Tuareg-tappedjævlen Mdou Moctar og hans kvartet er tilbage i fremragende form, selvom der er lidt mere pusterum end tidligere. Det gør ikke noget. Det er nemlig fortsat de udmattende guitarstykker, der bærer værket, og guitarister fås ikke meget bedre i 2021 end Moctar.
Redaktionen gør status over 2010'ernes bedste udenlandske udgivelser: Denne gang kan du læse om et gennemført, undersøisk hiphopkonceptalbum, fyrværkeri i slowmotion og hele to karismatiske kvinder, der tog sig bedst ud som robotter.
Kurt Vile kom, så, og gav los på sine syv guitarer, inden han gik igen. Det var en demonstration af guitarkunst og så heller ikke mere.
Liam Gallagher er en rockstjerne af en type, der ikke findes mange af. De er ikke oppe i tiden. Det sked han på og leverede et brag af en rockkoncert med attitude, fællessang og med et dejligt åbent forhold til Oasis-numrene.
Svenske Woodlands serverer guitarrock med fin, feminin leadvokal i front og har begået et godt debutalbum.
Blur-medlemmet, der aldrig blev voksen, men til gengæld en særdeles habil guitarist og soloartist – Graham Coxen – gav koncert i København, hvor han på fornøjelig vis spillede sine instrumenter i sænk.
Den polske ungdoms sorte håb spredte lørdag deres dystre budskaber til et hungrende publikum. Fest, farver og desperation er en cocktail, man ikke falder over hver dag.
The Feelies gør comeback efter en indspilningspause på hele 20 år med et guitardrevet album fuld af fængende sange. New Jersey-bandet er tilbage i virkelig god form.
Leth og kompagni serverer et sandt potpourri af udtryk, genre og melodi på The William Blakes' fjerde udspil, der udkommer blot fem måneder efter gruppens seneste plade, The Way of the Warrior. Modigt, mangfoldigt – vellykket.
Den ene rock-undergenre efter den anden får lov til at udfolde sig på British Sea Powers nye plade. Man mister totalt orienteringen, og derfor bliver vurderingen også derefter.
Cold War Kids har mistet meget af den saft og kraft, som tog dem langt på debuten Robbers & Cowards. Skramlet bluespunk er blevet til ensformig stadionrock, som det er hørt før.
Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.
DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja...)
2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.
På sin fjerde plade fænger Oxford Collapse endnu en gang med energiske, skramlede collegerocknumre. Med et knap så vellykket resultat går trekløveret fra Brooklyn flere gange væk fra denne fremgangsmåde, og det går en del ud over det samlede indtryk af Bits.
Danske Metric Noise har på deres andet album i nogen grad forladt det tunge støjpunkede udtryk til fordel for flere variationer i lydbilledet. De 10 numre veksler mellem at byde på dels fine detaljer, dels forladelig og temmelig anonym guitarrock.
Sub Pop-bandets første album i fire år lyder overraskende meget som deres label-kolleger Band of Horses – bare ikke helt lige så godt. Især er deres fascination af folk og rootsrock bestemt ikke faldet heldigt ud.
Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.
Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.
Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. (31.10.07)Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. I løbet af de seneste fire-fem år har Aalborg markeret sig som lidt af en slackerrockby. Rækken af bands, der kan deres Pavement, Sebadoh og Guided by Voices og på en eller anden vis har rødder i den nordjyske hovedstad, er nemlig lige præcis lang nok til, at det er påfaldende. Ud over pionererne fra det nu hedengangne My Friend George og den eneste kommercielle succes Figurines har fine demobands som bl.a. Bought Landings og Torpedoes også slacket rundt på de aalborgensiske spillesteder, mens Charlie, Don’t Surf stadig er i fuld vigør. 1 2 3 4 i landlige omgivelser Næste skud på stammen kalder sig 1 2 3 4 og har tidligere guitarist i Torpedoes Rune Hedeman som frontmand. Trods tilhørsforholdet til Aalborg, der gælder alle i bandet undtagen guitarist Kasper Helweg, går 1 2 3 4 dog for at være et københavnerband. Det var da også i København, at bandet blev dannet for halvandet år siden, og deres nyligt udsendte debutplade In Your Faith er udgivet på ærkekøbenhavneren Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. Men trods alt fornægter ligheden med ovennævnte Aalborg-bands sig ikke helt, og bandet diskuterer da også stadig selv, om det er et københavnerband eller ej. Rune Hedeman hælder en smule til det sidste.»Vi er sgu et eller andet sted et Aalborg-band. Vi spiller sådan noget Aalborg-rock,« siger han og uddyber: »Dengang jeg boede i Aalborg, var det sådan, at drengene fra Figurines, Oh No Ono, My Friend George og jeg bare kendte hinanden og gik i byen sammen. Der blev skabt en lille klub deroppe, hvor vi lyttede til plader, kyssede med de samme piger og gik de samme steder hen i byen. Det var sgu dejligt, og det kan ikke undgå at præge en. Men det er efterhånden mange år siden, og man kan også mærke, at de fælles udtryk er ved at være væk. Vi har de samme inspirationskilder, og så er der sket noget forskelligt med det.