Få kan som First Aid Kit excellere i vokalharmonier, autentisk 70'er-retro og publikumskontakt. Der var ikke en finger at sætte på søndagens optræden i Store Vega, og Undertoners anmelder smed fordommene og lysten til at komme hjem til tv'et med det samme.
Det er et både foruroligende og dragende Los Angeles, der besynges af Dinner. Den maskinelle, synth-bårne postpunk lykkes generelt ganske godt på denne ep, der dog savner en snert af variation.
10 års jubilæet for duoen fejredes i Store Vega med en koncert i røg og damp, der mod slutningen mindede Undertoners anmelder om, hvorfor hun engang faldt for The Raveonettes.
Valby Vokalgruppe har som forventet skabt et mærkværdigt, legesygt album, der balancerer på en hårfin grænse mellem det kedelige og det sprængfarlige. Absolut ikke for utålmodige sjæle.
Shoebill Garden er et vellykket mellemspil inden danske Let Me Play Your Guitars svære toer, der skal cementere langtidsholdbarheden og potentialet.
Radio24syv vil vise, at kanalen tager musikken seriøst og har derfor lanceret konceptet Monogram - blandt andet i form af en pladeudgivelse, hvor seks danske kunstnere har indspillet tre numre hver direkte ned på vinyl. Det er naturligvis svært ikke at bifalde.
Jens Lekman har ondt i hjertet, og det er der kommet et absolut fremragende og meget helstøbt album ud af. På vanlig vis blandes det livskloge med det fjollede, det smukke med det kitschede i en underfundig og dybt personlig cocktail, der fortsat imponerer.
Nikolaj Nørlund og band leverede som forventet en særdeles vellykket aften med det stort anlagte show i koncertsalen i DR's koncerthus.
Cat Power er efter to lidt for tandløse album tilbage i det dystre hjørne på sit måske mest modige udspil til dato - nu tilsat synth.
En gennemgående dårlig lyd skæmmede desværre Dum Dum Girls' optræden, og resultatet blev en underlig, amputeret fremførsel af de ellers glimrende støjpopperler.
Christian Hjelm debuterer som solist på dansk, og det er en udsøgt fornøjelse at lægge ører til hans charmerende nostalgi. Kun enkelte irritationsmomenter skæmmer sensommerens vemodige soundtrack.
Trods anmelderens skråsikre forestillinger var der ikke lagt op til eftertænksom, akustisk post-skilsmisse/post-Sonic Youth-rock fra den aldrende king of cool. Thurston Moore-kaoset lever fortsat og har det godt.
Guldglimmer, girlpower og masser af sexappeal. Santigold delte gavmildt ud af det hele i sit über-velkoreograferede show, der dog lige manglede en ekstra tand for at blive den helt store afslutningsfest.
De stakkels svenskere havde alle odds mod sig - først smeltede harddisken, og dernæst blev den ellers smukke dreampop skæmmet af en elendig lyd. Det tog 30 minutter.
Mew spillede alle de kendte hits, som teenagepigerne ville have, under den ganske vellykkede koncert, der dog aldrig blev rigtig sindsoprivende.
Cold Specks kunne overdøve hele Dyrskuepladsen med sin drøm af en stemme og formåede at løfte sit i forvejen stærke materiale til nye højder.
Lee Ranaldo kan sagtens selv uden sit berømte band og slog endnu en gang fast, hvorfor han er en af verdens ypperste guitarister.
Det var et rent sansebombardement, da The Megaphonic Thrift indhyllede Pavilion i deres drømmende og melodiske støjrock.
Apparatjik balancerede mellem kaotisk totalteater og elektronisk fest i et show, der i sin helhed fremstod for usammenhængende og overkonstrueret til rigtigt at være et kreativt frirum.
Læg et bagkatalog i særklasse, en stadig lige gribende weltschmerz-vokal, et band sammenspillet til perfektion og et lykkeligt publikum sammen, og du har torsdagens tre timer lange The Cure-koncert.
