Det føles som den største naturlighed, at canadiske Tamara Lindeman besynger vores fællesmenneskelige historie med sin fine røst. Historien rummer mest tab og smerte, men er, set gennem Humanhoods velproducerede artpop eksperimenter, lykkeligt befriet for melankoli.
Med sin evigt poetiske leg med ord og ambivalente stemninger fortæller The Weather Station historien om en sagte frigørelse. Det er artpop med en uovertruffen sans for omverdenen.
Dobbeltsinglen ”Regnen / Min sol” fra VAKT er majestætisk og tilpas legesyg artpop. Her er der poetisk flair og mentale billeder, der for alvor får lov til at skinne igennem.
Lørdag aften lukkede AIR Syd for Solens publikum ind i Moon Safaris afslappende toner. Med et radikalt fokus på de visuelle detaljer, gav den franske duo ny kulør til de velkendte numre.
Fredag ved middagstid havde Greta fornøjelsen af at åbne Gaia. Det gjorde hun med en iver efter at få publikum ind i sit elektroniske univers, men tidspunktet var dog stærkt hæmmende for publikumsengagementet.
The Last Dinner Party kom, så og sejrede på en råkold torsdag aften. Men giv dem for Guds skyld en større scene næste gang.
På trods af et tårnhøjt energiniveau blev Zoumers radioaktive artpop-oprør saboteret på allerærgerligste vis af tekniske udfordringer.
Dansk-skotske Clarissa Connellys eksperimenterende folk har landet hende en velfortjent pladekontrakt med britiske Warp Records. Hendes kommende plade World of Work er denne uge blevet annonceret i følgeskab med den dramatiske, kirkeklokkeklingende og underfundigt smukke single "An Embroidery".
Britiske The Last Dinner Party er lunefulde og tragiske, men når stormfulde højder på et debutalbum, der ikke står tilbage for noget som helst. Det er konceptuelt stærk indierock – stort anlagt, og så alligevel tilpas flagrende.
Danske Astrid Sonne tager det bedste fra popmusikkens tillokkende sangskrivning og blander det med sin egne eksperimenterende takter på sit tredje album Great Doubt. Resultatet er et flygtigt bratsch-møder-electronica-værk, hvor Sonnes vokal for første gang får førersædet.
Lost Girls' anden plade lyder af grungede eksperimenter. Formen er lettere tilgængelig end tidligere, men de tekstlige kvaliteter er fortsat lige så herligt fabulerende, som man kunne forvente af artpop-pioneren Jenny Hval.
Den danske indiepop/freak folk-trio Uden Ord lufter eksistentielle spørgsmål og blotter deres tvivl på sidste single inden albumudgivelse. Et nummer der i al sin digitale autotune fremstår både naturligt, forfriskende og helende.
“Beundre” er en inderlig og eksplosiv kærlighedscocktail af bossa nova-rytmer, drømmende pop og legesyg dansksproget lyrik – og måske lige dét vitaminboost, du har brug for i en overgangstid.
Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne. Sådan tænker vi måske om avantgardistiske talenter som First Flush – at eksperimenterne baner vejen for mesterværket. Men det nye album Årene bør få os til at overveje, om ikke det geniale faktisk var deres kaos.
På Traumecenteret yder Bisse hjertemassage på døden selv og tilbyder nænsom, aktiv dødshjælp til frygten og traumerne, som vi alle lider af. Omfanget og temaerne kan godt være en temmelig intens omgang, men hvis man kan tage det ind, er højdepunkterne det hele værd.
Spellling genbesøger sig bagkatalog og formår momentvis at skabe succesfulde sammensmeltninger mellem fortid og fremtid.
Mila Miljovic, der er et velkendt navn i den københavnske undergrundsmusikscene, har dyppet tæerne i alt fra punk til jazz, og de mange forskellige genrer, hun mestrer, bliver alle sammen fremvist på hendes seneste album Still Life.
Sevdalizas koncert var lidt som en skitur ned af en snefattig skiløjpe. Hun startede på toppen med artpoppede sjælesange, og valgte derefter at vakle nedad mod den absolutte bund. Så ambivalent, som det kunne være, stod alle til sidst og ravede som var den en overfladisk hollandsk natklub.
Melodi Ghazal åbnede Heartland med en musikalsk picnic-tur af identitetspolitiske og feministiske budskaber. Desværre farede hun for ofte vildt blandt skæve harmonier og støjende lydniveauer.
Debutpladen fra Kogekunsts Oskar Krusell er velsmurt, sympatisk navlepilleri. Skrøbelighed og hovmod mødes i hans krøllede, dansksprogede tekster over et vindblæst singer-songwriter-univers, der er bedst, når det ikke er alt for stillesiddende.
