Baby In Vain vil ikke kaldes grunge, men alligevel følte man sig hensat til endnu en regnvejrsdag i Seattle under pigernes velbesøgte koncert. Efter indledende lydproblemer blev der rig mulighed for både headbanging og pogo til den tunge og stilsikre lyd, der dog stadig har plads til forbedringer.
Travelling Tribes udforsker legesygt worldgenren og har mange spændende elementer i spil – lidt for mange til tider. Eftermiddagens koncert var dog alt i alt en behagelig, stemningsmættet rejse med masser af musikalsk overskud.
Menneskehavet, der fyldte hele området omkring Pavilion Jr., var ikke til at tage fejl af: Møs popularitet disse dage kan ikke undervurderes. Selv de mest korslagte arme måtte overgive sig til hendes velsmurte hitmaskineri, der dog forløb uden store overraskelser.
Navneløs har deres unge alder til trods imponerende godt styr på både udtryk og indhold og fik trods startvanskeligheder leveret en overbevisende koncert. Desværre blev der i lang tid givet for lidt plads til en af deres største forcer, Lin Rosenbecks skiftevist skrøbelige og dramatiske stemme, der druknede i instrumenteringen.
En aften i selskab med Suede går meget sjældent galt. Koncerten i Lille Vega var alt, hvad man kunne forvente af den utrættelige cirkushest Brett Anderson og co., men flere overraskelser i sætlisten og stille øjeblikke havde været velkomment.
Drøm dig op under teltdugen, få en punklussing fra morgenstunden, oplev en samling 17-årige piger med en forkærlighed for Kurt Cobain, eller stift bekendtskab med et band, som du ikke havde den fjerneste idé om eksisterede. Jo, der er rigeligt med tilbud i dagens Roskilde-anbefalinger.
Dommedagssmadder, en af klassisk americanas grand ol' men og en horde af spydige og skarpe hiphop-tunger. Undertoner fortsætter sin guide til de bedste koncerter på Dyrskuepladsen.
Still Corners blander på deres andet album drømmende shoegazerpop, minimalistisk electronica og retro-femme fatale-lyd i én stor, ambitiøs pærevælling og slipper ganske godt fra det - dog ikke helt uden vanskeligheder.
Det handler om kærlighed, men undgår fornemt det banale. Laura Marling har begået et kringlet mesterværk af et konceptalbum: forvirrende, overvældende, imponerende og slet ikke til at få hold på.
Et af alletiders sejeste bands er tilbage, og aftenens My Bloody Valentine-koncert var som håbet et nostalgisk støjbombardement med en drøm af en sætliste. Lydproblemer forhindrede dog en væsentlig del af magien i at udfolde sig.
Med to øl i hånden og en misundelsesværdig hårpragt, der skjulte det meste af ansigtet, gik Kurt Vile på scenen sammen med The Violators og leverede slackerrock, der levede op til - næsten - alle forventninger.
Trods titlen er der ikke meget spænding ved !!!'s femte udspil, som er gruppens måske lettest tilgængelige til dato.
Inden det genopståede, legendariske britpopband Suede giver koncert i Tivoli, holder de en unik koncert i intime rammer i Lille Vega den 26. juni.
Dommedagsrøsten alias Anders Rhedin er tilbage. Temaet denne gang er piger, men det er desværre ikke nær så vellykket som på debut-ep'en fra sidste år. Lidt variation ville klæde Dinners skarpt optegnede univers, hvor monotonien trænger sig på.
Som ventet er norske Dråpes debutalbum luftig dreampop lige efter bogen: drømmende, sart vokal pakket ind i sfæriske guitarflader fra start til slut. Det er ikke svært at høre, hvor inspirationen kommer fra, og Dråpe bliver desværre aldrig synderligt interessante eller originale i deres udtryk.
Claus Høxbroe er så meget beatpoet, at han har det tatoveret på sine hænder. Samfundskritikken kommer dog lidt for sløvt til udtryk på dette album, der kunne have nydt godt af et mere varieret lydbillede, et strammere format og lidt mere galskab.
På den forgange Roskilde Festival mødte Undertoner The Beardy Durfs til en snak om Roskilde Rising, D.I.Y., Beach Boys og frem for alt den støj, som de udsætter deres publikum for.
Thurston Moores nye band, Chelsea Light Moving, har ikke begået noget mesterværk. Men det er lyden af 10 vilde heste, og hvilken lykke er det ikke efter de seneste, lidt trætte Sonic Youth-udgivelser.
Yderst produktive Keith Canisius er tilbage i velkendt farvand, hvor den sfæriske dreampop regerer. Ambitionerne er store, men ensformigheden trænger sig på.
Der er ingen tvivl om, at kunstneriske ambitioner og talent går op i en højere enhed hos Navneløs. Alligevel udebliver den helt store wow-faktor, der ellers var potentiale til. De musikalske forbilleder fornægter sig ikke, men EP er trods alt en imponerende debut.
