Skotske Arab Strap er i den grad tilbage og med deres blanding af slowcore, klubbeats og spoken word er de det perfekte soundtrack til Trainspotting. Ikke just en kombi man forbinder med spansk sommersol, men den introverte musik blev gjort tilgængelig.
Næste års udgave af Primavera Sound i Barcelona står i indiemusikkens tegn, og blandt hovednavne finder vi Pulp, Lana Del Rey, Mitski og PJ Harvey. Herudover gemmer der sig glædeligvis også en lang række undergrundshelte.
Undertoner varmer op til den store festival i Barcelona, som løber af stablen de første dage i juni.
Alt for få mennesker oplevede torsdag aften to af skotsk musiks helt store profiler i en smuk forening af modne tekster om livet og blå pianotoner.
Kan du dine pornopræfikser og sexlingo? Så har du mulighed for at komme med en ven til gratis koncert på Loppen d. 27. oktober, hvor Aidan Moffat spiller med Bill Wells. OG så får I hver et eksemplar af de tos nye cd.
Ting der ikke virker mod en depression: en lang gåtur, en ny frisure, at blogge, at indspille en plade!
Nogle plader starter sløjt, nogle flyder sammen i en ligegyldig masse fra start til slut, og nogle bliver skudt igang med så fantastisk et nummer, at man bliver blæst fuldstændig bagover. Vi har valgt at lade tre skribenter fokusere på den sidste kategori.
Malcolm Middleton er ham fra Arab Strap, der ikke snøvler gennem sit brune skæg og hedder Aidan Moffat. Hvor Moffat var “œsang og tekst”, var Middleton “œmusikken”. I de sidste år af Arab Straps levetid lavede Middleton to soloalbum parallelt med det musikalske arbejde i bandet. Sidste år opløste Arab Strap så sig selv, og de to medlemmer gik hver til sit. Nu er Malcolm Middleton klar med sin tredje plade. Den vidner om, at rollerne i Arab Strap nok ikke var så skarpt fordelt endda. Melankolien i hverdagens små umuligheder og det slæbende sortsyn, som blev lagt for dagen i Arab Straps tekstunivers, kan ikke tilskrives Moffat alene. De elementer er i den grad også til stede her, hvor Malcolm Middleton står på egne ben. A Brighter Beat er en ironisk titel. Kun få af albummets numre har en lys tone, og teksterne er gennemgående højst sørgmodige. Albummet åbnes også med ironi i “We’re All Going to Die”, der pumper derudaf med et fast beat og synthezisere – et umiddelbart positivt uptempo-nummer. Men det er det så langt fra; omkvædet synges med kor som en absurd fællessang: »You’re gonna die, you’re gonna die, you’re gonna die alone.« Så skal jeg ellers lige love for, at hr. Middleton har slået temaet fast. Død og ulykke er alt, man kan være sikker på her i livet. Middleton byder på forholdsvis traditionel singer/songwriter tilsat lidt rigtig rock på visse numre samt klaverstumper og strygere, og stilen er ikke langt fra Arab Straps. I “Death Love Depression Love Death” får rocken frit løb med bl.a. en mørk og giftig bas, mens Middleton f.eks. i den stemningfyldte “Up Late at Night Again” understøttes af velspillede aukustiske guitarer. I de fleste af numrene er Middletons “sang” nærmere halvmelodiøs tale med skotsk accent, hvilket i øvrigt også fungerer fint, men i “Up Late at Night Again” gør han mere ud af rent faktisk at synge – det er ikke rent hele vejen igennem, men det lyder godt alligevel. Som førnævnte titel også er et eksempel på drejer Middletons tekstunivers sig om ensomhed, manglende selvtillid, kærlighed og depression. Momentvis er der glimt af håb, men der er ikke mange af dem. I “Stay Close Sit Tight” lyder teksten: »I can feel depression coming«, mens det i “Four Cigarettes” lyder: »I remember failure after failure after failure«. Det er tungt, og Middleton kunne risikere at trække sin lytter med ned i sørgmodigheden. Det er dog slet ikke hans ærinde. Middleton ønsker derimod at give lidt støtte til alle de mennesker derude, der har det ligesom ham. Til alle dem, der har svært ved at forlade huset om morgenen og ved at socialisere med andre; til alle dem, der bekymrer sig for meget til at nyde livet fuldt ud – og dem er der nok rigtig mange af. For det hjælper at vide, at man ikke er alene. Albummet afsluttes med “Superhero Songwriters”. Sådan én ville Middleton ønske, han var, og han lægger ikke skjul på, at han selv har vanskeligt ved at tro på, at han er en dygtig – eller bare en rimelig – sangskriver. Malcolm Middleton har dog bestået sin eksamen hos mig og er, om ikke ligefrem en superhelt, så i hvert fald et af de bedste kort, den skotske musikscene har på hånden. Med A Brighter Beat kan det konstateres, at Middletons solokarriere kører tilfredsstillende. Dog har jeg på fornemmelsen, at Malcolm Middleton stadig kan præstere mere, hvis han kan glemme de høje forventninger til sig selv og tager nogle flere chancer på næste album.
Indierockens mest fordrukne skotter er tilbage med et album, der balancerer mellem at have et rocket drive og at være en kaotisk rodebutik. En glimrende plade fra et band, der både lyder, som de plejer, og alligevel tør udvikle sig.
The Shy Retirer EP når ikke det bedste, Arab Strap har præsteret. Alligevel indeholder den flere rigtig fine numre, og den er helt sikkert pengene værd.
Fordrukne mænd, en guitar og et beat.
