Tag - Årets bedste plader

Artikler

Leth, Sangild, Krogh, de Thurah og Skov præsenterer: De bedste plader i 2006

Traditionen tro bragte vi i december en stribe tilbageblik på 2006, men én af artiklerne nåede aldrig at blive klar. Det er den nu: Vi har spurgt en række ikke-musikere til deres top 5 over de bedste 2006-plader. Se Kristian Leth rose Britneys eks, læs om James Lasts unge dage – og Leonora Christina Skov kan slet ikke holde op med at anbefale. (10.01.07)Hvert år sørger diverse musikmagasiner for at spørge musikere i hobetal, hvad der var deres største musikalske oplevelser i det forgangne år. “Så behøver vi ikke gøre det,” tænkte vi. Men lister er nu alligevel noget af det bedste, så vi kunne ikke rigtig lade være med at spørge nogen. Så nu har vi spurgt en række folk, som på den ene eller anden måde har noget med musik at gøre, men har mere travlt med at lytte end med at spille selv. Kristian Leth, vært på DR1-programmet Liga.dk The Knife: Silent ShoutEn mesterlig blanding af synth pop, dance (jo!) og noget andet mørkt, melankolsk og truende. Karin Dreijer Anderssons konstant forvrængede stemme kan lyde som Kate Bush det ene øjeblik på nummeret “Captain”, og som et empatisk men fremmedgjort rumvæsen på “From Off to On”. Og hendes bror Olof Dreijer har en eller anden uforståelig evne til at få de enkleste beats og programmeringer til at swinge fuldstændig hovedrystende fabelagtigt. “We Share Our Mother’s Health” er nok den ondeste club banger, hvide mennesker nogen sinde har lavet (prøv at sætte den på, festen kan ikke andet end at gå amok!), og man må simpelthen bare tage hatten af, når “Neverland” sender cadeau til selveste 2Unlimited’s gamle megahit “No Limit”. Den her plade er noget specielt. Det er en opdatering af Deep Cuts-pladen, hvor The Knife virkelig tog de første skridt ud i grænselandet efter debuten, der bare hed The Knife. Stemningen er blevet mere alvorlig (og mindre løssluppen), og hvor Deep Cuts var en brillant brainstorm, er Silent Shout mere et modent mesterværk. Justin Timberlake: FutureSex/LoveSoundsForbilledet Michael Jackson gjorde det for 20 år siden; allierede sig med tidens toneangivende producere og lod deres trendsættende lyd spille op mod det enorme geni, han selv bragte til bordet. Vægten er måske anderledes fordelt i dette samarbejde – man kan på den ene side diskutere, om Timberlake er genial, og på den anden side deler den efterhånden altfavnende og virtuose producer Timbaland spotlyset med Justin i en grad, Michael Jacksons samarbejdspartnere aldrig rigtig kunne. Men sandheden er, at det er i samarbejdet, at denne plade brillerer. Ligesom MJ’s (og Princes!) mesterværker formår pladen at være musikalsk moderne, historisk bevidst og endda dybt original. Numrene glider over i hinanden, og det forekommer ubesværet og legende, samtidig med at det hele hænger sammen. Nogle af pladens bedste momenter er at finde i outro’en til nummeret “Lovestoned” og i den lange Off The Wall-optakt til Årets Mest Fantastiske Popnummer, “My Love”. Snake And Jet’s Amazing Bullit Band: Building Garbage StructuresSom alle modige plader virker Snake And Jet’s ep som et projekt, der kun giver mening for bandet selv, men som vi lyttere bare kan føle os heldige at få lov at nyde godt af. Den dimension, vi får et indblik i, er en verden af film-referencer, gammeldags analoge musikflader og elektronisk musiks anarkistiske holdning til sangstrukturer. Snake And Jet udgiver selv deres musik, og laver selv alt, inklusive at få 13 instruktører til at lave 13 videoer til dem (se videoerne og download alt musikken på www.snakeandjet.dk). Derved er Snake And Jet også et udtryk for en bevægelse inden for DIY-musikken i dette land. Og de er flere kilometer foran resten af feltet, sådan cirka. Det er eksplosivt, fjollet og dybt alvorligt på én og samme tid. Hot Chip: The WarningThe Warning er en plade, der er let at være vild med. Popmelodier og mandestemmer, der minder om Paul McCartney i hans mere skitseagtige hjørne; produktioner, der opdaterer Daft Punks elektroniske dansefunk – og så en del rod, der liver gevaldigt op i det statiske.Det er ikke her, den store fordybelse skal findes. Men pladen er tilpas præcis og tilpas upræcis til, at man både kan danse og tænke til den. De gode melodier er grunden til, at pladen ikke bliver ligegyldig, og så de meget menneskelige vokaler, der er atypiske i denne del af musiklandskabet. Titelnummeret er den perfekte blanding af en slags Aphex Twin lite og et mærkelig melankolsk – og meget britisk – løfte om, at »Hot Chip will break your leg / snap off your head / Hot Chip will put you down / under the ground.