Den svenske elektro-excentriker udkommer med sit tredje albumudspil, der mimer en genkendelig Fever Ray-indpakning med calypsoiserede beats, mørke synth-flader og en vrængende, maskeret vokal. Dét er opskriften på et par ganske fede, dansable numre, men en samlet set ikke synderligt medrivende popoplevelse.
Det danske electropopband First Hate danser på line mellem det kitschede og det tjekkede på deres seneste singleudspil fra deres kommende plade, som lander næste måned.
Lyden af en kunstner, der stadig er ved at finde sin lyd. Blandingen af elektronisk musik og afro-caribiske indflydelser har potentiale, men en egentlig forløsning virker stadig til at være et stykke uden for rækkevidde.
Smerz begiver sig ud i at skabe en teatralsk forestilling, men ender med at lade deres elektroniske elementer overdøve de vigtige aspekter af koncerten, der gør oplevelsen levende.
When Saints Go Machine spillede op til dans for et siddende publikum i Store Vega, og det var en kæmpe fornøjelse.
Vandet på coveret af Caribous syvende albumudgivelse ser roligt ud, men under den blanke overflade syder og bobler det med idéer.
Engelske HMLTD roder i deres rytmeboks og bagkatalog af inspirationer og overrasker med et arsenal af forskellige soniske udtryk, som på én gang imponerer men samtidig også efterlader lytteren lettere forvirret og desværre noget uforløst.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: I dette kapitel runder vi både elektroniske vuggeviser, isnende kold synthpop, charmerende indiepoprock og drømme om at elske.
Seneste single fra Kogekunsts kommende plade er et minimalistisk, elektronisk intermezzo, hvor duoen fortsat bevæger sig gennem hidtil ukendt, musikalsk territorium.
Redaktionen gør status over 2010'ernes bedste udenlandske udgivelser: I vores første kapitel kreerer en levende hiphop-legende sit mest skizofrene og triumferende værk, en anden gør sin monumentale entré på den internationale scene, mens en Baltimore-duo i syvende omgang leverer drømmepop fra en helt anden verden.
Christine and the Queens leverede et kæmpe brag af en popkoncert, der fik Arena til at svede og danse indtil pladsen blev lukket.
Tears For Fears fik teltdugen på Arena til at lette med fællessang og catchy synthpop.
Lydmor leverede en voldsom og tilstedeværende koncert med alle sine følelser uden på tøjet. Fra et sted mellem stilsikker og kikset, vandt Aarhus-pigen en masse hjerter på Rød Scene.
Hot Chip havde kun én time til at holde elektropopfest, og deres entusiasme omkring at få maksimalt udbytte af tiden var charmerende og smittende. Man kunne godt have undt dem en halv time mere, så pulsen glimtvis var kommet under 120.
Grant og band viste sig fra deres mest udadvendte side med humoristisk overskud og lifligt lokkende electropop. I så godt selskab var det tilgiveligt, at setlisten måske ikke sad helt i skabet.
Vind billetter til den svenske synthpop-artist Molly Nilsson, når hun spiller i Lille Vega fredag d. 24. maj.
Den svenske popdronning Robyn er tilbage med sit første album siden 2010. Meget er sket i de otte år, hvor en række personlige kriser har ramt kunstneren. Det mærker man tydeligt på Honey, der på alle måder er et mere råt og personligt albummet end tidligere udgivelser.
Chris er indfølte og mystiske popsange med tikkende high-hat og sikkert roadtrip-venlige melodier. De mere ordinære sange bider sig aldrig helt fast, men det gør hittet ”Girlfriend” til gengæld, der genintroducerer og cementerer franske Héloïse Letissiers alterego Chrissss fra Christine and the Queens.
Liima er bedst, når de holder legestue med percussion og elektroniske samples. Det understregede anden halvdel af bandets sæt, som var en strålende indgang til lørdag aften.
Danske Lydmor fyrede godt op under halvtaget ved Red Stage lørdag aften, hvor tunge beats og kunstnerens eget velvære smittede af på publikum og satte rammerne for en fortrinlig fest.
