Sink Ships' debutplade er en behagelig tur i det musikalske univers, som guitarist og forsanger Carl Coleman beskriver som en blanding af urban melankoli og americana.
Tag - alternativ country
Ud af obskuriteten: Willard Grant Conspiracy
I denne nye artikelserie, som Undertoner bringer på banen i dag, giver Jonas Sølberg plads til mere alternative præsentationer af kunstnere, som endnu ikke har fået den opmærksomhed i musikpressen, som de måske reelt set fortjener. I første omgang kan du læse om det californiske americana-ensemble Willard Grant Conspiracy, der fortalte historier om øde ørkenlandskaber tilsat distortion-bratsch på KB18 sidste måned.
Neko Case: The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You
Neko Case vil være det hele på én gang på sit sjette album: fjollet og alvorsfuld, nuttet og bidsk, poppet og rocket. Men i forsøget på at favne bredt mister hun troværdighed, og man efterlades med samme følelse, som når H&M sælger Ramones-t-shirts.
Jørck: Sustainable Dream
Jørcks Sustainable Dream er spartansk instrumenteret med hovedvægten lagt på den enkle singer/songwriter-tradition. Det mørke, rå udtryk svæver mellem at være melankolsk og stemningsmættet a la film noir, og kun til tider fungerer lyrikken og de elektriske guitartoner sammen.
Wovenhand: The Laughing Stalk
På det nye album fra Wovenhand skrues der op for guitarerne, og bandleder David Eugene Edwards giver en sand opvisning i, hvorfor den amerikanske kvintet er et af alternativ countrys mest hæderkronede navne.
Beachwood Sparks: The Tarnished Gold
Hvis solen ikke bryder frem denne sommer, skal man ikke fortvivle. Efter 10 års pladetørke er Beachwood Sparks tilbage. Denne album-efternøler byder nemlig på solskinsmættede melodier og tilbagelænede rytmer. Dog anes der også en vis sørgmodighed og længsel bag de smukke vokalharmonier.
Lambchop, 19.03.12, Voxhall, Aarhus
De fantastiske musikere i Lambchop forstår at forløse Kurt Wagners smukke sange - det fik vi at se en mandag aften i Aarhus.
Marts-koncerter II: Mark spiser lammekotelet i Magstræde mens Veronica og Jesus er på tour
Hvilke koncerter har du skrevet ind i kalenderen til resten af måneden? Se Undertoner over skulderen og læs om vores favoritter her.
Memoryhouse: The Slideshow Effect
Den canadiske duo Memoryhouse præsenterer lytteren for et mentalt og visuelt slideshow af musik og billeder i ét – en syntese, der er lykkedes, og som får albummet til at leve op til gruppens navn: Lytteren træder med The Slideshow Effect ind i et hus af minder, der synes vakt af musikinspirerede billeder og billedfremkaldende musik.
Lambchop: Mr. M
'Psych-Sinatra' kalder Lambchop deres lyd på deres fantastiske nye album. Læs mere om, hvad det indebærer.
Calexico, 13.09.10, Train, Århus
Fadøl og et mørkt Train blev til tequila og sunny Mexico da Calexico og den spanske sangerinde Amparo Sánchez spillede op til dans.
Woven Hand: The Threshingfloor
Dommedag er tættere på end nogensinde før. I hvert fald hvis man spørger Colorado-prædikanten David Eugene Edwards.
Bonnie ‘Prince’ Billy & the Cairo Gang: The Wonder Show of the World
Engang var Will Oldham konge som besynger af menneskets mørke sider. Senest er han degenereret til en sjofel hofnar, der har mistet sin inderlighed. På The Wonder Show of the World er han hofnar, men vigtigst: på nogle numre atter konge.
Monsters of Folk spiller tre timer
Om en uge, dvs. fredag den 20. november, spiller Monsters of Folk i Store Vega. Det burde ikke komme som en overraskelse for fans af Bright Eyes, M. Ward og My Morning Jacket, da det netop er hovedmændene bag de navne, der udgør stammen af bandet med det forfærdelige navn. Et navn, der muligvis helt bevidst er en fnisende reference til 80’ernes store heavy-festival Monsters of Rock med navne som AC/DC, Metallica og Ozzy Osbourne. Nu har bandet afsløret, at deres koncert kommer til at vare 2 1/2-3 timer, og det kan jo undre, når bandet kun har udgivet et enkelt album. Bare rolig, du bliver ikke udsat for alenlange jamsessions. Bandets plan er nemlig at foruden at spille numre fra deres fælles album også at spille sange fra Bright Eyes-, My Morning Jacket- og M. Ward-kataloget. Dét i sig selv er jo en god grund til at komme til koncerten. Der er stadig billetter, og da der ikke er opvarmning, gælder det om at være der kl. 20 præcis, hvis man ikke vil gå glip af noget. Vi tager lige videoen til “The Right Place” som smagsprøve:
Ny video fra Bonnie ‘Prince’ Billy
Bonnie ‘Prince’ Billy som videospil? Jo, det har vi da alle sammen ventet på. Desværre er det indtil videre kun i en spillehal af ukendt adresse, hvor man kan få lov at få Bonnie ‘Prince’ Billy til at danse. Det er i hvert fald det, der sker i den nye video til “How About Thank You”, som er at finde på en ny ep med titlen Chijimi, der allerede er ude. I det her fine nummer mødes to teenagedrenge for at kæmpe om perlekæder i en elektronisk dansekonkurrence. Tjek det ud:
Phosphorescent: To Willie
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så "ucountry’sk" plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
Calexico: Carried to Dust
Man kan anklage Calexico for at gentage sig selv med deres blanding af alternativ country og texmex, der lyder af støvede landeveje og byder på lige dele mariachi-horn og pedal steel. Men der er ikke rigtig nogen, der gør det bedre end dem, og de har virkelig formået at perfektionere et egenartet udgangspunkt.
One-Eyed Mule: From the Beats to the Bible
One-Eyed Mules ene øje giver ikke deres plade den skævhed og variation, man kunne håbe på. Til gengæld byder pladen på en af de bedste folk-sange, jeg har hørt i lang tid.
Southeast Engine: A Wheel Within a Wheel
De nye Wilco ville være en passende salgstale for Southeast Engine. Både fordi bandet musikalsk slægter Jeff Tweedy og co. en del på, men også fordi deres countryrock er af en så høj kvalitet, at den sagtens kunne bære at være en arvtager.
Eagle Seagull: s.t.
Amerikanske Eagle Seagull står bag en af årets allerbedste debutudgivelser, der krydsrefererer til al den musik, der er blevet pumpet ud af det nordamerikanske kontinent siden 2000, og kondenserer det hele ned til 11 numre, man bør høre, hvis man er til bands som The Arcade Fire og Grandaddy.