All Born Screaming er en imponerende tour de force i St. Vincents vilde talent som guitarist og producer og i et væld af genrer, man ikke troede kunne klemmes vellykket sammen på et fortrinsvist glamrocket album. I St. Vincents hænder er det eklektiske dog inciterende, og de karakteristiske hjemsøgende guitarlicks aldrig langt væk.
Chopper har begået en storladen rockballade med ”Moon Girl”. Det er rock, det er teatralsk, det er støjende, men det hele holdes oven vande af en intuitiv sans for pophåndværk og gode hooks.
Yves Tumor sendte publikum ud på en rejse til et helt, helt andet sted, da han indtog Gloria med sin mærkværdige og grænsesøgende musik.
Engelske Du Blonde har lavet et album, der på godt og ondt opsummerer de sidste år for kunstneren bag, Beth Jeans Houghton. På trods af de gode intentioner og ideer sniger der sig noget lidt ensformigt ind på albummet med den smukke, let absurde titel Lung Bread for Daddy.
Placebo blev dannet for snart 20 år siden og er nu ude med deres syvende album, Loud Like Love. Albummet indeholder numre, der beviser trioens fortsatte værd, men flirten og frustrationen fra Placebos bedste numre savnes.
Of Montreal har endnu en gang skiftet ham og skuer på sin 12. plade tilbage mod sit ophav. Bandet har lagt eksperimenterne, genremixene og nysgerrigheden, der gennemsyrede forgængeren, Paralytic Stalks, på hylden og kreeret et ganske middelmådigt og harmløst album.
De tidligere glamrockere har skiftet tempo og stil på deres tredje udspil. De er blevet ældre, forsigtigere og ser nu mere sort på tilværelsen.
Of Montreals nye og totalt over-orkestrerede album er som et mentalt lavement: Det er meget rart at blive blæst igennem og rusket ud af sin comfort zone – men man er heller ikke helt glad ved situationen.
The Blue Van beviser på sin fjerde plade, at de er dygtige til at skrive fængende, guitardrevne rocknumre. Men desværre er fremførelsen for pæn og forsigtig, så Love Shot er sjældent vedkommende.
Kevin Barnes' indiepop-hjertebarn Of Montreal fra Georgia er rykket til LA og har kastet sig ud i glam, disco, R&B og funk - i falset. Det er ganske rædsomt, men bedre numre gemmer sig undervejs. Der er dog stadig langt til bandets tidligere niveau.
Mystery Jets leverer et solidt pop/rock-album læsset med ørehængere og lydeksplosioner. Man savner dog noget af den eksperimenterende kant, der på de tidligere udspil gjorde gruppen til mere end bare endnu et rockband.
Der er efterhånden blevet skrevet tusindvis af sider om Brian Eno og hans indflydelsesrige katalog. Og det er bestemt ingen tilfældighed, for igennem hans nu snart 40-årige karriere har Eno om nogen været med til at sætte nye standarder for rocksproget. Fra dagene som androgyn, og hidsigt eksperimenterende, synthtroldmænd i Roxy Music frem til hans legen med verdensmusik, har Brian Eno om nogen lagt grobund for meget af den musik, der bærer mærkatet ‘indie’. Kort sagt, uden hans bidrag til musikhistorien ville en publikation som Undertoner måske ikke have eksisteret! Nu er han så klar med et nyt soloalbum. Det har fået titlen Small Craft on a Milk Sea og er lavet sammen med Jon Hopkins og Leo Abrahams. Det udkommer den 15. november i Europa på Warp og vil blive udgivet digitalt og på cd samt i to overdådige deluxe-udgaver. Til højre ses coveret, og ovre på Enos site findes yderligere detaljer.
Med The Resistance rækker Muse ud efter stjernerne med deres næsten komplette kombination af glam, progressiv rock, pop og klassisk musik.
Forventningerne til amerikanske Amazing Baby er høje og bandet er flere gange blevet udpeget til at være dette års helt store talenter med deres drømmende glamrock. Albummet Rewild hverken skuffer eller overvælder.
36 år er gået siden debuten, men trods frafald af næsten alle originale gruppemedlemmer, fortsætter en lille kerne ufortrødent. Der er nu tale om ældre mænd, der har fralagt sig ungdommens excesser, men bevarer snerten af punkattitude.
Velspillet opfølger til debuten af talentet David Vandervelde, som har skabt en tidløs plade i hulrummet mellem alt. country og glamrock. Man bliver konstant henrykt over, hvordan han forvandler selv de mest kedsommelige melodier til store oplevelser ved hjælp af sin fortryllende vokal.
På sin debutplade demonstrerer den unge glamrocker David Vandervelde, at han har et stort sangskrivertalent. Han mangler blot at indse, at hans evner ligger inden for powerpoppede melodier frem for inderlige kærlighedssange.
På deres anden plade, Rewind the Sofa Lady, byder den tysk-italienske electrorockgruppe Pet på en række gode, iørefaldende melodier. Helhedsindtrykket er alligevel en plade på det jævne. Sangene er nemlig låst fast i et enkelt og ensformigt udtryk, der trætter i længden.
Pet placerer sig med sin spøjse blanding af power-glamrock og dominerende computer-moogs i en genre, hvor konkurrencen fra bands som Mina og Zoot Woman er hård. Og Pets sporadisk gode præstation holder ikke et helt album igennem.
The Go genopdager de tidlige halvfjerdseres glam og hård rock og leverer en god omgang elektrisk rock, der giver én lyst til at finde luftguitaren frem igen.
