Skribent - Sabina Hvass

Solen brager ned over de mere eller mindre forbrændte næser udenfor Pavilion, mens et smil breder sig pa de førstankomne under teltdugen foran scenen. Vi er på Roskilde Festivals “første musikdag”, og King Gizzard and the Lizard Wizard byder velkommen til de der har lagt vejen forbi med et: »Hello friends!« Vennerne skal nu være vidne til det australske bands lyd, der efter seks album spænder over et bredt repertoire af formudfordrende, DIY psych og indiepoppet garagerock. Bandet sætter et højt tempo for dagen med numre fra deres seneste udgivelse I’m in Your Mind Fuzz. Mundharmonika-stykker går i symbiose med de to trommeslagere, der igen bakker intet mindre end tre guitarer op. Skiftevist forsvinder de ind og ud fra hinandens melodiøse og vrælende fuzzjams. Flere gange bruger forsangeren sin guitar som geværattrap i frontalt angreb med de forreste rækker, der hopper rundt i begejstring. De uforudsigelige kompositioner og nøje afmålte jam-seancer tager ofte fusen på det tydeligt fesstemte publikum. F.eks. på Cellophane, hvor guitarriff parres med mundharmonika og en bas længere fremme i lydbilledet. Sammen med en topenergisk levering fungerer nummeret som en tidlig højdespringer i sættet. Et flag påmalet: “Fuck you, I’m a wizard” svæver stolt henover publikum, mens frontmanden nu har kastet sig over en tværfløjte, og i parløb med guitarer leverer hooks, der får temperaturen til at stige på Pavilion. God energi sendes frem og tilbage fra scenen – fra frontmandens solo udført headbangende til publikum, der hujer efter mere og klapper endnu hårdere i takt. Det er et imponerende træk, at bandet holder publikum engagerede når de f.eks. dæmper farten eller lydniveauet ned til et sagte slag på hihat og et repeterende basriff. »We’re just gonna chill out« bliver der annonceret og herfra starter endnu mere changerende farver. Et 3/5-dele, Dave Brubeck-agtigt, groove og en fantasifuld guitar afløses af et uptempo mellemstykke, der sender de syv medlemmer på en omfart til mere blues og jazzinficeret rock. Derudover spiller bandet yderligere med forskellige nuancer når de trives så meget i i sangene, at de tåler flere tempi. Den eneste finger, jeg vil sætte på en ellers energisk og velspillet koncert, er vokalernes momentane gemmelege i de mange instrumentale udladninger. Lidt sludren mellem numre fra scene til lydmand kunne også afsløre tre forskellige effekter på scenemikrofonerne. Teknik til trods var det dog en sand fornøjelse, at se hvor ubesvaeret King Gizzards komplekse numre blev leveret, og hvordan overgange mellem numrenes forskellige temperamenter blev udført med et tydeligt overskud. Slet ingen tvivl om at Pavilion med den rockede profil fik en fantastisk start på årets festival med besøg fra det australske.