Tag - Band Ane

Band Ane, Pavilion Junior, 13.30 Det er et evigt dilemma, hvordan electronica skal præsenteres? Skal kunstneren bare komme med sin laptop og stå foroverbøjet over den – eller skal der smides et band oven i de elektroniske spor? Ane Østergaard alias Band Ane valgte den sidste løsning og viste sin drum’n’bass-inspirerede electronica frem sammen med en bassist, en trommeslager og en soul-inspireret sangerinde. Og hun fik udnyttet en af de markante fordele ved at vælge live-modellen: Der var nemlig en fin kontakt med publikum, og det smittede at se, hvor meget hun nød at være til stede. Desværre måtte hun også trækkes med en af de klassiske ulemper ved at medbringe et band: Det hele blev vældig bastant, og især trommeslagerens indsats førte mestendels til, at Østergaards egne programmeringer blev trådt under fode. Ligeledes var der lige lovligt meget lige lovligt lækker soul-vokal, som tog fokus fra det, der virkede mest interessant, nemlig de originale elektroniske tracks, der dryppede og pludrede nedenunder. Østergaards næsten konstante melodika-spil blev – uanset dets børnetime-nostalgiske kvaliteter – lige vel ensformigt i længden. Men det er svært at være sur som anmelder, når man får serveret en lystig og naivt legende koncert, hvor hovedpersonen selv er glad og nærværende. Trumfen satte Band Ane ind knap midtvejs. Et nummer fik en brat afslutning, og bandet lod, som om laptoppen var gået ned – og da den velkendte Windows XP-melodi drønede ud gennem højtalerne, klappede publikum og smilede overbærende. Da lyden dukkede op igen, kiggede folk på hinanden – og fik tilråbet “snydt!” fra scenen, hvor bandet kastede sig ud i et nummer bygget på en opklippet version af netop Windows-melodien. Som live-show led koncerten ikke desto mindre under det tidlige spilletidspunkt; det er lidt firkantet sagt svært at lave et rave først på eftermiddagen. Men folk smilede og var glade – og så kan man bare glæde sig til den plade, der kommer til efteråret. Forhåbentlig uden alt det bastante og med lidt mere plads til de skæve, knirkende programmeringer, som det lod til, at Østergaard mestrer. (MA) Dúné, Pavilion Junior, 18.00 Onsdag var hypens hovedgade ført direkte til Pavilion Junior-scenen, hvor de purunge spradebasser fra Dúné Roskilde-debuterede med deres troværdige (eller tyvagtige, om man vil…) opdatering af alt fra 60’er-rock over letbenet synth og de så moderne postpunkede og huggende guitarriffs a la Gang Of Four. Fra start var deres optræden velorkestreret og gennemtænkt. Alt fra tøjet til det obligatoriske vandkast var gennemprøvet. Dúné har alt dét, Superheroes havde i starten af dette årtusinde, så sammenligningen er åbenlys. Men Dúné vil det anderledes og har en generelt mørkere lyd end Superheroes. Dermed har de ikke ligefrem taget den lette vej til pophimlen. Ja, faktisk virkede det, som om de har taget en stor omvej uden om dét fængende pophit, som de helt tydeligt har i sig. Og det kunne et ellers ret begejstret publikum så stå og vente på, mens de spillede, så efterskolepigerne segnede. Helt tørlagt for gode sange er Dúné dog heldigvis ikke, og det var især numrene fra deres seneste ep Go Go Robot, der løftede Mattias Kolstrups forsangersprællerier. “Robot Beat” er dansevenlig grænsende til det smittende, og især det afsluttende nummer “Go Go Valentina” rummede tilpas med afveksling og havde et bittersød tone, der efterlod et godt indtryk og ønsket om en lille smule mere af Dúné. (MT)