Det danske soloprojekt Silver Falls debuterer med ep'en We All Have to Breathe. Den blide electronica klinger af poesi og følsomhed, men inspirationskilderne træder for tydeligt frem, og kompositionerne er for stillestående til at holde ensformigheden væk.
En smadret elguitar, excentrisk stemmeføring og en trommeboks. Mange flere elementer har Wolf Parades Dan Boeckner og hans forlovede ikke tilladt at medvirke på duoens debut. Det stiller høje krav til sangenes kvalitet – krav, som ikke helt indfries.
"BOXER COMING" stod der længe på The Nationals hjemmeside. Som var kvintettens nye album en respektindgydende person, der nærmede sig faretruende. Måske er den god nok. Med intelligent benarbejde og de gule handsker surret fast til hænderne bokser The National sig i al fald op blandt vor tids største rocknavne.
Man taler ofte om den gode plade at gå sommeren i møde med. Hvis du ønsker en indholdsrig sommer, kan jeg ikke anbefale The Great Investigation. Svenske Ronderlins 10 nye kompositioner er baseret på kalorier af så luftig karakter, at de letter fra jordens overflade og flyver væk. Ikke at man savner dem.
Amerikanske The Apples in Stereos soundtrack til sommerens hotteste dage rummer hele 24 sange, hvilket unægteligt gør det svært at tale om en koncis helhed. Men omvendt ligger det overvældende sangmateriale godt i tråd med den lidt viltre, gakkede kreativitet, der lader til at være gruppens æstetiske mål.
Low goes electronic. Efter et par plader med guitarerne som den primære sparringspartner har gruppen kastet sig over samplinger og programmeringer og har således skrevet 13 minimalistiske kompositioner fulde af klikkende sortsyn og intelligent vokalarbejde. Et af årets hidtil bedste udspil.
Efter et veludført benarbejde af ep'er og koncerter er den danske rockkvartet Utah klar med debuten Strength in Numbers. Den vidner om et band, der kan sit sangskrivningsmæssige håndværk, men stadig mangler dén sagnomspundne ubekendte, der adskiller bandet fra deres musikalske referencer.
Den amerikanske rock-kvartet Shipwreck har et par ep'er og en enkel fuldspiller bag sig. Stadig uden signing forsøger de sig nu endnu en gang med ep-formatet, og det er der kommet et par udmærkede sange ud af. Men ikke overraskende mangler det samlede resultat personlighed.
På det kvalitetsbevidste selskab Bella Union udgiver Robert Gomez sit debutalbum, der blænder op for 12 sikkert skårne pop/rocksange, som i deres stilsikkerhed aldrig træder forkert. I den lidt undereksponerede produktion får kompositionerne dog heller aldrig helt det liv, de virkelig fortjener.
De nærmest todimensionale popsange, der før var The Shins’ varemærke, har overladt scenen til mere eftertænksomme og fintvævede kompositioner. En ditto dybere produktion understreger de tråde af modenhed, der sammen med søvnløshedens forbandelse trækkes gennem Wincing the Night Away.
Danske Superhabit udgiver nu deres anden selvfinansierede ep. Og sandsynligheden for, at en tredje ep kommer til verden på samme måde, er overhængende stor, hvis ikke bandet finder et mere personligt udtryk. Musikken er hinsides det middelmådige, og teksterne – de er endnu værre.
Med en debutplade, der blot varer 28 minutter, melder amerikanske Welcome sin ankomst i indierockens garagesegment. Sangene er for så vidt udmærkede, men det er, som om bandet ikke er klar over, at dette segment efterhånden er ganske velfrekventeret.
Indiepop med stepdans. Det lyder risikabelt, men ikke desto mindre har amerikanske Tilly and the Wall droppet at have en trommeslager. I stedet byder kvintetten ganske bogstaveligt op til dans. Og langt hen af vejen er det en vellykket affære.
På papiret er Swan Lake et musikalsk drømmehold, bestående af tre stjerner fra den canadiske indierock-scene. Men ret beset er de 13 sange på debutpladen Beast Moans ikke det opløftende bekendtskab, man kunne håbe på. Sangene er ordinære og skjules bag et slør af prætentiøs, ustruktureret larm.
