Fire år efter det store gennembrud er Japanese Breakfast tilbage med en usædvanlig plade, der sprudler af lige dele melankoli og fortællelyst. For hvem har i grunden behov for at være på indiepoppens tinder, når man bare kan finde på noget meget mere originalt?
Hvad laver man mens tiden læger såret? Nogle går helt i selvsving og finder en ny hobby. Andre går i hi eller downloader en dating-app. Polly skrev en sang.
Med et musikalsk videoværk dykker Kaspar Vig ned i erindringens forgrenede gange og finder roen til at slippe kontrollen og simpelthen være til.
Córdoba/Ciurkot får det elektroniske og det akustiske til at smelte sammen og blive til det elektro/akustiske. ”Pseudobulbar Affect” er en ambient, jazzet improvisation med blik for krop og affekter.
Britiske Nilüfer Yanya afmonterer englevingerne og begiver sig ud på en mere personlig – og ganske voldsom – rejse. My Method Actor er nogle gange som at blive nikket en skalle, og det klæder Yanya at gå imod indie-dyderne.
Lørdag aften lukkede AIR Syd for Solens publikum ind i Moon Safaris afslappende toner. Med et radikalt fokus på de visuelle detaljer, gav den franske duo ny kulør til de velkendte numre.
Den sky verdensstjerne og hiphoplegende André 3000 leverede en times frit improviseret kollektiv musikterapi i Valbyparken. Det var sjældent sindsoprivende, men alligevel blev den sært sympatiske optræden siddende i kroppen efterfølgende.
GBs debut jonglerer eksistentiel angst med indflydelser fra ambient-, kammer-, punk- og poptraditioner. Det er et rodet værk, men det er også det, der gør det så smukt.
De åbne omgivelser på Gaia ydede ikke ML Buchs flygtige kompositioner retfærdighed. Til gengæld havde hun en helt særlig overraskelse i ærmet, der fik vendt uvæsentlighed til noget forunderligt.
Yör havde greb om både rum og dramaturgi, da de med årets første koncert på Eos åbenhjertigt ledte publikum ind i deres følelsesforviklede univers.
På sin seneste udgivelse vender James Blake tilbage til sin komfortzone. Han går tilbage til rødderne og blander alt fra 808-baserede trap beats over atmosfærisk techno til de helt bløde sjælere. Albummet virker på mange måder nostalgisk, men man mærker stadig hans udvikling gennem efterhånden mange år.
Dårlige lydforhold på Platform saboterede Abji_hypersun og Morayas eksperimenterende, elektroniske revolution onsdag aften. Et rigtig ærgerligt eksempel på ambitiøse kunstneriske ambitioner, der falder til jorden på grund af dårlige omstændigheder.
Kali Malones tre timer lange corona-værk balancerer på en knivsæg mellem urovækkende genialiteter og monoton kedsomhed.
12 er en smuk fortælling, der føles som en af de mere personlige værker af Ryuichi Sakamoto, som ikke behøver overtænkes eller i den forstand være perfekt.
Tiden lyver er en meget opfindsom og idérig første plade fra københavnske Music By Idiots. Her finder man både støjende guitarer, klagende lydflader og tekster skrevet fra en voksen mands perspektiv. Men man finder også en vis ujævnhed.
Seks guitarister med hver deres baggrund, hver deres ekspertise sad fredag aften på ALTER og udviste præcist hvad man lydligt kan få ud af en seksstrenget guitar. Det var ret skønt at være vidne til.
Puyain Sanatis koncert torsdag aften på ALTER 2022 var en krævende, men givende indføring i en mangefacetteret aften. Der var både eftertænksomt klaver, uhyggelige skrabe- og knirkelyde og industrielle lydmure. Meget stemningsfuldt, men ikke altid helt vedholdende af opmærksomheden.
Vokaltrioen Ilinx stod for åbningsritualet under ALTER 2022. Det var en sanselig og smuk oplevelse, der for en stund transporterede lytteren op i de overjordiske luftlag.
Hvor lang tid går der, før vi glemmer de ting, vi troede, vi kunne huske? Og hvad sker der med forestillingen om os selv, når vi ikke længere er sikker på, at det, vi husker, stemmer overens med virkeligheden?
I en overgang blev musik med sang pludseligt helt uinteressant for mig.
