Tag - Holly Golightly

Nyheder

Holly Golightly spiller i Danmark

Den engelske dame leverer skud fra hoften i København og Århus Selvom hun er fra England, er hun kendt for at spille en meget amerikansk-inspireret countryfolkrock med et skvæt rockabilly her og der. Men det forhindrer hende ikke i at fremstå ægte på scenen, og derfor er det glædeligt at berette, at Golightly kommer til Danmark med sine Brokeoffs, der egentlig kun består af Lawyer Dave. Den 9. maj spiller hun i Musikcafeen, som findes i Huset i Magstræde, og dagen efter spiller hun på Voxhall i Århus. Dem, der har set hende live, siger, at hun er en vidunderlig dame, så tag et smut forbi.

Plader

Holly Golightly & the Brokeoffs: Dirt Don’t Hurt

På sit andet album med the Brokeoffs fortsætter Holly Golightly, hvor hun og hendes kompagnon slap. På en skrammellegeplads fyldt med banjo, bluesguitar og veloplagte duetter udstilles 14 numre, hvor Holly Golightly afslører sig som en real phony, for selvom hun ikke hører til den amerikanske tradition, hun opererer i, kan hun stå inde for det med et ærligt hjerte.

Nyheder

Holly Golightly & the Brokeoffs udgiver nyt album

Holly Golightly & the Brokeoffs udgiver nyt album Så er der nyt fra Holly Golightly and the Brokeoffs. Duoen, der udover Holly består af Lawyer Dave, udgav sidste år You Can’t Buy a Gun When You’re Crying og er nu klar med en opfølger. Den bærer titlen med den livsnødvendige information Dirt Don’t Hurt og kommer på gaden den 29. september. Den skulle ifølge pladeselskabet være indspillet på fem dage i Spanien og kommer rundt om country & western og Rolling Stones anno 1963. Og ja, man kan allerede nu høre smagsprøver på MySpace.

