Slapp Happy var et usædvanligt popband, der elskede at flirte med det avantgardistiske, især i mødet med bands som Faust og Henry Cow. Her er en guide til at finde rundt i de forskellige konstellationer.
Skribent - Mads Jensen
Blondie: Parallel Lines – enkel coolness
Blondies powerpopklassiker Parallel Lines er indbegrebet af coolness og indeholder et af verdens ubetinget bedste numre. I tilgift kan pladen i sig selv vende enhver situation til det bedste.
…And You Will Know Us by the Trail of Dead: Festival Thyme EP
Et enkelt lyspunkt på ...And You Will Know Us by the Trail of Deads seneste ep er ikke nok til at opveje indtrykket af en grå, uformelig masse af en plade. Den efterlader intet indtryk og er, set i lyset af den efterfølgende fuldlængdeudgivelse, en helt og aldeles ligegyldig plade.
Serena-Maneesh: Montrose Cadaveric (Revevise)
To år er gået, siden shoegazer-gruppen Serena-Maneesh udgav deres udmærkede debut. Nu er de klar med en syvtommer-opfølger, der dog ikke er interessant nok til at indfri forventningerne til bandet.
Phosphorescent: To Willie
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så "ucountry’sk" plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
Diplo: Decent Work for Decent Pay
Hvis der er en producer/musiker, der kan lægge et beat ned, som et beat skal lægges ned, så er det Diplo. Decent Work for Decent Pay er dog hverken det stærkeste eller det vigtigste projekt, han har været involveret i, men det er ikke detso mindre festligt som meget lidt andet.
The Pierces: Thirteen Tales of Love and Revenge
Hvis man har en 13-årig kusine, som synes drenge er spændende, og forældre er nederen, og man gerne vil udvikle dette livssyn i stedet for hendes musiksmag, når man skal købe julegave til hende, så er The Pierces måske lige sagen. Thirteen Tales of Love and Revenge er ligegyldig pigemusik, der er hurtigt glemt.
Death by Kite: Wave I
Death by Kite fornyer sig på Wave I – den første ep i en trilogi – men ikke helt så meget, som man kunne ønske sig. Selv om pladen aldrig skuffer, så imponerer den heller ikke. Bevares, det er bestemt fire gode sange, men de hverken genopfinder eller redefinerer hjulet.
Nagisa Ni Te: Yosuga
Yosuga er en behagelig folk’et plade fra den efterhånden veletablerede, japanske duo Nagisa Ni Te. Det er et rart bekendtskab, der er, hvad det giver sig ud for, hverken mere eller mindre. Og sådan skal en folk-plade være. Tilgængelig, men ikke overfladisk.
Absentee: Victory Shorts
»En countryinspireret rockplade med en mørk mandevokal? Hvad nyt er der i det,« spørger du. Svaret er: »Intet.« Man kan ikke rigtig sige noget om denne plade, som ikke er sagt 100 gange før, men ikke desto mindre er det en rigtig god plade. Det ændrer manglende originalitet ikke på.
Port O’Brien: All We Could Do Was Sing
Port O’Brien følger på All We Could Do Was Sing strømmen i en sådan grad, at pladen preller fuldstændig af på lytteren. Det er virkelig bare endnu en indierock-plade med lidt countryreferencer her og lidt støjrock-referencer dér. Det er kedeligt, og det er forudsigeligt.
Kim and the Cinders: s.t.
Når Kim and the Cinders er bedst, spiller de god, country-inspireret rock, som man kender det. Når de er værst, prøver de med gakkede, eurodance-inspirationer. Alt i alt er det en anstændig plade uden de helt store op- eller nedture. Men den figurerer næppe længe i hukommelsen.
Martina Topley-Bird: The Blue God
The Blue God er en blandet oplevelse. Den er på sin vis charmerende, men den er ikke interessant. Melodierne er ganske vist catchy, men de er så polerede og radiovenlige, at der desværre ikke gemmer sig ret meget under overfladen.
Pattern Is Movement: All Together
Pattern Is Movement har begået en på alle måder sympatisk plade. Alligevel bevæger den sig lyt for lyt tættere på bunken med plader, man egentlig godt kan lide, men alligevel aldrig får hørt. Den indeholder ellers en stribe gode sange fremført på kompetent vis, men lige lidt hjælper det i sidste ende.
Joan As Police Woman: To Survive
Joan as Police Womans sidste album var en skrøbelig sag, der var ret krævende at lytte til på grund af sin tunge melankoli, men på To Survive er det, som om Joan Wasser har løsnet op. Den nye plade er mere optimistisk og easy going, og det gør den til en sand fornøjelse at lytte til.
Santogold: s.t.
Santogold er den oplagte plade til din fest. Her er noget for enhver smag. Det hele er poppet og let tilgængeligt. Det er pladens styrke, men også dens svaghed.
Majessic Dreams: Beautiful Days
Beautiful Days er en rigtig behagelig folk-plade. Men dens behagelighed er også dens akilleshæl. Den består nemlig af ensformige sange, som man nyder uden rigtigt at lytte. Noget synderligt indtryk efterlader den altså desværre ikke.
Dengue Fever: Venus on Earth
Nok er fem af de seks medlemmer pæreamerikanske, men det er det ikke-amerikanske, der dominerer Venus on Earth. Bandets hovedinspiration samt forsangerinde er nemlig fra Cambodja. Og når cambodjansk pop møder psych, kan det være overraskende vellykket.
M83: Saturdays=Youth
Det seneste M83-udspil er en rigtig fin forårsplade. Opløftende og lys i sit udtryk, men også skrøbelig. Præcis som en forårsforelskelse. Men lytter man for meget til den, bliver den en smule kvalmende og går fra at lyde som Romeo og Julie til at minde om et Danielle Steel-drama.
Annemarie Zimakoff: Ivory
At en god vokal alene kan begrunde begejstringen for en plade, er der næppe mange, der er i tvivl om, men at en god vokal alene ødelægger en plade, ser man mere sjældent. Ivory kunne have været en helt anstændig singer/songwriter-plade, men den ødelægges af vokalfraseringer, der aldrig tager ende.