Århusianerbandet Sky Architects bevæger sig i postrocken med smukke, intense og dragende lydflader. Et udtryk, der mestendels fungerer for dem, men som fra tid til anden dog skæmmes af den kedsommelige vokal.
Skribent - Anders Büchert
Greg MacPherson: Disintegration Blues
Greg MacPhersons syvende studiealbum er en småkedelig oplevelse blottet for videre interessante bekendtskaber. Dertil er instrumentering og i særdeleshed producering for slatten.
Lia Ices: Grown Unknown
Lia Ices' andet album er småavantgardistisk stemningspop a la danske Our Broken Garden. Med en god sans for smukke, men simple kompositioner og en bevidsthed om sit eget univers, må Grown Unknown bestemt betegnes som en flot plade.
White Lies: Ritual
White Lies’ andet album er en omgang kølig electrorock, der vil egne sig særdeles godt til stadionkoncerter. Manglen på stemning og univers medfører dog, at man hurtigt begynder at kede sig over gruppens syntetiske og letgennemskuelige udtryk.
Sun Airway: Nocturne of Exploded Crystal Chandelier
Sun Airways' debutalbum er voldsomt, koldt og kynisk, men det er også fantastisk overvældende og stemningsfyldt. Tager man kampen op mod albummets mange synthinfernoer, skal man nok blive en stor lytteoplevelse rigere.
Paul Smith: Margins
Maxïmo Park-frontmandens solodebut er en kedsommelig og intetsigende udgivelse komplet blottet for nerve og intensitet. Mest af alt minder den om en række demoskitser og vidner om, at den kreative proces halter uden bandkammeraterne i Maxïmo Park.
Little Black Dress: Snow in June
Little Black Dress mestrer shoegazerens virkemidler. Desværre er hverken stemninger eller kompositioner gennemslagskraftige nok til at gøre værket til meget mere end en behagelig lytteoplevelse – dertil fremstår det for anonymt.
Dreamend: So I Ate Myself, Bite by Bite
Stilen på Dreamends seneste udgivelse er svær at sætte en finger på. Det sære genrekog giver et interessant sammensurium, der dog desværre ikke kan bære mange af de lettere uinteressante kompositioner, der er at finde på albummet.
Small Black: New Chain
Variationen er ikke overvældende på Small Blacks debutalbum, der bevæger sig i et behageligt synth-univers. Der er et højt bundniveau, men albummet har unægtelig et præg af anonymitet over sig, man godt kunne have været foruden.
Munch Munch: Double Visions
Munch Munch er progressivt som bare pokker, men selvom kvartetten stedvis har noget at byde på, fremstår Double Visions i sin helhed som uforløst, da det maskinelle og synthesizerbårne univers ikke kan bære albummet.
Les Savy Fav: Root for Ruin
Les Savy Favs femte fuldlængdeudgivelse er en sand energibombe, som uden tvivl vil blæse et livepublikum omkuld. Helt så interessant er det ikke i albumform, og Root for Ruin fremstår derfor flere steder som en noget uforløst affære.
Skjult: De sy7 dødssynder
Skjults debut er et konceptalbum om de syv dødssynder. Et ambitiøst projekt, der dog er så enerverende teatralsk, at det lyder som soundtracket til en gyser-B-film.
Some Speak of the Future: Fall/Run EP
Fall/Run er ikke ligefrem en udgivelse i originalitetens tegn, men de indadvendte, melankolske sange fremstår alligevel særdeles stærke for lytteren med hang til det eftertænksomme.
El Guincho: Pop Negro
På Pop Negro blander El Guincho et væld af genrer og skaber deres eget originale psychpop-univers, der dog godt kunne trænge til lidt mere variation på de enkelte numre.
Coco Moon: s.t.
Coco Moons minimalistiske synthpop har stedvis hitpotentiale, men fremstår i sin fulde spilletid som en lidt for sukret oplevelse blottet for større kreative indspark.