Til dig, der altid har opfattet klynkerock som et plus-ord. Og til dig, der går og længes efter et soundtrack til efterårets tusmørke. Og til dig, der går og dagdrømmer om en musikalsk hybrid mellem Postal Service og Radiohead: Du skal gå ned og købe det nye album med Uzi & Ari.
I spændingsfeltet mellem det digitale og det analoge har den engelske komponist Ryan Teague skabt ni fuldstændig unikke musikalske passager. Klassiske strygersektioner og harper filtrer sig sammen med pulserende elektronik, og syntesen er af ultramundan skønhed.
Når Jacob Bellens ikke har travlt med I Got You on Tape, har han sin gang i duoen Murder med makkeren Anders Mathiasen. Sammen har de skabt 11 smukke folk-kompositioner, der tindrer af desperat skønhed. Til sammen udgør de et af årets hidtil bedste danske udspil. Jeg er ved at være lidt træt af at høre Jacob Bellens, der synger i I Got You on Tape og pladeaktuelle Murder, blive sammenlignet med David Bowie. For det første har alle i denne verden deres helte, og i stedet for at fokusere på denne i og for sig ret naturlige og gode inspirationskilde kunne man koncentrere sig om, at Bellens er et unikt talent med et særegent og dybt inciterende udtryk, der ikke har sin lige på den danske rockscene. For det andet er rytmikken i Bellens’ vokal også helt anderledes end hos The Thin White Duke. Allerede lidt over et år efter debuten One Year From Now It’s My Birthday er Murder klar med deres andet udspil, Stockholm Syndrome, som på 38 minutter præsenterer 11 akustiske folksange, der sitrer af desperation og nødvendighed. Lydbilledet består af krystallisk guitarfingerspil, cello, klaver og fløjter. På dette grundlag synger Jacob Bellens sin sortsværtede og geniale lyrik med insisterende og let excentrisk stemmeføring. Nogle af de første ord man helt bogstaveligt bider mærke i på pladen er fra åbneren “Feast in My Honour”: »I was eating off the floor / every little apple core.« Så simpelt kan det suggestive billede skabes. Så få midler skal der til, før man som lytter føler sig hjemme i et musikalsk univers, og det er dét, Murder forstår, hvad angår såvel ord som musik. Pladen fordrer nogle gennemlytninger, før sangene skiller sig ud fra hinanden og bliver rigtig distinkte. De holder sig i det samme temperament og tempo, men efterhånden begynder forskelle og detaljer at træde frem, og det viser sig, at alle sangene hver især bærer deres individuelle signifikans. “When the Bees Are Sleeping” og “Applejuice” akkompagneres af søvnige surfguitarer, der leder tankerne hen på I Got You on Tape, mens et af pladens stærkeste kort, den geniale “No Future” pludselig mødes af blokfløjter og underskøn kvindevokal. Sangene lever hver især, men bidrager på samme tid til en mangefarvet helhed. Og modsat I Got You on Tape, som stemningsmæssigt hovedsageligt flirter med americanaen, kombinerer Murder denne støvede country-lyd med en anden melankoli, nemlig den skandinaviske, og det er i dette møde, at musikken for alvor gnistrer hul i lytterens hud. Ifølge pressemeddelelsen har succeskriteriet været at skabe den bedste danske folk-plade nogensinde. Om nøjagtigt dét er lykkedes, er svært at svare på. Men man kan jo passende købe pladen og dømme selv. Stockholm Syndrome er i hvert fald et af årets hidtil bedste danske udspil.
Med arrogante solbriller, lyserøde skrifttyper og kantede 70'er-frisurer på coveret til Marsmobils anden udgivelse er advarslen stukket ud. Det er cool og gennemført, men formen kommer lovlig ofte til at overskygge indholdet. Gode sange blander sig således med caféklingende lounge.
Minimum Chips har signet med det engelske label Moteer og er nu klar til at prøve europæerne af med Lady Grey, der samler højdepunkterne fra et par udgivelser i hjemlandet Australien. Sangene klinger af eventyr, men mangler paradoksalt nok lysten til rent faktisk at vove sig ud på spændende togter.
Headlights lægger med debutalbummet Kill Them with Kindness sikkert til i havnen for følsomme indiepop-bands, der giver sørgmodig, men catchy popmusik en lettere alternativ kant, hvad angår såvel arrangement som produktion. Elegant, smukt og kun momentvis anonymt.
