Tag - blues

Plader

Young Fathers: Cocoa Sugar

Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.

Plader

Angel Olsen: My Woman

Fra punkede bandplader til skrabet singer/songwriter og nu til flamboyant sangerinde med både iørefaldende melodier og et væld af farver på den musikalske palet. Angel Olsen er godt på vej til at gøre sig fortjent til sammenligning med store kunstnere som Cat Power og PJ Harvey.

Plader

Father John Misty: I Love You, Honeybear

Father John Misty gæster om ganske kort tid Roskilde Festival med sit fuldstændigt fremragende andet album, I Love You, Honeybear. Den flamboyante Misty, der på Fear Fun ellers erklærede sig som værende trussetyv, har nu fundet den eneste ene og træder samtidig i karakter som noget så umoderne som protestsanger. Selvfølgelig ikke på traditionel vis, men med lige dele indføling og sarkasme.

Plader

Alabama Shakes: Sound & Color

Alabama Shakes ryster den musikalske pose og tilføjer deres sydstats-retrorock en nyfunden legelyst. Resultatet er det ujævne, men dog ganske charmerende album Sound & Color med en samling stærke singler.

Plader

Noel Gallagher’s High Flying Birds: Chasing Yesterday

Jeg håber snart, at al den snak om en Oasis-gendannelse vil forstumme og finde hvile til fordel for mere i vente fra Noel Gallagher's High Flying Birds. Det lyder i den grad som om, at Noel Gallagher med Chasing Yesterday atter har fundet den rette musikalske hylde, hvor musen tilsmiler ham, og dermed os, igen.

Plader

Duke Garwood: Heavy Love

Duke Garwoods seneste udspil, Heavy Love, er musik til de sene aftentimer, natten og frem mod det punkt, hvor skumringen sætter ind og tonerne omslutter dig helt og aldeles. »Ingen sjunger blues som Duke Garwood«. I hvert tilfælde få med samme insisterende og fængslende indlevelse!

Plader

Mark Lanegan Band: Phantom Radio

Rockens raspende gravrøst er tilbage med sit mest elektroniske og synthbaserede album til dato. Lanegans evne til at skrive melankolske sange, der i deres forsætlige langsomhed hjemsøger øregangene, er uantastet, men hans flirt med synthpop og new wave er ikke altid overbevisende.