Tag - Franz Ferdinand

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)