« Band of Horses: Everything All the TimeDet, der afgør, om bands som Band of Horses er gode eller ej, er, hvorvidt de har intensiteten. Ligesom med andre af den nye patetiske rocks udøvere – f.eks. Arcade Fire og danske The Kissaway Trail – handler alt om, hvorvidt de i kan fange hele verdens opmærksomhed i de tre sekunder, vokalen eller en afgørende guitarakkord eksploderer ud i rummet. Hvis det ikke lykkes, står man tilbage med en stor ballon, der sådan lidt ynkeligt og selvhøjtideligt er sprunget i luften. Men hvis det lykkes, har du Band of Horses.Og så gør det ikke noget, at det ikke er verdens mest nyskabende plade, fordi man har den klump i halsen, man skal have, og man føler musikkens seriøsitet: at dette er det vigtigste i verden, mens det foregår. Dette er smerten, mens den forløses. Torben Sangild, Ph.D. i moderne kultur, forfatter til bl.a. “Støjens æstetik” 1. Under Byen: Samme stof som stofEn indadvendt intensitet uden lige. Verdens bedste plade i 2006. Den her plade handler om at få det bedste ud af det.Læs mere her: 2. Thom Yorke: The EraserSimplere end når resten af Radiohead er med, men en samling flotte sange, der gør det helt klart, hvilke dele af bandets melodier og lyd der er Yorkes bidrag. 3. Sunn O))) & Boris: AltarDoom-drone-kongerne Sunn O))) møder deres japanske pendanter, og sød, mørk støj opstår. 4. Scott Walker: The DriftJa, manden er krukket, men han kan tillade sig det, når der kommer dybt originale skønheder som “Audience” og “Buzzers” ud af det. 5. Tom Waits: OrphansDer er intet nyt under solen, og tre cd’er er måske lige i overkanten, men det er Tom Waits, når han er bedst, og ingen er som han. Især på Bastards lyder ingen anden som han. Lars Krogh, manden bag Bad Afro Records Hej, Altså, jeg fik en hjerneblødning og kunne pludselig ikke komme på nogle plader fra det forgangne år, som jeg VIRKELIG godt kunne lide. Så jeg har altså også medtaget nogle re-issues, der udkom i 2006. Håber, det er ok. [Det er det, Lars – red.] Hilsen Lars V/A: The In-Kraut vol. 2 – 2 x LP (Marina)Anden del af denne fantastiske serie af opsamlinger, der byder på “20 mindblowing beat, now sound, soul & soundtrack nuggets from Germany 1967-73”. Hvem skulle have troet, at Tyskland i denne periode var et sandt festfyrværkeri af funky musik? Ikke jeg i hvert fald. The In-Kraut er morsom, kitsch på et højere plan og forbandet groovy på én og samme tid. Og hvis man tror, at James Last ikke var cool i sine unge dage, skal man bare lytte til “Soul March”, der var b-siden til hans første single. Så har man det på plads! The Raconteurs: Broken Boy Soldier – LP (XL)Nuvel, White Stripes mistede pusten med Get Behind Me Satan, som jeg virkelig har prøvet at kunne lide. Men uden held. Raconteurs-albummet kom derfor som lidt af en overraskelse. Singlen “Steady As She Goes” var en af de mest iørefaldende rocksange i 2006, og overordnet var Jack White og Brendan Bensons frikvarter en af årets bedste rock skiver. Fin koncert på Roskilde ligeså. Isobel Campbell & Mark Lanegan: Ballad of the Broken Seas – LP (V2)Denne plade kan godt give associationer til samarbejdet mellem Lee Hazelwood og Nancy Sinatra. Isobel Campells spæde røst og Mark Lanegans buldrebas af en vokal snor sig fjerlet mellem hinanden, og det er der kommet en storslået plade ud af. Havde egentlig ikke regnet med, at dette var noget for mig, men i et år, der var lidt fattigt på rock plader, der for alvor skilte sig ud, blev den på pladetallerkenen i flere uger. Gram Parsons: The Complete Reprise Years – 3 CD boxset (Reprise)Det siges, at Gram Parsons stod fader til begrebet country-rock. Måske. Men det er uomtvisteligt, at hans to soloplader fra begyndelsen af 70’erne var mesterværker. De er begge med her samt en masse outtakes og ekstra sange, der viser hans indlysende talent. Balladerne med Emmylou Harris er fantastisk indfølte og poetiske, og skønt Gram Parsons fik et alt for kort liv, står musikken