk smukke “World on a String”. Dét er i det hele taget en beskrivelse, man – lidt for nemt måske – kunne sætte på stort set alle hendes numre. Der er noget nærmest overjordisk ved hendes univers og særligt også ved hendes let nasale vokal, som er domineret af en skrøbelig vibrato, der lyder, som hvis hun havde en vintage mikrofon indbygget i halsen – eller noget i den retning.
Mest af alt føles det, som om hendes lyd svæver et sted oppe i nogle tynde luftlag, eller i hvert fald et sted hvor alle samtaler foregår med en hvisken. Det gjorde Pratt også når hun sporadisk tiltalte publikum, genert som hun (og resten af bandet i øvrigt) fremstod; ansigtet skjult bag sit pjuskede hår og alle med næsen nede i deres instrumenter eller mikrofon. Men så stramt, som de spillede, gjorde det mig absolut ingenting, for de havde tilsyneladende travlt med at gøre det, de gør bedst.
Meget karakteristisk for især hendes seneste album, This is the Pitch, er en tropicalia/brasiliansk percussion-side, som også i dag fik lov til at træde frem takket være en særdeles fintfølende trommeslager og den rolige modtagelse af koncerten fra publikums (muligvis trætte) side. Der var plads til, at både triangel og kastagnetter kunne skære igennem, og på flere af numrene var dette det eneste slagtøjsinput til et også ret akustisk domineret set, hvad der også tillod, at den sagte flerstemmighed mellem Pratt og bassist/korsangeren kunne fylde.
Det fine ved koncerten var, at den godt kunne bære at køre i ét og samme gear hele vejen, uden at jeg i hvert fald ønskede mig en ændring i intensitet. Det var rent ud sagt bare overdrevet lækkert at stå passivt og tage imod bandets vist nok statiske – i hvert fald ikke alsidige i variation – men stadig uovertrufne 60’er vestkystmelodier, der med både saxofonist, fornøjeligt korg-spil og veldrejet fingerspil på den akustiske guitar emmede af solskin og nærmest terapeutisk omsorg. Så selvom bandet skyndte sig af scenen med øjnene i gulvet, følte jeg at Jessica Pratt og co. gavmildt gav mig og resten af de fremmødte en blød krammer og start på musikdagen.
Der var dog ingen tid til at dvæle ved dén følelse, for tværs over pladsen på Gaia skulle Flock vende stemningen på en tallerken (og også semi-opfinde den dybe). Den engelske multiinstrumentale gruppe bevæger sig i et mærkværdigt rum mellem jazz, calypso, 80’er-elektro og, ja, det ydre rum. Man kan godt blive bekymret, når man læser den slags beskrivelser under samme bandnavn i et festivalprogram, men jeg (og så vidt jeg kunne dømme, øvrige tilskuere) blev absolut ikke skuffet over bandets opfindsomhed.
Trods den tilsyneladende genreopblødning var det en meget elegant præstation med organiske overgange mellem alle numre og perfekt timede given bolden videre fra én spiller til den næste. Således fik både xylofonist/mundharmonikanist, keyboardspiller, trommeslager og alt-saxofonist eget råderum over lyden i en stund, men ikke på den klassiske jazz-solomåde, til trods for at musikernes skoling efter sigende er sket i regi af jazzverdenen. Snarere var de utroligt snilde til at skrue op og ned for intensitet og ændre form, på en måde så det ene medlem efter det andet fik overtaget. Et vaskeægte kollektivt projekt, må man sige. At de så ovenikøbet sluttede koncerten af med en næsten lidt akavet fællessang, som var vredet ud af et længere, netop afsluttet, techno-agtigt støjfremstød, cementerede, at bandet virkelig har fat i en musikalsk opskrift, der er både sjov og unik.
Mens hele verden imens var henne og høre det nye danske pop-håb, Aphaca (eller opleve dem fra flere kilometer væk, at dømme efter masserne rundt om Arena), var Seu Jorge i gang med at demonstrere, hvordan håbet ser ud, når det udmunder sig i hardcore international anerkendelse. Selvom Seu Jorge, der er en af de største baile-musikere ud af genrens hjemland (Brasilien), ikke nødvendigvis har mange personlige fans i Danmark, så var det et absolut velcastet navn til denne torsdag eftermiddag. Heldigvis var solen højt på himlen, (ellers havde det været jævnt akavet med alle de sange om at elske dans og sommer), og folk var synligt begejstrede over at være i nærvær med et så afsindigt velspillende og afsindigt stort band (var de omtrent 1000 på scenen?)
Måske var der kun lige et enkelt nummer, man kunne synge med på, (for han spillede jo ikke sine David Bowie-covers, vel), men fadøl og føder kan også synge. Det strømmede til med børn, voksne og ældre, der skulle helt op til hegnet og danse deres lidt forkrøblede, hvidmandssalsa – men hallo, Orange feeling, der er ingen der kigger. »Do you like bossa nova?« spurgte han henkastet med sin gravdybe baryton, og det kunne vi.
Selvtilliden på scenen fejlede heller ikke noget, kunne jeg høre, da jeg lidt før tid bevægede mig væk fra Orange Scene, og hele bandet chantede hans navn. Da “Mais Que Nada”, det nok mest kendte bossa-nummer udenfor Brasilien, gjaldede udover hele pladsen som afslutningsnummer, fik han hamret det sidste søm i kisten indeholdende alle de andre bossa-bosser.
Aftenen var fuld af andre kæmpe-bosser, selvom ikke alle havde et anerkendt navn at gemme sig bag. Én af disse var for mig Sanam, et af de dér shows man ikke selv havde anet, man gerne ville se, men som mere vidende venner hev én med til. Og tak skæbne for det. Gloria (som for øvrigt sjældent har set mere indbydende ud end den gør i år, klædt i et tykt bagtæppe af planter, og bag planterne et betagende lag lys) var vært for det libanesiske postrockband, der benovede, men fuldt indlevede, tonede frem i mørket og gav de fremmødte en helt unik oplevelse udi støjens nuancer.
Det skorter efterhånden ikke på bands, der – bevares, ofte ganske vellykket – bevæger sig i spændingsfeltet mellem orientalsk tonalitet og (vælg selv): syrerock, elektro, jazz, mv. Her befinder Sanam sig måske også et sted derimellem. Og alligevel kunne man ikke helt sætte en finger på, hvad der gjorde dem så unikke: Var det oud-spillet fra den knælende kvinde ved scenekanten, den meget alsidige brug af vokalen (skiftevis skrigende, tungt indåndende, messende på arabisk), eller den konstant stigende intensitet i mange af numrenes opbygning, der gjorde, at koncerten sad så lige i skabet? Nok alle de førnævnte. I hvert fald var jeg fuldkommen opslugt og fuldstændig med på den desperate kalden på ekstranummer, der opstod til sidst – trods Roskilde Festivals totale forbud mod sådanne hedenske praksisser. Alligevel skete det, ah, forløsning! De seks troppede tilbage på scenen og gav os endnu en runde i deres vanvittigt velspillede kraut-smadder. Her er absolut et band, jeg nu har opdaget, som jeg tager med mig efter festivalen.
– Fotos: Mathias Kristensen og Christian Hjorth
