Manden, der engang blev kaldt »R’n’b Jesus«, har ikke givet lyd fra sig i 12 år. Men fredag genopstod D'Angelo i København til en soulkoncert af højeste kaliber.
Tag - funk
DJ Food: The Search Engine
Efter 12 års pause vender Strictly Kev tilbage med et nyt DJ Food-album. Det lykkes dog ikke rigtig Ninja Tune-bagmanden at revitalisere sit udtryk, og The Search Engine ender som lidt af en anakronisme.
Vindahl: Serendipity
Serendipity er et god bud på soundtracket til en romantisk thriller fra 80'erne. Ronni Vindahls nye soloplade bliver dog for komprimeret i sin lyd og savner et medrivende, velfungerende groove.
Git: Imagination
Hovedproblemet med Imagination er nok, at der mangler rappere, og at der er for mange koklokker og gamle soulstemmer fra fortiden.
Bernhoft: Solidarity Breaks
Bernhoft imponerer efter sigende live, men på albummet Solidarity Breaks flyder flødeelementer sammen til en ubestemmelig soulmasse.
Roskilde Festival ’11: Janelle Monáe, 03.07.11, Cosmopol
Popmusikkens verdensstjerner kan byde en ny superheltinde velkommen i klubben: Neosoul-energibundtet Janelle Monáe fik bogstaveligt talt Roskilde-publikummet til at bøje sig i støvet med et fabelagtigt show.
Roskilde Festival ’11: TV on the Radio, 02.07.11, Arena
TV on the Radio blæste sit publikum ind i en mur af funk, soul og alternativ rock. Et stykke hen ad vejen fungerede det upåklageligt, men et massivt midterstykke var mere udmattende end medrivende.
Undertoners guide til Roskilde ’11: sfærisk og støjende, oversete kunstnere og dramatiske damer
Hvad enten du er til damer, dunder eller det, du ikke lige kender, er Roskilde Festivals program leveringsdygtigt. Se bare nærmere på dagens anbefalinger fra Undertoners skribenter.
The Streets, 11.06.11, NorthSide Festival, Aarhus
Undertoner har været på NorthSide. Vi opdaterer løbende med anmeldelser derfra. Først måtte Mike "The Streets" Skinner sande, at der ikke er langt fra magt til afmagt, da han gav sin afskedskoncert på dansk grund.
Primavera ’11: Big Boi, 26.05.11, Ray-Ban, Parc del Fòrum, Barcelona
Med et sandt overflødighedshorn af Outkast-medleys og hofteforvridende solomateriale indhyllede Big Boi Ray-Ban-scenen i en sky af soul, funk og overlegen, poppet hiphop.
Toro Y Moi: Underneath the Pine
Andet album fra halvt filippinske, halvt afroamerikanske Toro Y Moi præsenterer en tilbageskuende lyd, der giver reminiscenser af Beach Boys og fordums tiders psykedelia tilsat et snert dansegulvsalkymi.
Fujiya & Miyagi: Ventriloquizzing
Planen var tilsyneladende et mørkere og mere konfronterende album end tidligere. Men fjerde album fra Fujiya & Miyagi forløses ikke fuldt ud i den retning, og det gør albummet til en halvhjertet affære.
Dans & Lær: Havens fugle
Dans & Lærs raffinerede album får Jens Blendstrup til at tage til Utterslev Mose for at danse.
V/A: Amen for Weed // Hi-Life
»Can I get an amen for weed?« Højtflyvende, hiphoppende hashhyldest med potentiale. Light it up and puff, puff, puff.
!!!, 20.11.10, Lille Vega, København
Nogen kontrolfreaks derude? Frygt ej, i selskab med !!! er Hæmning en by i Jylland. Med rytmen som tilværelsens drivkraft forvandlede de lørdag Lille Vega til én organisme. Til en klokkeklar sex ud af seks-oplevelse.
Aloe Blacc: Good Things
»How did you get to be so evil, girl?« Aloe Blacc souler sig igennem et helt igennem forrygende album, der får englene til at både synge og græde.
of Montreal, 14.10.10, Amager Bio, København
of Montreal leverede en skabet pastiche på en amatørteatergruppe på ecstacy, hvor falsetdisco, psykedeliske visuals og rumvæsener tog opmærksomheden fra de få gode numre, der trods alt fik sneget sig ind i den übergøglede koncert.
Minus the Bear: Omni
Minus the Bear har muligvis evnerne til at skrue en fin melodi sammen, men desværre drukner det i numrenes for mange forskellige passager, ubehjælpsomme tekster og et alt, alt for produceret lydbillede.
Of Montreal: False Priest
Kevin Barnes' indiepop-hjertebarn Of Montreal fra Georgia er rykket til LA og har kastet sig ud i glam, disco, R&B og funk - i falset. Det er ganske rædsomt, men bedre numre gemmer sig undervejs. Der er dog stadig langt til bandets tidligere niveau.
Hjaltalín: Terminal
At påstå, at Terminal er mere sjælden end køn, er lige groft nok. Det er dog sjældent, at skæve indiebands kaster sig over musicalgenren med så stor loyalitet. Resultatet er solidt, på sin vis vellykket og ikke videre lytteværdigt.