Efter debutpladens synthmelankoli har den engelske trio ændret sin lyd radikalt. Nu er musikken let, sfærisk og psykedelisk svajende, og stilskiftet er imponerende velgennemført. Som lytter svømmer man dog ikke væk i samme grad, som Darkstar selv gør det.
Sikke et aktiv, Darkstar har fået i vokalist James Buttery. Som en personificering af desillusion, tristesse og afmagt gjorde han bandets mørke nattekoncert til en hjerteskærende smuk oplevelse.
Med et imponerende helstøbt album træder Darkstar i én og samme bevægelse ud af sin fortid i dubstepgenrens udkant og ind i et køligt synthpopunivers så tungt af melankolsk længsel, at den menneskelige stemme kæmper forgæves for at stå imod.
