Tacobitch væltede Roskilde Festival omkuld sidste år, og nu er de klar til at gentage succesen – denne gang på en endnu større scene. Undertoner har derfor talt med det norske techno-punk danseband om deres debutalbum, forventninger, og hvorfor de har valgt et navn så skørt som Tacobitch.
Undertoner er draget mod det høje nord til Oslo, hvor by:Larm præsenterer de friskeste nye skud fra den skandinaviske og internationale musikscene. Fredag aften bød på en dansk alternativ popfest og en gedigen religiøs oplevelse.
Yör havde greb om både rum og dramaturgi, da de med årets første koncert på Eos åbenhjertigt ledte publikum ind i deres følelsesforviklede univers.
Underworld viste på O/Days, at deres legendariske elektroniske musik er tidsløs og evigt ung.
Det blev desværre til et teknisk knock-out for Lucrecia Dalt, da lyden svigtede katastrofalt, netop som hun var ved at tryllebinde publikum med sine intime og eksperimenterende kompositioner.
Francesca Burattelli startede et avantgardistisk, elektronisk ritual på Platform. Man var dog lidt i tvivl, om det var den slags ritual, man skulle danse til, eller den slags, man skulle overvære i kirkelig stilhed.
Gabber Modus Operandi skrællede det øverste lag hud af samtlige festivalgæster i en radius af 10 kilometer på det, der nok var dette års festivals vildeste 50 minutter. Længe leve trance.
Dårlige lydforhold på Platform saboterede Abji_hypersun og Morayas eksperimenterende, elektroniske revolution onsdag aften. Et rigtig ærgerligt eksempel på ambitiøse kunstneriske ambitioner, der falder til jorden på grund af dårlige omstændigheder.
Sidste dag på First Days var tacotirsdag. Tacobitchs gennempunkede, eksperimenterende techno forvandlede i hvert fald Gaias publikum til vilde, dansende dyr i en instinktdrevet, shamanistisk seance, der næsten ikke kan beskrives med ord.
Roskilde-aktuelle Tacobitch tager dig med på et psykotisk, elektronisk syretrip på første single fra deres kommende debutalbum.
Rigtig mange var mødt op for at se giraffen til Aphex Twin fredag aften i Søndermarken. Selvom "giraffen" gemte sig bag sine to MacBooks under det meste af sceancen, var Richard David James i gavehumør og DJ-topform, da han leverede et gedigent danseset med plads til alt fra halsbrækkende acid, svævende, trancet house og ikke mindst maniske, musikalske nedsmeltninger.
Cracker Island er endnu et tegn på, at der ikke kan klemmes mere ud af et tørt Gorillaz-projekt. Vælger Damon Albarn intentionelt at skabe kvantitet frem for kvalitet? Pladen gør i hvert fald et bravt forsøg på at kede lytteren ihjel.
På sin nye EP Ties udforsker den danske eksperimentalkunstner Alto Aria venskabet i alle sine mange former. Det er der kommet en meget smuk og vemodig plade ud af, der dog halter på tekst og tematik.
Kenyanske Duma var virkelig fucking glade for at være på Roskilde Festival. Men deres ugudelige understrøm af grindcore og industrial techno led under kontinuerlige tab af momentum, der fik mange til at miste interessen.
På The Line Is A Curve demonstrerer Kae Tempest hidtil usete vidder i sin lyriske båndbredde. Det fjerde album fra den britiske rapper er et frygtløst og personligt stormløb på både eksistentiel og poetisk stilstand. Det er desværre også en kritisk oprydning væk fra mesterværksværdighed.
Lyden af en kunstner, der stadig er ved at finde sin lyd. Blandingen af elektronisk musik og afro-caribiske indflydelser har potentiale, men en egentlig forløsning virker stadig til at være et stykke uden for rækkevidde.
Ro På er suverænt, odenseansk produceret hiphop med medrivende omkvæd. Det er skarpe beats bag beherskede tekster, der til tider giver en behagelig smagsprøve på fremtiden for poppet, dansk hiphop.
Velskrevet melankoli hersker i Jacob Keinickes nye, eksperimenterende indiepop-univers, der dog overdøves af en skævvredet balance mellem produktion og vokal, som pladens tårnhøje ambitioner må se sig begravet i.
Sofie Birch og Josefine Opsahl var med til at genstarte livemusikken med de første koncerter i Alice Summer Series.
Phantogram, der udgav det anmelderroste album Three i 2016, er et næsten helt ubeskrevet blad i Undertoner-sammenhæng. Det laver vi nu om på med en anmeldelse af deres fjerde album, Ceremony. Et elektropop-album, der leger med lys og mørke i tætpakkede produktioner med vedkommende temaer og masser af tekstur.