Interview

Holly Golightly – det skal ikke være svært at skrive sange

Holly Golightly stikker ikke noget under stolen, når hun bliver spurgt til, hvordan hun skriver sange. “Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange, uden at det gør noget,” forklarer hun uden at skamme sig det mindste. “That’s bloody Elvis!” udbryder Holly Golightlys ledsager, Lawyer Dave. Han har lige fået øje på Joakim Hediger i en bar i mediebyen under sommerens Roskilde Festival. Holly og Dave troede egentlig, at Elvis var død, så de bliver hurtigt enige om, at det skal foreviges. De knipser et billede til hjemmealbummet, inden de kaster sig ud i en længere dialog om, hvilken whiskey de skal have i deres cola, såfremt baren ikke har Jim Beam. Det bliver ikke overraskende Jack Daniels, der ender i bunden af glasset, inden der bliver hældt cola på. Det er den helt rigtige drik for en dame som Holly, der siden midten af 90’erne har udgivet kompromisløst simple plader med sange, der kunne have været skrevet for 60 eller 70 år siden: “Jeg forsøger bare at gøre det simpelt. Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange med forskellige tekster, uden at det gør noget. Jeg har en standardformel, jeg går ud fra, og det virker fint,” forklarer Holly, der har udgivet alt mellem en enkelt og fire soloplader om året siden hendes første soloplade The Good Things fra 1995. “Det skal ikke være svært at skrive sange, og hvis man ikke kan skrive nok sange til at udgive mindst en plade om året, så bør man nok finde på noget andet at lave.” Kan bedst selv Holly Goligthly debuterede i Thee Headcoatees 1991, men bagmanden Billy Childish efterlod ikke meget plads til Hollys egne sange i pigegruppen. De blev stopfodret med hans eget materiale, så der skulle ske noget andet i Hollys liv. “Jeg startede faktisk med at spille solo, fordi der ikke var andre, der lavede den slags musik. Hvis jeg havde haft mulighed for at gå til koncerter med et band som mit, var jeg aldrig startet,” udbryder Holly, der er glad for at have mulighed for helt selv at kunne bestemme, hvad der skal ske i det band, der står bag hende på pladerne og på scenen. “Jeg er ikke særligt diplomatisk,” siger hun, uden at der kan spores så meget som et glimt af ironi. “Hvis det ikke fungerer, så skifter jeg ud i besætningen.” Punktum. Længere og længere tilbage For 20 år siden begyndte Holly at grave i musikkens randområder for at finde frem til det, som hun selv synes er det essentielle. Det var, mens hun lyttede til punk. “Det var ikke meningen, at jeg bare ville finde en masse gamle plader og så lytte til den slags musik. Jeg startede med punken, men der var altid et eller andet, der pegede bagud. Også hos de gamle punkbands. I min verden var de bedste inspirationer altid dem, der pegede bagud,” forklarer Holly, der aldrig har forsøgt at komme til at lyde som et levn fra fortiden. Hun havde bare ikke råd til dyre guitarer, forstærkere og optageudstyr, så hun måtte købe det billigt på loppemarkeder rundt omkring. Og det er især i den uimponerede tilgang til musikcirkuset, at Holly Goligthly adskiller sig fra de fleste andre kunstnere med mere end 10 albums på dagen. “Jeg begyndte eksempelvis ikke at indspille i Toe Rag (analoge studier i London, hvor bl.a. White Stripes har indspillet, red.) studierne, fordi jeg gerne ville have en speciel lyd på mine plader. Det var bare det eneste sted, jeg havde råd til at indspille, og det har fungeret så godt, at det stadig er mit foretrukne studie at indspille i,” forklarer hun. Hun har stadig et halvtidsjob ved siden af turnélivet og pladeindspilningerne. Hun er dog ikke længere lastbilchauffør, som det var tilfældet i starten af karrieren, men hvad hun laver, vil hun ikke ud med. “Det er top secret. For regeringen,” lyder svaret.

