Sea Change er næsten lige så ensformigt, som resten af Becks karriere har været spraglet. Men det klæder hr. Hansen at fordybe sig i melankolien, og albummet er hans mest konsistente og langtidsholdbare til dato.
Plader
Thievery Corporation: The Richest Man in Babylon
Emiliana Torrini redder meget på Thievery Corporations tredje album, men hendes to gæsteoptrædender kan ikke forhindre, at helhedsindtrykket er fladt og alt for velbehageligt.
System: s.t.
Skaaning, Knak og Remmer har gjort det igen. På System har de tre med stor succes vendt vrangen ud på Future 3-lyden, så melodierne nu er skubbet i baggrunden til fordel for en afmålt og dog lun omgang dub.
The Good Life: Black Out
Cursive-frontmanden Tim Kasher folder virkelig sine fordrukne kærlighedshistorier ud på en tyst, men særdeles vellydende plade.
Nine Inch Nails: And All That Could Have Been
Trent Reznor pletter delvist sin hidtil rene rekordliste med en lettere usammenhængende liveplade, der savner mange gode numre fra bagkataloget – og trænger til en fyldigere lyd.
The Flaming Lips: Yoshimi Battles the Pink Robots
Værsgo at danse, synge, skråle - hvem andre end Flaming Lips er så dygtige til at gøre verden til et bedre sted?
Sierpinski: This Geography of Ours
Et gråtonet debutalbum, der rapporterer fra Leeds' triste betonkvarterer og midt i den melankolske postrock vover at antyde, at der er noget godt inde bag de kolde vægge. Hood-fans bør lytte nærmere.
múm: Finally We Are No One
Højdepunkterne på múms andet album er helt fantastiske, men de svage, stillestående numre midtvejs er et uheldigt hængedynd.
Mikael Simpson: Os 2 + lidt ro 2002
I et tyst og særdeles personligt lydunivers krydrer Mikael Simpson sin sangskrivning med knitrende elektronik og finurlige sangstrukturer. En aldeles yndefuld solodebut.
The Notwist: Neon Golden
Blandingen af indierock, electronica og melankolsk pop-finesse bliver næppe meget bedre end på Neon Golden.
Superheroes: s.t.
Endnu et skud fængende synth-fikseret pop fra Skives fineste eksportvare. Heller ikke med Superheroes rammer Thomas Troelsen og co. kategorien "mesterværk", men mindre kan også gøre det.
Malk de Koijn: Sneglzilla
Den bedste danske hiphopplade. Andet er det i bund og grund ikke nødvendigt at sige om Sneglzilla.
Manitoba: Start Breaking My Heart
Sikke en debut. Med én fod i Boards of Canadas karbad og den anden i zonen mellem jazz og post-rock manøvrerer Dan Snaith lytteren ind i en hyggelig udkant af IDM-land.
Nina Nastasia: The Blackened Air
Et nærværende og meget stemningsskabende album, der balancerer mellem at være en løs skitse og et aldeles storslået sadcore-værk.