Så vågner man (altså jeg) op dagen efter en langt ude koncert med Anti-Pop Consortium på Loppen, hvor Beans’ ustoppelige flow gav seriøse pandeskaller og ærgrer sig lidt over, at koncerten lå oveni Brother Alis koncert på Rust, og hvem redder så dagen? Det gør såmænd Roskilde Festival, der har hyret Brother Ali til at spille til sommer. Brother Ali er et af de stærkeste kort fra Rhymesayers-familien og leverede sidste år en fængende plade, der dog var lidt for lang. Live kan han være en fyrig satan, hvilket han beviste sidst Atmosphere var i byen ved at fyre en a capella politisk freestyle af, der fik hele Vega op under loftet. Udover Brother Ali har Roskilde Festival også hyret den flamboyante rapper Tech N9ne, der spillede på festivalen i 2006, og danske Kasper Spez, der i lidt mere roligt tempo leverer personlige og poetiske tekster, bl.a. på hans album Fantasten fra sidste år, der var et af dem, vi overså. Desuden har Soundvenue snuset sig frem til, at de sejlivede grunge-veteraner i Alice in Chains har afsat en dag i deres kalender til at komme til Roskilde.
Tag - grunge
Dead Confederate: Wrecking Ball
Det værste fra Nirvana og Radiohead. Nirvana uden nerve og Radiohead uden elegance. Det er, hvad Wrecking Ball har at byde på. Kedsomhed blandet med irritation er, hvad det efterlader.
Lord Cut-Glass: s.t.
Måske hvis jeg sætter mig lidt bedre til rette? Måske hvis jeg drikker en øl, mens jeg lytter? Måske er det noget helt andet, der irriterer mig? Nej, det er det ikke. Det er lige præcis Lord Cut-Glass, der irriterer mig.
Pissed Jeans: Hope for Men
Hvis stenet syrerock, grunge, mørk electronica, punk, Black Sabbath og hardcore uden videre kan blandes i en 10 numre lang playliste, når du holder fest, tilhører du den sjældne race, som Hope for Men giver mening for. Dårligt er albummet egentlig ikke. Det er bare virkeligt usammenhængende.
Pterodactyl: s.t
Brooklyn-orkestret Pterodactyl formår på sit debutalbum at støje mere end langt de fleste af deres ligesindede. Desværre viser det sig dog hurtigt, at orkestrets musikalske blanding af massiv støj krydret med 90'er-grunge lynhurtigt bliver en temmelig monoton og trættende affære at lægge øre til.
Pearl Jam: s.t
Efter flere mere eller mindre svage udgivelser melder de modne herrer fra Pearl Jam sig på banen med deres bedste album siden midt-90'erne. Med både aggressivitet, social indignation og følsomhed imponerer Eddie Vedder & co. endelig for alvor igen.
Nirvana: In Utero – Seattle-bølgens livmoder
Nirvana har fået en velfortjent plads i rockhistorien, og succesalbummet Nevermind hyldes som en klassiker. Imidlertid er In Utero fra 1993 et endnu større mesterværk, der præsenterer en rå, flosset og på sin vis mere oprindelig udgave af Nirvana.
Cynical Son: Hollow
Faith No More-light.
Elephant Poetry: s.t.
Navnets potentielle tvetydigheder til trods er der ikke noget at hente i dette udspil fra dansk/islandske Elephant Poetry. De har ganske enkelt ikke fundet deres egen stil endnu.
Pearl Jam: Lost Dogs
Som eneste overlevende band af The Mighty Four (Nirvana, Soundgarden, Alice in Chains og Pearl Jam) fra den gyldne tid, hvor den nyeste rockmusik fik prædikatet ’grunge,’ udsender gruppen dobbeltalbummet Lost Dogs.