Koncerter

Slaraffenland, Flaming Lips, Holly Golightly, 07.07.07, Roskilde Festival

Slaraffenland, 12:00, Pavilion »Keep your kids in / there’s thousands like me,« lød en af linjerne i “Dust (Me as a Monster)”, der åbnede den danske støjjazzrock-kvintet Slaraffenlands show. En koncert, der beviste, at der i hvert fald ikke er et væld af andre bands, der er helt som Slaraffenland. De fem københavneres musikalske blandingsprodukt har været under stadig udvikling i hele bandets levetid, og nu har de ramt lidt af en guldåre. Ikke mindst som liveband er Slaraffenland lige p.t. noget af det fineste i Danmark, og Roskilde-koncerten satte en streg under dét. Bjørn Heebølls præcise trommespil drev numrene fremad, mens bandets særlige kendetegn, de fælles halvråbende vokaler, gav sangene intensitet og nærvær. Samtidig var det en fornøjelse at høre, hvor fint bandet vekslede mellem forskellige udtryk og tempi. Eksempelvis blev den perlende melodiske “Polaroids” afløst af “This One Will Kill Us”, der først lod til at være et mere upbeat og ligefrem rocknummer, men siden blev slået fuldstændig ud af kurs i et tumultarisk støjkaos. Langsomt, men sikkert samlede nummeret sig sammen igen og endte i en herlig finale. Lige så fint et match var det at lægge den korte, ligefremme “Show Me the Way” lige inden den mildt sagt udknaldede “You Win”, hvor Heebølls i forvejen kaotisk buldrende trommer blev samplet og lagt oven i sig selv, mens vokalskrålene blev sendt gennem et solidt lag effekter, så de endte som en bølgende sømandsparallel til Animal Collectives tidlige udgivelser. Og når kvintetten så tilmed lukkede med en udvidet udgave af den fængende “Watch Out”, hvor det afsluttende klimaks i dagens anledning fik fuld skrue – ja, så er der kun tilbage at bukke og takke. (MA) Flaming Lips, 18:30, Orange Scene Det er umiskendeligt flaminglipsk at fylde scenen med folk i pangfarvede alien-, julemands- og superhelteudklædninger, og det samme kan siges om den rundtur blandt publikum – eller rettere over deres hoveder – som forsanger Wayne Coyne tog i en stor oppustet gummiboble. Der er ikke nogen, der er ligesom Oklahoma-veteranerne, og det er svært at komme i tanke om så sympatisk et band oppe i musikkens absolutte superliga. Men det kan ikke redde alt at være noget nær verdens rareste. Og ærligt talt var Flaming Lips’ femte show på Roskilde en rodet og til tider ret ufokuseret omgang. Åbneren “Race for the Prize” var godt nok lige så triumferende og oplivende som altid, og det veritable konfettibombardement fik smilet endnu længere opad. Men ret hurtigt blev det lidt enerverende, at Wayne Coyne koncentrerede sig mere om at skyde med konfetti end om at få koncerten til at glide. Efter næsten hvert eneste nummer gik alting i stå, og selv om Coyne altså er dødsympatisk, blev hans talestrømme om George W. Bush og Red Hot Chili Peppers trættende i længden. Det havde været til at bære over med, hvis musikken havde været oppe at ringe, men det kneb også. Ligesom de mange balloner blæste en god del af den intensitet, man kunne se på scenen, ud til siden og nåede aldrig ørerne. På et mindre spillested ville den smadrede udgave af “Free Radicals” helt sikkert have været stærk, men under den overskyede himmel druknede eksperimentet i bulderet. Med de mange stærke sange fra bagkataloget, som bandet så bort fra, var det noget svært at forstå, hvorfor den (i hvert fald i en livesammenhæng) alt for luftige, prog-influerede “Pompeii Am Gotterdammerung” skulle hives ind. Der var bestemt snert over den karmabevidste protest “Yeah Yeah Yeah Song”, og den totalt nedbarberede version af “Yoshimi Battles the Pink Robots pt. 1” fungerede blændende. Men som helhed var koncerten svær at holde af – og svær at finde hoved og hale i. (MA) Holly Golightly, 19:15, Astoria Klædt i ikke helt nypressede gevandter og med uprætentiøst uglet hår fik Holly Golightly og hendes band den fornemme scene i Astoria-teltet til at føles som et bittersødt afdansningsbal for folk med hang til old-time musik. For godt nok startede Holly som punkrocker, men siden da har hun gravet længere og længere tilbage i musikhistorien for at finde inspiration, og det var tydeligt at se, at det især er præ-Beatles-melodier, der ligger øverst, når hun skal vælge musik derhjemme i England. Sangene – hun nåede at spille 20 på lidt over en time – var alle hentet i den afdæmpede ende af Hollys katalog. Både fra de ældre plader, men især fra den seneste, hvor hun er backet up af guitaristen og sangeren Dave, der går under navnet The Brokeoffs. I “I Let My Daddy Do That”, “Devil Do” og “Medicine Water” fungerede den skrabede lyd fra kontrabassen og de snøvlede trommer perfekt, og backingvokalen fik for en kort stund Astoria til at føles som en røget bodega alt for tæt på lukketid. Bandet forsøgte ingenlunde at overdøve Hollys flossede vokal, der sine steder minder om Patsy Cline, andre steder om en glemt bluessangerinde fra dybet af den amerikanske sump. Og så hjælper en stiv whisky jo altid på evnen til at lade vokalen flyde. Desværre var lydniveauet så lavt, at det ud over en masse snak ikke var til at fange alle nuancerne, når Holly med band bevægede sig helt ned i tempo. Men heldigvis virkede det til, at de alle var tilfredse med den døsige, men løsslupne stemning i tørvejret. (MT)