De engelske indie-rockere fra Sorry formåede at levere den mest frustrerende og absolut kedeligste koncert på årets festival. For lang, for uinspireret, for meget genreforvirring og alt, alt for lidt larm.
Tag - britisk
Shame – Food for Worms
Med Food For Worms har de britiske postpunkere trukket i den musikalske håndbremse. Det ufiltrerede ungdomshyl viger for en eksperimenterende nysgerrighed, og resultatet er en helstøbt plade skabt af et band, der samtidig har fundet ind til sig selv.
Kae Tempest: The Line Is A Curve
På The Line Is A Curve demonstrerer Kae Tempest hidtil usete vidder i sin lyriske båndbredde. Det fjerde album fra den britiske rapper er et frygtløst og personligt stormløb på både eksistentiel og poetisk stilstand. Det er desværre også en kritisk oprydning væk fra mesterværksværdighed.
The Cool Greenhouse, 13.04.22, Ideal Bar, København
Behøver man overhovedet excellere i komplekse sangstrukturer, når to akkorder kan fungere lige så effektivt? For The Cool Greenhouse synes svaret at være ligetil, selvom briternes københavnske debut alligevel kæmpede en smule med at appellere til eventuelt uindviede.
Sea Power: Everything Was Forever
Everything Was Forever byder langt hen ad vejen på solide, stadionrockede produktioner, men Sea Powers ottende studiealbum tør for sjældent bevæge sig langt nok ud af sin komfortzone til, at det for alvor bliver spændende.
Babeheaven: Home for Now
Babeheaven er ansigtet på new wave trip-hop, og med debuten Home for Now sætter duoen to tykke streger under deres definerede stil. Et album om både at finde fodfæste og flytte sig uden at ane, hvor man bevæger sig hen.
Django Django: Familiære omgivelser under marmorhimlen
Tre udgivelser inde i bandkarrieren er Django Django søgt mod mere velkendte og afslappende rammer. Det har dog ikke afholdt dem fra at prøve nye formularer og konstellationer af, og hvem ved; måske begynder de en dag rent faktisk at spille musik sammen i studiet.
Sleaford Mods, 06.05.17, Den Grå Hal, København
»Sold out, but never sell outs.« De nottinghamske samfundskritikere i Sleaford Mods fyldte og begejstrede Den Grå Hal. Havde man forventet mere end en stort set 1:1-leverance af englændernes bagkatalog, måtte man dog nok gå skuffet hjem.
Arctic Monkeys, 16.06.13, NorthSide Festival, Aarhus
Det var en hitparade kørt hjem på rutinen, der mødte publikum søndag aften, da Arctic Monkeys levede op til forventningerne med en koncert, der viste Sheffield-drengene som et yderst velspillende liveband med et solidt bagkatalog.
Primavera ’13: Savages, 23.05.13, Pitchfork, Barcelona
Fem minutters teknikfejl var nok til at spolere koncertoplevelsen med Savages. Men de fire briter gav dog ikke så let op og bestod trods alt opgaven, der gav publikum mere håb for den allerede store postpunk-revival.
Vind billetter til soulsangerinden Jessie Ware i Lille Vega
Om vinteren er det småt med fuglesang fra morgenstunden. Undertoner råder bod på den biologiske misere ved at udlodde billetter til den britiske sangfugl Jessie Wares koncert i Vega.
Toy, 22.11.12, Beta, Amager
Hvad britiske Toy torsdag aften manglede af publikumsnærvær blev på alle måder gjort op for med en fejlfri og usandsynlig tight fremførelse af de respektive numre, der først og fremmest vidnede om stort musikalsk fokus. Havde man håbet på mere lir, måtte man nok gå skuffet hjem.
Roskilde Festival 2012: The Vaccines, 06.07.12, Odeon
The Vaccines spillede fredag aften én times postpunket indiepop, der blev effektivt leveret og resulterede taktfast klappen og fællessang.
Pulled Apart by Horses: Tough Love
De fire unge briter i Pulled Apart by Horses er blevet mere modne siden sidst, hvilket har resulteret i et lige så modent og gennemført album, der desværre mangler noget af den trang til at udfordre, som debuten besad.
Erland & the Carnival: s.t.
Her er lidt af en genistreg fra Erland & the Carnival. Et bevis på, hvor langt man kan nå, når man lader sangskrivningen tale og blot bidrager med det nødvendige.
Brett Anderson: Slow Attack
Det kunne være så rart, hvis Brett Anderson fra hedengangne Suede lavede et fantastisk album. Men på hans tredje soloalbum fortsætter han den afdæmpede stil, og selvom det er sympatisk, gør Slow Attack desværre ikke indtryk.
Jamie T: Kings & Queens
Så er der mere guf fra indiepop-rock-punk-reggae-hiphopperen Jamie T, der med sit andet album fortsætter stilen fra debuten Panic Prevention. Dog appellerer han denne gang lidt bredere og fremstår lidt mere målrettet.
Peter Doherty: Grace/Wastelands
Pete Doherty hedder nu Peter Doherty og debuterer som solokunstner i eget navn med en plade, der samler både tråde og sange op fra tidligere plader, men som desværre også har noget uforløst skitsepræget over sig. På trods af en lille håndfuld gode sange er dette Dohertys første uinteressante udspil til dato.
Los Campesinos!: We Are Beautiful, We Are Doomed
Los Campesinos! er den kværulerende ungdom af i dag. De synger i falset og spiller meget hurtigere på deres instrumenter, end ældre mennesker kan sætte sig ned i bussen. Man taber næsten pusten i den vittige pessimisme, som gemmer sig bag deres skyndsomme indiepop. Når de er bedst, flegner jeg på åben gade. En oplagt kandidat til denne vinters bedste danserock.
Pete Greenwood: Sirens
Engelske Pete Greenwood debuterer i en noget overbefolket genre, og han har mildest talt ikke, hvad der skal til for at skille sig ud fra sine konkurrenter i americana/folkrevival-feltet. Faktisk er Sirens noget af det mest ligegyldige, der er kommet ud af genren meget længe.