« Selv har Hedeman droppet den smadrede lofi-lyd, der prægede dagene med Torpedoes. In Your Faith er nemlig mere stram og knap så slacket. Og det skyldes ikke, at Nikolaj Nørlund har siddet i producerstolen under indspilningen, men at Hedeman har dikteret over for de andre, at de skal spille ordentligt, da der »kun er en tynd linje mellem at være slacker og lofi og at være en klovn.« Selv om 1 2 3 4 er gode musikere, er de det først og fremmest i kraft af deres sammenspil, mener Hedeman og peger på Pavement som et band, der kan gå lofi, uden at det går op i hat og briller.»Pavement var fantastiske musikere, fordi de var dygtige, men også fordi de turde være dårlige og skrælle deres musikalitet helt ned til det helt basale, så det bare blev rent udtryk i stedet for kunnen.« Homofascistiske armbevægelserAllerede langt før 1 2 3 4 fik en pladekontrakt, har bandet eller rettere Rune Hedeman gjort sig en del bemærket. Hans fagter og armbevægelser under bandets koncerter er så iøjnefaldende, at han er blevet sammenlignet med Morrissey, Mussolini og Napoleon. Hedeman forklarer, at denne måde at agere på er noget, der bare kommer til ham. 3/5 af bandet på visit hos DR – Rune Hedemann halvt skjult bag sin kop »Jeg har ingen indstuderede moves, det er ikke koreograferet. Jeg gør bare det, der falder mig ind. Noget spas,« siger Hedeman, som dog finder det sjovt at få disse kaldenavne.Det samme gør de resterende bandmedlemmer, som på grund af sammenligningerne med Morrissey og Mussolini er begyndt at kalde ham for homofascisten. Du har det også med at kigge ondt ud på folk med et skulende blik?»Jeg skuler aldrig ondt ud mod publikum. Jeg forsøger at kigge dem lidt i øjnene. Se, hvem de er. Publikum forandrer sig altid fra gang til gang, det gør jeg også selv. Så det er en meget god ting lige at se dem i øjnene, og møde dem, hvor de er. Jeg plejer også at gøre det samme med drengene – tage en runde og se, hvordan de har det.« »Vi er jo ikke Grinderman« »Even though I stayed aroundI’d still be the saddest boy in townSo full of gospel, so filled with gossipThe shattered love with its broken logic I foundSo where does it go from here?I don’t care anymore for that toothbrush’s been dropped on the floor«(“œSaddest”) Et mere eller mindre tilfældigt tekstuddrag fra én af Rune Hedemans tekster viser med al tydelighed, hvilken sindsstemning der hersker i 1234’s univers. Med Hedemans egne ord »klassisk ungdommeligt tungsind«, der dog er tilpas reflekteret til, at det ikke er ren weltschmertz. Det nærliggende spørgsmål er, om det virkelig er sådan, han selv går rundt og har det?»Uha, ja og nej. Man kan ikke skrive med andre som udgangspunkt end en selv.« Men man kan godt opfinde et univers?»Ja, men så skulle det være de værste udgaver eller de bedste udgaver af mig selv. Forskellige udgaver af, hvordan jeg har haft det.« Du sammenligner det selv med Charles Bukowksi. Hvad er dit forhold til ham?»Dengang jeg begyndte at læse ham, syntes jeg bare, jeg kunne genkende en mand, der var lige så indebrændt og depraveret som mig selv. Som havde set livets dårskab i øjnene, og som turde udtrykke og konfrontere det. Det, syntes jeg, var smukt. Jeg siger ikke, mine tekster er smukke, men det er i hvert fald der, mit forlæg er. Men der er så mange andre som Hemingway, John Fante og Baudelaire.« Du er ikke bange for, at man ser dig som en vred ung mand? Hvis man kun ser dine fagter på scenen og hører teksterne, kan man godt opfatte dig lidt som den der homofascist…»Ha ha, jeg lugter en overskrift. Nej, jeg synes, der er et glimt i øjet i vores univers. Altså, det er jo ikke Grinderman, det her. Musikken er pop, det forsøger vi i hvert fald at lave, og jeg synes, det er vigtigt at have den kontrast til teksterne, at melodierne er iørefaldende.« Læs også Undertoners anmeldelser af:1 2 3 4: In Your Faith1 2 3 4, 04.07.07, Roskilde Festival
