Bonnie 'Prince' Billy og Bill Callahan har slået sig sammen med alle vennerne fra Drag City-labelet på et dobbeltalbum, der udelukkende består af covers. Albummet bobler af energi, leg og overraskelser, men det varer lidt for længe og vil måske lidt for meget.
Of the Wand and the Moons første album i 10 år er storladent, forførende og dunkelt. Med en eminent god produktion og en buldrende dyb røst trækkes man igennem ti atmosfæriske stykker musik, der byder på messende neofolk, 60’er-inspireret singer-songwriter og endda larmende post-rock.
Nick Cave og Warren Ellis udgiver en hyldest til naturen og annoncerer nyt filmsoundtrack med singlen "We Are Not Alone".
Uruguayansk-amerikanske Juan Wauters har lavet et fragmenteret indiepopalbum, der leger med både folk, soveværelses-R’n’B og hip-hop. Sangene er både inderlige og vellydende, men flowet afbrydes også af mindre interessante feltoptagelser.
Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.
Foråret er over os her på Undertoner. Inden længe vender koncerterne tilbage, mens vi krydser fingre for, at også festivalerne kan afvikles i bare nogenlunde stand.
Med sans for underspillet drama indtog den gotiske duo Bona Fide scenen med deres unikke folkesange. Her førte de publikum ind i glemte sagn om kærlighed, længsel og ensomme riddere, hele tiden balancerende på grænsen til noget større.
Isoleret i et fyrtårn på en ø ud for Norges nordligste kyst har Hjalte Ross skrevet 9 stærke sange, der følger i samme 70’er-inspirerede folk-tradition som debutalbummet, men udvider orkestreringen, løfter ambitionsniveauet og indvarsler vinterens ankomst til vores breddegrader.
Your Love's EP lyder af USA. Den lyder af roadtrip og landevej, af støv og eftermiddagssol, vidstrakte landskaber. Den lyder af Kurt Vile, hvis ellers han havde været lidt yngre, lidt mindre fjollet, lidt mere melankolsk.
Danske Death Machine har sendt et nyt album ud i æteren. Det er vedkommende, ubesværet og helt nede på jorden.
Weyes Blood skabte i Studie 2 et undersøisk musikparadis af tristesse og ballader, som Undertoners anmelder aldrig vil forlade igen.
Helado Negro forvandlede Pumpehuset til sin egen dagligstue, hvor vi alle kunne gemme os i vores egen lille boble fra hverdagens strabadser og kolde temperatur.
På Two Hands afviger Big Thief kun marginalt fra den sti, de gennem karrieren har fulgt. Indtil videre er det dog helt okay, for der er ikke mange fingre at sætte på gruppens nyeste samling sange.
På House of Sugar konstruerer (Sandy) Alex G på ny et surrealistisk og dragende kosmos, der blot cementerer DIY-æstetikerens for indeværende status som en af 10'ernes underspillede indie-helte.
Balancerende på ro og kedsomhed dykkede singer-songwriteren ned i folk-nostalgien.
Mod alle odds og midt i en bagende hedebølge lykkedes det Hjalte Ross og hans talentfulde band at give publikum en formidabel start på Roskilde Festivals opvarmningsprogram.
Engelske Michale Kiwanuka havde taget sine bedste sange og et fantastisk band med sig på NorthSide, og fik overbevist både publikum og anmelder om sit store talent.
Både Julia Jacklin og hendes band imponerede stort, da australieren krængede sine følelser ud foran et udsolgt Lille Vega.
Den amerikanske singer-songwriter Cass McCombs er tilbage med melankolske observationer og stille samfundskritik. Det er blevet til en udmærket alternativ folk plade, der dog ikke ligefrem revolutionerer nogle genrer.
Leyla McCalla spiller op til dans og protest på sit nyeste album, der både er traditionelt, nostalgisk og helt vildt væsentligt.