tilbage som et monument over den gode sangskrivning. V/A: Nuggets – Original Artyfacts From the First Psychedelic Era 1965-1968 – 2 x LP (Rhino)Ja-ja, under denne titel udkom også et forrygende boxset for nogle år siden. Denne udgave er dog en genudgivelse af den oprindelige dobbelt-lp fra 1972, hvor journalisten Lenny Kaye har samlet en række af de mest spændende navne inden for psykedelisk rock fra 60’erne. Her er den så igen som lækker dobbelt-lp i dobbeltcover og med fine liner notes. Det er fedt at høre pladen i den oprindelige form, og det er en perfekt introduktion til psykedelisk rock med navne som Chocolate Watch Band, The Remains, The Seeds, The Standells, The Electric Prunes, Count Five og mange andre. Martin de Thurah, instruktør, har lavet videoer for bl.a. Röyksopp og Futureheads Yeah Yeah Yeahs: Show Your BonesThe Knife: Silent ShoutCat Power: The GreatestI Got You on Tape: s.t.Rhonda Harris: Tell the World We TriedSonic Youth: Rather RippedMogwai: Mr. Beast Leonora Christina Skov, forfatter, mag.art, smagsdommer i DR2s Smagsdommerne Regina Spektor: Begin to HopeTori Amos har haft mit hjerte, siden jeg fik fat i hendes debut, Little Earthquakes, i 1993. Ingen over og ingen ved siden af til i år, hvor russiske Reginas big label-debut mageligt har overhalet Toris seneste fire-fem skiver med flere hyldemeter. Pladen åbner med et sæt rutschende ørehængere og slutter af med adskillige sange ti kilometer fra mainstream, teksterne er excentriske uden at være obskure, og stemmen er Tori, Billie Holiday og Fiona Apple i én. Er du til sidstnævnte, kan debuten 11:11 varmt anbefales. Feist: Open SeasonSidste år var mit yndlingsalbum Leslie Feists mega-sofistikerede Let It Die. What an album! I “Mushaboom” genopstår Rickie Lee Jones anno 1979, “Inside Out” blinker som de glade diskodage, og i “Tout Doucement” er Feist mere fransk end super-franske Camille (der også er et lyt værd!) Open Season er en så vellykket remixplade af Let It Die, at flere af mixene rent faktisk kan konkurrere med originalerne. Mest oplagt Gonzales’ version af One Evening.  Lauren Hoffman: ChoreographyI 1997 udsendte denne kvinde – Jeff Buckleys muse – MeGiddo lige oven i Fiona Apples Tidal. Pladen floppede, selv om materialet er fuldt på højde med Tidal og PJ Harveys ting. Hoffman gik kold, og først nu genopstår hun for alvor med det supermelodiske udspil Choreography. Stilen minder om Cat Powers The Greatest med store arrangementer, strygere, piano og gennemført sangskrivning. Meget langt fra den vrede debut, men lige så fedt. Er du til stilen, vil du også elske Leona Naess, Edith Frost og Nina Nastasia. Hem: Funnel Cloud2006 blev året, hvor jeg så småt fik ørerne op for folk, steel guitar og country twang. Først opdagede jeg Hem, dernæst Over the Rhine, og i øjeblikket udforsker jeg deres bagkataloger big time. Begge bands har kvinder i front, de turnerer også sammen, men Hems arrangementer er væsentligt mere overdådige på grænsen til grædende violiner. Funnel Cloud er deres fjerde album, og selv om jeg foretrækker nr. 1 og 2, er der stadig masser at komme efter her. F.eks. Sally Ellysons stemme, der aldrig har lydt smukkere. Camera Obscura: Let’s Get Out of This CountryLet’s do! Camera Obscura bliver ofte sammenlignet med Belle & Sebastian, fordi begge bands kommer fra Glasgow og dyrker dream pop og retrosound, men Camera Obscura er skævere, mindre prætentiøse og minder mig til stadighed om britiske Black Box Recorder. Utvivlsomt pga. humoren. Jeg ville have forsvoret, at det kunne blive bedre end udspil nummer to, Underachievers Please Try Harder, men dette er faktisk et nøk bedre. Toporiginal sangskrivning, større variation og verdens bedste harmonier. Andre fantastiske albums fra 2006:Cortney Tidwell: Don’t Let Stars Keep Us Tangled UpNeko Case: Fox Confessor Brings the Flood Josephine Foster: A Wolf in Sheep’s ClothingSugarplum Fairies: Country International RecordsLisa Germano: In the Maybe WorldSol Seppy: 1 2Rosie Thomas: These Friends of MineGileah: The Golden PlanesNatalie Walker: Urban AngelTrespassers William: My Hands UpIsobel Campbell / Mark Lanegan: Ballad of the Broken SeasNina Nastasia: On Leaving

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2006

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.