Tag - chillout

Plader

Color Therapy: Mr. Wolf Is Dead

Color Therapys debutplade, Mr. Wolf Is Dead, har samarbejder med The Album Leaf, Helios, Ulrich Schnauss og Hammock, men i forsøget på at skabe det perfekte, bliver Mr. Wolf Is Dead i samme proces irrelevant.

Plader

Manual: Awash

Manual serverer endnu en omgang ambient, der lyder fantastisk, men hverken formår at bringe meget nyt til bordet eller hæfte sig fast emotionelt.

Plader

Fink: Perfect Darkness

Finn Greenall spiller ikke på nogen særheder. Han spiller kun på sin guitar og gør det, så det varmer i maven. Perfect Darkness kan meget vel gå hen og blive det bedste album af sin slags i 2011.

Plader

Rosa Lux: Monsters

Selvom Rosa Lux på ingen måde revolutionerer genren, viser hun på sin debutplade en fin fornemmelse for at sammenskrue velfungerende club- og chillout-orienteret electronica.

Plader

Noetics: Delayed Back

Delayed Back er præcis den slags musik, man ville forvente at støde på i en new age-inspireret butik på Ibiza. Harmonisk, elektronisk og intetsigende instrumental musik.

Plader

We Fell to Earth: s.t.

We Fell to Earth placerer sig med et intelligent og medrivende debutalbum blandt sværvægterne inden for den elektroniske genre. Et album, der ikke kun fortjener opmærksomhed, men også en plads i pladesamlingen.

Plader

Syntaks: Ylajali

Hvis shoegazergenren er et bagerudvalg, er Syntaks helt klart flødeskumskagen. Der er hverken sparet på luftige synth eller englestemmer. Det fungerer bedst, når et guitar eller synth-tema rejser sig over de velproducerede, men lidt kedelige lydmure.

Plader

Fuckpony: Let the Love Flow

Grundet Bpitch Controls spændende bagkatalog virker det som lidt af et antiklimaks at sætte den nye Fuckpony-skive på. Der er desværre mere 'pony' end 'fuck' over Jay Hazes projekt.

Plader

Moby: Wait for Me

Musikkens svar på Marco Pantani har udgivet sin bedste plade i et godt stykke tid, men der er stadig et pænt stykke op til Play. De nye kompositioner kan klart anbefales til en let gang sommer-chillout, men søger man nye tiltag, bliver man skuffet.

Plader

Tosca: No Hassle

Det kan være farligt uden videre at stemple en plade som værende skidt eller enfoldig. Måske har man ikke givet musikken den rette mulighed for at udfolde sig. I dette tilfælde føler jeg mig dog mere end overbevist: Der er ikke meget at komme efter på No Hassle.