Arctic Monkeys fortsætter deres udvikling på deres tredje plade, Humbug. Det er desværre en udvikling til det værre, der udstiller gruppens svagheder i stedet for at udnytte deres store talenter.
Tag - britrock
Peter Doherty: Grace/Wastelands
Pete Doherty hedder nu Peter Doherty og debuterer som solokunstner i eget navn med en plade, der samler både tråde og sange op fra tidligere plader, men som desværre også har noget uforløst skitsepræget over sig. På trods af en lille håndfuld gode sange er dette Dohertys første uinteressante udspil til dato.
The Futureheads: This Is Not the World
På sit længe ventede tredje album forsøger det britiske band The Futureheads sig igen med hurtig og let tilgængelig guitar-punkrock med meget tydelige inspirationskilder hentet i fortiden, men desværre gør de det endnu en gang uden det store held.
Harrisons: No Fighting in the War Room
Sheffields nye rockbisser hedder Harrisons, og de lyder netop som, hvad de er: et Sheffield-band. Deres stil minder om bysbørnene Arctic Monkeys med sange om arbejderhverdag og for meget alkohol. Debuten byder på dansabel britrock og også mere afdæmpede numre. Men noget særligt bliver den aldrig.
Arctic Monkeys: Favourite Worst Nightmare
Hvad mon de nu har fundet på? Dette var formentlig spørgsmålet hos de fleste med interesse i populær britisk rockmusik, da Arctic Monkeys annoncerede opfølgeren til deres sensationelle debut. Svaret er, at de vist har fundet sig selv på en toer, hvor de med held videreudvikler deres velkendte formel.
Caufield: I Love the Future!
Danske Caufield kan vist ikke bestemme sig for, om deres musikalske udtryk skal være en dyster eller en dansabel opdatering af 80'ernes britrock. Debuten I Love the Future! er derfor endt som en ordinær og halvkedelig mellemting, der hverken går i hoved eller krop.
Brakes: The Beatific Visions
Den første Brakes-plade var noget møg. Den anden er ikke rigtig bedre. Kvartetten vælter rundt mellem et utal af udtryk, og det er mere end svært at blive klog på, hvad vi egentlig skal med mere musik fra den kant.
The Cooper Temple Clause: Make This Your Own
The Cooper Temple Clause står på deres tredje album i et vadested. Det virker, som om de ikke rigtig ved, hvor de skal bevæge sig hen, og derfor svinger pladen ekstremt meget stil- og kvalitetsmæssigt. Den fungerer klart bedst, når det er den dystre elektrorock, gruppen kaster sig over.
The Charlatans: Simpatico
The Charlatans hører efter mere end 15 år til blandt veteranerne på britrock-scenen. Deres seneste udspil, Simpatico, er nok lidt for svingende i kvalitet, men Charlatans er stadig i sine bedste øjeblikke leveringsdygtige i sublime og intense rocksange.
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not
Pladen, alle taler om, fra bandet, der har slået alle engelske salgsrekorder og er blevet udnævnt til at være den nye britiske rock-sensation. Og Arctic Monkeys i sandhed har lavet en imponerende og ganske uimodståelig debutplade, men er den også den sensation, folk gør den til?
The Tears: Here Come the Tears
Selv om Brett Anderson og Bernard Butler ved deres genforening har skiftet navn, lyder musikken mest som en naturlig fortsættelse af den velkendte Suede-stil. En samling fine, storladne sange, men der er langt op til tidligere tiders patosfyldte storhed.
Latitude Blue/Fell City Girl: Split EP
En splitudgivelse med to nye engelske grupper, der viser to sider af indierocken – den hårdtpumpede og den mere komplekse. Det må dog også konstateres, at begge grupper lyder mere af fortid end af fremtid, da ingen af dem har noget vanvittigt spændende at byde på.
Monster Movie: To the Moon
Monster Movie flyver i alle retninger og når aldrig rigtig frem til deres destination.
The Veils: The Runaway Found
En omgang indierock, der er så britisk i sin lyd, at nogle vil løbe skrigende væk, mens andre vil tage imod The Veils og deres glimrende rockhymner med kyshånd.
Puressence: Planet Helpless
Puressences tredje album er herligt varieret, men mangler til gengæld den gnist og nerve, som gjorde de to første plader så glimrende.