New Jersey-bandet har sænket ambitionerne på sin tredje plade. Den er indspillet live i studiet uden et væld af studiemusikere, hvilket har givet bandets punkrock et mere direkte udtryk, men desværre også flere numre, som burde være forblevet idéer. Heldigvis er der en håndfuld af den slags sange, bandet gør bedst: stort anlagte punkrock-hymner.
I et anfald af politisk vrede og i et hurtigt flow har Minnesota-rapperen P.O.S. skabt en plade, der kører helt ud, hvor tingene bliver interessante. En lettere unik tilgang til genren. Punkæstetik i et hiphopunivers. Larmende trommer og spændte beats. Men han kan ikke helt bunde, og så er det pludselig, at det bliver for meget
Der er ikke meget nyt under solen hos canadiske Alexisonfire. De er vrede og frustrerede, og de spiller deres blanding af punkrock og nu-metal på hård og aggressiv vis. Temmelig trættende i længden.
Ikke ligefrem lettilgængelig hiphop, men leder man efter noget, der går et par (eller mange) spadestik dybere end 50 Cent, bør man tjekke Däleks tredje album ud.
Med deres tredje udgivelse leverer Mclusky stadig hårdtslående og fængende rockmusik, der ikke skal tages alt for seriøst. Godt, men ikke fremragende.
Sparta forsøger sig at komme væk fra de konstante sammenligninger med At the Drive-ins karakteristiske lyd. Men mest af alt viser de sig som et mindre interessant band.
