Of the Wand and the Moon indhyllede Loppen i sit mørke på en råkold onsdag aften. Dunkel neofolk og singer-songwriter var musikken, der skulle sende publikum tilbage til en svunden tid. Den stemningsmættede musik lykkedes i sin mission, men koncertens dynamik udeblev desværre osgså.
Undertoner har mødt drengene fra Magnolia Shoals til en snak om livet, mørket, gud og om at pladedebutere i en Spotify-verden.
Den anden udgivelse i Ghostly Internationals serie af ambientopsamlinger trækker vintermelankolien tydeligt op med dødemandskor, ildevarslende radioer og dirrende strygere.
Islandske Sigur Rós er på deres syvende studiealbum blevet en mand mindre, men lyden er igen vokset ovenpå sidste års ambiente Valtari. På Kveikur mødes det dystre og det smukke. Intet mørke kan afholde lyset fra at bryde igennem.
Der er ikke meget kunstigt og unaturligt over Artificial Brothers debutplade. Det er derimod melankolsk og dyster alternativ rockmusik i sin reneste form.
Cold Specks kunne overdøve hele Dyrskuepladsen med sin drøm af en stemme og formåede at løfte sit i forvejen stærke materiale til nye højder.
Kirsten & Marie spillede sig med bare tæer og sødmefuld folkpop ind i folks hjerter med hittet "My Dear". Nu er debutalbummet Newspeak klar. Læs med om virkelighedens talentshow og et søskendepar, der ikke er bange for at blande det søde med det dystre eller Strauss med Twin Peaks.
Den skotske støjrockkvartet har album nummer tre parat til februar. Nummeret "Kill It in the Morning" er dog allerede tilgængeligt nu.
På Nord har Ike Yard med succes opdateret sin atmosfæriske postpunk-lyd fra start-80'erne. Udtrykket er stadig dystert, men det er samtidig blevet langt mere fokuseret og vedkommende.
Öst, der er Ike Yards første udgivelse i 27 år, er en ep med to industrielle postpunknumre, der med held formidler en urovækkende følelse. To remix af selv samme numre trækker desværre helhedsindtrykket af udgivelsen ned.
Støj i musik kan være mange ting. Canadiske Women finder den frem med både forstærkere, indspilningsmetoder og tilfældige instrumentanslag. Fra et udgangspunkt i postpunken, der peger helt tilbage på The Velvet Underground, forsøger de at sætte et gammelt udtryk ind i en ny kontekst. Det lykkes langt hen ad vejen.
Elektriske drone-bomber slynges af sted i slowmotion og svæver gennem et særdeles filmisk univers. Men selv om der er anslag til noget større, løfter Distractions sig kun momentvist over de i øvrigt ganske imponerende stilistiske øvelser.
